Energi i fremtiden - globale, regionale og nationale ... - Teknologirådet

vil sige hvem kan rent faktisk bore? Muligheden for, at man kan forhandle sig til rette, er til stede, men
ikke sikker.
Der er strid mellem Kina og Vietnam om offshoreprojekter. Der er strid mellem Kina og Japan om
det, og det krydses af, at et af de store felter ligger i et farvand, som er nær ved Taiwan. Derved kommer
man ind i den politiske trekant mellem Kina, Japan og Taiwan samtidig med, at man har en legal disput
om, hvem der har adgang til disse store felter.
For at illustrere, hvad det egentlig drejer sig om, hvordan det kan give sig udslag, så kan jeg nævne
Østtimor, hvor det i sin tid var sådan, at da Østtimor blev annekteret af Indonesien i 1975, indgik Australien
kort tid efter en aftale med Indonesien om grænsedragning i havet ud for Østtimor, hvor der er meget
store energiressourcer.
Da Østtimor efter en folkeafstemning i 1999 blev uafhængig, så krævede Østtimor en genforhandling
af denne aftale med Australien, fordi den efter Østtimors opfattelse var særdeles gunstig for Australien.
Det betyder jo igen, at hvis man fra australsk side - det havde man altså ikke - men hvis man fra
australsk side havde gennemført betydelige store investeringer for at udnytte felterne, så var man altså
kommet i den situation, at dette rent faktisk kunne være en investering, som havde vist sig ikke at give et
afkast på grund af de politiske og legale problemer ved, at man ikke har en klar afgrænsning af, hvem der
har suveræniteten over mange af disse store offshorefelter.
For at gå over til den egentlige storpolitiske del af det, så vil jeg sige, ja, USA har en aftagende indflydelse
på energimarkedet, men vil i nogle år endnu stadig væk være den største efterspørger. Men man
kan se, hvorledes Kina og Indien begynder at bide USA i haserne. I løbet af kort tid, har jeg ladet mig fortælle
af folk, der har indsigt i det, så vil Canada udbyde nogle meget store offshorefelter i licitation. Og det
ventes, at der er en betydelig sandsynlighed for, at dem, der vinder licitationen, vil være Kina og ikke
USA.
Hvis det sker, vil det give et meget stort gennemslag i USA, der lige udenfor USA's dagligstue vil se
Kina få adgang til oliefelter, som man i en amerikansk optik ville betragte som værende en naturlig del af
den amerikanske energiforsyning.
Venezuela, der leverer størsteparten af sin olie til USA, er ved at overveje en rørledning gennem
Colombia for at kunne levere til Kina samtidig med, at USA fortalte sig selv, iranerne og resten af verden,
at iranerne var really bad guys, som skulle have nogle på gongongen. Så kom kineserne og sagde til iranerne:
I er vel nok nogle flinke fyre, her har vi en kontrakt til i første omgang 50 mia. dollar for levering af
olie og naturgas, og i løbet af en årrække forventes det, at den kontrakt kan løbe op i 200 mia. dollar.
Da kineserne var gået ud af svingdøren, kom inderne ind og gennemførte en tilsvarende kontrakt
med Iran om 40 mia. dollar for levering af olie og naturgas til Indien.
Hvis man vil, så kan man selvfølgelig sige, det er et rent energipolitisk perspektiv, men det er jo
ikke korrekt. Selvfølgelig har det et meget, meget stort udenrigs- og sikkerhedspolitisk gennemslag, at to
meget store toneangivende lande, de fremstormende lande inden for økonomi, kommer og siger til Iran:
Det er i orden, vi vil gerne lave de store kontrakter med jer samtidig med, at USA kører en håndfast udenrigs-
og sikkerhedspolitik over for Iran.
Vi har kunnet se nogenlunde det samme billede i Sudan, Darfur-området, hvor Kina i et stykke tid
trådte på bremsen i FN's Sikkerhedsråd over for en resolution. Uden at det selvfølgelig blev sagt klart, så
er det den almindelige vurdering, at det skete, fordi Kina havde nogle meget store kontrakter med Sudan
om levering af olie og energi.
Man kan se, hvorledes Australien gradvis bliver trukket ind i det store asiatiske økonomiske
vækstområde gennem kontrakter om olie og naturgas, primært til Kina. Man kan se, hvorledes Indonesien
på samme måde bliver trukket ind i den kinesisk-indiske økonomiske interessesfære.
Så det billede, man kan se, er, at den aftagende amerikanske andel af verdens bruttonationalprodukt,
sidesvarende med den stigende andel for Kina og Indien, selvfølgelig fører til, at Kina og Indien får
en række store interesser i energieksporterende lande samtidig med, at disse energieksporterende lande
skifter interessesynsvinkel gradvis væk fra USA over til Kina og Indien.
142