Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

1838 blev han valgt til Præsident i det danske Videnskabernes Selskab. I øvrigt fortsatte han et fint Selskabslivs
Nydelser. Skjønt han var Tronarving, gav Frederik VI ham dog først 4. Marts 1831, altsaa 17 Aar efter hans
betydningsfulde politiske Rolle i Norge, Sæde i Statsraadet, hvor der den Gang skulde forhandles om Indførelsen
af Stænderinstitutionen. 1838 konfererede han i Tøplitz [Töplitz] med Kejser Nicolaus, Grev Nesselrode og Fyrst
Metternich angaaende Arvefølgen i det danske Monarki. Det liberale Parti saa med store konstitutionelle
Forventninger hen til Prinsen, hvem det opfattede i Belysning af Minderne fra Norge uden at tage Hensyn til den
Forandring, der i den lange Mellemtid var foregaaet med hans politiske Tænkemaade.
3. Dec. 1839 besteg Prins C.F. Tronen som Kong Christian VIII. Han erklærede i et aabent Brev, at han vilde
indføre Forbedringer i Forvaltningen, men han bebudede ingen Forfatningsforandring og beholdt sin Forgængers
Ministerium. Fremskridtspartiet satte nu en Adressebevægelse til Fordel for en saadan Forandring i Gang, og i
Adresser, der strømmede ind fra Kjøbstæder og Foreninger, henvistes til den norske Forfatning. Kongen svarede
Deputationerne med stor oratorisk Begavelse, men Grundtanken i hans forskjellige, formfuldendte Svar var den,
at Norges Forfatning var bleven til under ganske særegne Omstændigheder, og at man maatte blive staaende
ved de raadgivende Stænder. Forgjæves søgte Kongen ved Kjøbenhavns nye Kommunalforfatning af 1. Jan.
1840, sin »Nytaarsgave« til Hovedstaden, at mildne det liberale Partis Misfornøjelse; den viste sig alligevel paa en
demonstrativ Maade ved Kongeparrets Sølvbryllup 22. Maj og ved dets Kroning i Frederiksborg Slotskirke 28.
Juni 1840. Under en Rundrejse i Riget fra Juli til Okt. 1840 modtoges Kongeparret overalt med Begejstring og
mærkede intet til den liberale Opposition. Da Kongen vendte tilbage til Kjøbenhavn, spændte Befolkningen
Hestene fra hans Vogn og trak ham i Triumftog til Amalienborg. Han betragtede nu de konstitutionelle
Forlangender som Udtryk for et lille Mindretals Ønsker og forbød ved Reskript af 31. Okt. 1840 Lensbesiddere og
Embedsmænd at deltage i Forfatningsbevægelsen.
Under C. VIII traadte den nationale Modsætning mellem Monarkiets danske og tyske Befolkning frem i hele sin
Skarphed, i det Slesvigs statsretlige Stilling var Tvistepunktet mellem dem. Uet national-liberale Parti i Kongeriget
saa under Striden hen til Norge og Sverige som de naturlige Forbundsfæller, medens det tyske Parti i
Hertugdømmerne søgte sin Støtte hos Tyskland. C. VIII, der vilde mægle mellem de to Nationaliteter, stillede sig
fjendtlig over for »Skandinavismen«, for saa vidt denne havde en politisk, antitysk Karakter. Han var med Uvilje
Vidne til de politiske Demonstrationer under de nordiske Studentertog og forbød »det skandinaviske Samfund«,
da han mistænkte dette for politiske Formaal, medens han tillod det litterære »skandinaviske Selskab« og i øvrigt
personlig traadte i et venskabeligt Forhold til det svensk-norske Kongepar, der i Juli 1846 gjæstede Kjøbenhavn.
Over for den slesvig-holstenske Separatisme optraadte Kongen langtfra med den Kraft og Konsekvens, som
Monarkiets Enhedsinteresse krævede. Han udnævnte 1842 sin Svoger Prins Frederik af Augustenborg, en af de
slesvig-holstenske Hovedførere, til Statholder i Hertugdømmerne i Haab om, at denne paa Slægtskabets Vegne
skulde modarbejde Separatismen, men det modsatte skete. For at imødekomme Tyskerne i Slesvig udstedte han
Sprogpatentet af Marts 1844, i Følge hvilket det tyske Sprog fik Forrangen i den slesvigske Stænderforsamling;
men dette Patent, der vakte den største Forbitrelse i Kongeriget og Nordslesvig, tilfredsstillede dog ingenlunde
Tyskerne. C. VIII, der vilde mediere og forsone, kom saaledes ved sine Forholdsregler til at vække Splid og
Gjæring. Endelig optraadte han med Strænghed mod Slesvig-Holstenerne. Det aabne Brev af 8. Juli 1846 var
rettet mod disses Arvefølgetheori, Prinsen af Augustenborg blev afskediget som Statholder, og separatistiske
Manifestationer forbødes. Hint Brev vakte i Tyskland en sand Uviljesstorm mod Danmark, og Forholdet mellem
det danske og det preussiske Hof, der ved Kong C.s Sammenkomst paa Rygen [Rügen] med Frederik Vilhelm IV
1843 og dennes Gjenbesøg i Kjøbenhavn 1845 var blevet venskabeligere, antog nu atter en køligere Karakter. —
Kongens videnskabelige Interesse gav sig til Kjende deri, at han 1845 udsendte Korvetten »Galathea« paa en
Jordomsejling. I Slutningen af sin Regering var Kongen, i Betragtning af den voxende konstitutionelle Bevægelse
baade i Kongeriget og i Hertugdømmerne, beskæftiget med Udkastet til en Fællesforfatning for Monarkiet, i
hvilken der skulde tages ligeligt Hensyn til Kronens fornødne Magt og Værdighed og det frie Folks berettigede
Selvstændighed. Men han fik ikke sin Tanke udført. Efter et Par Ugers Sygdom døde han paa Amalienborg 20.
Jan. 1848 af en Blodforgiftning. Paa sit Dødsleje var han opfyldt af Bekymringer for Statens Fremtid, og i det han
forudsaa, at hans Bortgang vilde fremkalde en alvorlig Krise, særlig i Hertugdømmerne, skal han med Henblik
herpaa have udbrudt: »Nu brister det der ovre«.
Til: Indholdsfortegnelsen
480/484