Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

denne i Begyndelsen Skridt for Skridt. Boileau havde vist, at Mennesket er
værre, frygteligere end Dyrene; Holberg føjer til, at det ovenikøbet er
latterligt. Hurtigt kommer da hans eget Væsen til sin Ret, og vi kender ham
igen i de dristige Angreb paa Overtro, Pedanteri og Intolerance. Han skriver
her mod Overtroen Vers som disse:
eller som disse:
End om en Cicero nu opstod fra de Døde
Og en Procession i Spanien skulde møde
Og saae, at man tilbad et lidet Stykke Brød,
Paa vore vegne han af Blusel jo blev rod . . .
Man gjorde Guder før af graae Steen, Planke, Fiel,
Nu mere kunstig man dem giør af Hvedemeel.
Hver Tanker om sig har, en Orm, en ussel Stakkel
Sig bilder ind, at der for hans Skyld skeer Mirakel . . .
For ussel Maddik Gud Naturens Love bryder.
Om Miden paa en Ost af Hovmod vilde troe,
At heele Jord for ham var skabt, man ham beloe . . .
Slig Daarlighed var stor, dog vor ey overgik.
Men tidligt mærkede Holberg, at denne Form for Angrebet hverken laa godt for
ham eller ret slog an. Han manede sig selv spøgende til Forsigtighed:
Men Musa! gaa et Trin tilbage, styr din Iver
Hvo saadan Bylde rør, den jo forhadet bliver . . .
Brug heller andet Sværd, du kiender jo din Skiebne,
Søg Kirker, Skoler ey imod dig at bevæbne.
Og tydeligt er det, at han ikke blot af sin Erfaring, men al sit hele digteriske
Naturel dreves ind paa Fremstilling istedenfor Angreb, dreves til Skuespillet,
bort fra Satiren.
Det er imidlertid interessant at se, hvorledes han her paa Tærskelen til sin
Optræden som Komediedigter stræber at gøre sig Rede for sin poetiske
Verdensanskuelse. Spørgsmaalet i den første Satire er det, om man bør græde
eller le, naar man betragter Menneskelivet, og Svaret falder ud til, at skønt
Mennesket i Brutalitet og Grusomhed staar under Dyret, og ved sin Overtro,
Undertro, Krigsgalskab og Utaalsomhed vel maa indgyde Rædsel, er, naar alt
kommer til alt, Latter mere filosofisk end Graad.
Saa skiller da intet mere uden et Forhæng, der netop vil til at hæve sig, den
store Digter fra Skuet af den indre Scene, hans Indbildningskraft ufrivilligt
befolker. Snart brister Sløret for Sjælens Øje, snart lyder de lystige, larmende
Stemmer paa den aabne Gade; Spidsborgerne breder sig, Narrene boltrer sig,
Viddet lyser og funkler og spørger, om der endnu er Fornuft, sund Sans, lyst
og godt Humør i Landet, og Latteren svarer først fra En, saa fra en Anden, saa
med rungende, stigende Latterkor sit befriende, jublende Ja.
67