Energi i fremtiden - globale, regionale og nationale ... - Teknologirådet

Det er en forkortelse på den forskningsgruppe, som jeg har i Uppsala; Uppsala Hydrocarbon Depletion
Study Group. Vi har en hjemmeside og så videre, og I kan tale med mig, hvis I vil have mere information,
men der findes meget interessant om det her. Tak igen.
Ordstyrer:
Mange tak. Vi haster videre til det næste oplæg, vi skal lige have slukket denne her, som er Bent Sørensen
fra Roskilde Universitetscenter, og det er jo endnu en global synsvinkel, som går på klimapolitikken.
Bent Sørensen (professor, Roskilde Universitetscenter):
Drivhuseffekten er grundlaget for, at vi kan leve her på jorden. Hvis der ikke var drivhuseffekt, så ville
jordens temperatur være 50-70 grader lavere, end den er i dag, og det ville ændre mulighederne for menneskeliv
temmelig meget.
Men drivhuseffekten er også noget, der kan ændres. Det ændres, hvis vi putter mere drivhusgasser
op i atmosfæren, og det kan så føre til, at jorden bevæger sig fra den nuværende situation, som ikke er en
stabil situation. Altså den stabile jord er en jord, som er dækket af is over det hele og med den der meget
lave temperatur, så vi befinder os i en ikke-stabil situation, og det betyder, at ting, vi gør ved atmosfæren,
kan få store konsekvenser. Det er ikke sådan, at hvis vi putter en vis portion kultveilte i atmosfæren, så
bliver der en proportional ændring i temperaturen. Det kan godt være, at det går sådan i et stykke tid,
men der er altså også en risiko for, at jorden kan hoppe fra en ligevægtstilstand til en anden, som det sker
ved istider og sådan noget.
Kyoto-protokollen var et første forsøg på at få en samlet international håndtering af det her problem.
Man er ikke så vant til i menneskesamfundet at løse problemer, før tingene ramler ned over hovedet
på os. Man har gjort det med ozon, hvor man har en konvention for at begrænse udslippene, men
noget tilsvarende er faktisk første gang prøvet med Kyoto-protokollen, og den skal ikke ses som et bud på,
hvad der skal til. Den er set som et første skridt på, om det overhovedet er muligt for nationerne at samarbejde,
og det har vi jo set, at det er temmelig vanskeligt.
Det rigtige niveau af sænkning af drivhusgasser er noget med mindre end 20 pct. af det, vi har i
dag, hvis vi skal opnå en rimelig sikkerhed for, at der ikke kommer ubehagelige klimaoverraskelser. De
modeller, som bruges – der er nogle i det materiale, I har fået udleveret – de viser, at der er et par graders
opvarmning, hvis man ser bort fra muligheden for et hop til en helt anden type klima, og de par graders
opvarmning sker ved en fordobling af CO 2-indholdet i atmosfæren. Men der er meget store regionale
ændringer, og der er større stigninger i temperaturen ved det nordlige polarområde, og der er mange
variationer også. Der er faktisk også nogle steder, hvor temperaturen falder. Og det er noget, som er blevet
modelleret med en type modeller, som er baseret på ganske almindelig fysik, men som bruger nogle
tilnærmelser; de midler over tid, og de ser bort fra de små bevægelser. Der er en midling over sted, som
gør, at man ser bort fra små bevægelser – det er det, der hedder kaos – og det betyder, at der er en usikkerhed,
ligesom der er usikkerhed i vejrforudsigelser, som har det samme problem, men usikkerheden
kan ikke skjule, at der er meget store potentielle effekter.
Drivhuseffekten kobler sig til nogle andre, også menneskeskabte, og nogle gange naturlige, variationer
i atmosfæren og i klimaet, som skyldes ting som vulkanudbrud, der putter en masse partikler ind i
atmosfæren. Og vi ved, at partikler afhængig af deres størrelse enten kan føre til en opvarmning eller til
en afkøling – de partikler, der kommer fra vulkaner, fører normalt til en afkøling. Noget tilsvarende kan
ses med store ørkenstorme, altså hvis der er storme, som spreder sand fra Sahara ud over atmosfæren,
sker der også en afkøling. Så er der solpletterne; vi ved, at solen ikke er helt så stabil, som vi gerne ville
have det; der sker en variation i lysstyrken, og det har bl.a. noget at gøre med den cirkulation af materiale,
der sker i de ydre lag af solen, og som bl.a. er grunden til de solpletter, vi f.eks. ser lige i dag. De har en
22-årig cyklus, og de er velbeskrevne; man ved, at de bidrager til opvarmningen med noget, der er ca.
10-20 pct. af de menneskeskabte CO 2-input.
Effekterne af det her er desværre størst i de lande, som har ringest chance for at håndtere effekterne.
Effekterne er størst i de ækvatoriale egne, og det er effekter, der har at gøre med flere og flere trope-
145