Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

De andre Stykker fremstiller en Side af Livet, ikke det hele Liv, undertiden
endda kun en Side af en Karakter, ikke den hele Karakter. De skemter med
Stundesløshed, eller Barselstuer, eller Udenlandsrejser, eller Maskerader. De
handler om, hvorvidt Leander skal faa Leonora eller ikke. Tidt er Synspunktet
snævert, for ikke at komme udenfor en vis komisk Kres. Tag et af de bedste,
Don Ranudo, hvor Holberg saa haardhændet, man kunde maaske endogsaa
sige haardhjertet, haaner den gamle danske Adel, der efter Statskupet sad
lammet paa sine Gaarde. Vel sandt, Ranudo er latterlig med sin Uvilje til at
arbejde og med Stoltheden af sine Forfædre, men Holberg har i uvillig Hensigt
tildigtet umulige eller unødvendige Træk: Den, der er saa stolt, at han hellere
sulter end skaffer sig Rigdom ved at lade sin Datter indgaa et ulige Ægteskab,
vil ikke samtidig rane Ost og Brød fra en Bonde.
I Mogens Skeels lille, morsomme Stykke fra Renæssance-Tiden Grevens og
Friherrens Komedie (udg. af S. Birket Smith) koger den gamle Adels Harme
over dens Fald og over de nybagte Adelsmænds Udsmykning med meningsløse
Titler paa dens Bekostning; her syder Haanen over de udannede Grever og
Friherrer, der skaber sig fornemme uden at være det. Synet er ogsaa her
begrænset, men man føler, at den Foragt, der inspirerede Stykket, ikke
savnede Grund og Ret. Don Ranudos Satire er dybere, men der er ingen
højsindet Forstaaelse af Adelsstoltheden deri. Det er ikke blot latterligt, at en
Mand ikke vil lade nogen sin Fattigdom vide, men skjuler den for alles Blik,
ikke blot latterligt, at der er noget — lad det være en Fordom — som han
sætter over Velstand. Der er her i Latteren noget saarende, omtrent som naar
i Jeppe den raa Baron tilsidst staar med Palmer i Hænderne som Moralens
Bærer, medens den stakkels Jeppe, der er saa langt mere værd end han,
driver af med Skamme, slukøret som en vaad Hund.
Der er noget endeligt, begrænset i Kunstværker som disse, l Ulysses derimod
er selve Stykkets Livsluft den frie Uendelighed. Her er, som Prutz har sagt,
»Poesiens Fevogn ikke brugt som Pakkepost for nogen Moral«. Vi er ligesom
vendte tilbage til den komiske Poesis største Tider.
Det var et Fald, da denne Poesi fra under Aristofanes at have tumlet frit og
stort med Statens og Kunstens, Politikens og det offenlige Livs højeste
Interesser, hos Menander og Terents sank til kun at dreje sig i Privatlivets lave
Krese om husligt Kævl, forlibte unge Par, listige Slaver, narrede Fædre, en
uformodet Arv eller Genkendelse.
Ikke da Holberg i sin Alderdom gav sig til ligefrem at efterligne Aristofanes
(Plutus), men her er han naaet i Højde med Verdens største komiske Digter.
Her er intet Smaatskaaret eller smaaligt Samlet. Nej, Pelion er taarnet paa
Ossa, Bjerge af Latterligheder dyngede ovenpaa hverandre til de ruller ned
igen under drønende Larm. Der er virkelig Renæssance-Kunst, mindende om
Genfødelsestidens største Mestere, Rabelais, Cervantes, Shakespeare, i
Behandlingen af dette klassisk-bibelsk-romantiske Stof, denne »Holofernes,
Greve af Bethulien«, denne »Nilus af Podolien, som boer i et Sølvslot«, et Stof
som jo Shakespeare paa sin Vis med lignende Frihed har behandlet i Troilus og
Cressida.
114