Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Med det Syn, som han altsaa havde paa Kongemagtens Opgaver, brød han saa godt som ganske Staven over
den, saaledes som den var optraadt i Historien. Naar man undtager nogle faa udmærkede Regenter, mente han,
at, hvad en monarkisk Stat gav Billedet af, var en Fyrste, der var forfalden til Udsvævelser og desuden en Bold for
rænkefulde Hofmænd og egennyttige Ministre, af Stormænd, som udsugede eller lode sig bestikke, af en
Embedsstand, der var lutter Slendrian og kun tænkte paa at berige sig selv, af Proprietærer og Præster, der
kappedes om at flaa Menigmand, og saa de ynkelige Faar, der klippedes eller flaaedes. Alt dette mente han at
finde i sin Samtid her hjemme. Han kunde erkjende med Tak, at der var givet Trykkefrihed, men det var i Grunden
det eneste, han fandt fortjente Paaskjønnelse. I sin Bitterhed over ikke at være kommen til Vejrs hadede han de
styrende; men ligesom han fandt alt slet, hvad der kom fra den Kant, saaledes var han tilbøjelig til i
Embedsførelsen fortrinsvis at se Uduelighed og Uredelighed. Ingen skulde, naar han læste hans Skrifter, ane, at
man var i en betydningsfuld Reformperiode. Det er, som om der aldeles intet skete, men alt var nedsunket i
Sløvhed. Og ganske med samme Bitterhed vendte han sig baade imod forskjellige Personligheder, som han paa
det løseste Grundlag overvældede med Grovheder, og ikke mindre imod hele Institutioner. Han kunde tale om, at
han vilde fremme Gudsfrygt og Religion, og for saa vidt kan man sige, at der var noget religiøst hos ham; men
den bestaaende Kirke var ham en Modbydelighed. Det var kun Katekismuspjat og Præstevaas, der kom fra den
Side, samtidig med at Præsterne fedede sig paa Menighedernes Bekostning. Omtrent lige saa modbydelige vare
Lægerne ham, ogsaa de »glinsede af Fedme«, medens de plukkede deres Patienter. Og nu Universitetet, ja dér
var der kun Søvn og Uduelighed. I sin Lidenskab gik han endog saa at sige løs paa hele Folket, som han kaldte
en Skrællingeafkom af Rangsyge og Brændevinsdrik.
Visselig kunde der være noget berettiget ved hans Angreb, og det var med god Grund, at han krævede
Offentlighed ved Statens saa vel som ved forskjellige Stiftelsers Regnskaber, ikke mindre end naar han vilde have
et omhyggeligere og humanere Tilsyn ved Pesthus og Waisenhus; men alt det berettigede drukner i de rent ud
taabelige Overdrivelser og i det ubehagelige Indtryk af Bidskhed, for ikke at sige ligefrem Ondskabsfuldhed, og af
Mangel paa Retfærdighedsfølelse, som han gjør. I det han, opfyldt af sin Lidenskab, lader Pennen løbe, taber han
ogsaa med Hensyn til sin Stil al Selvkritik og bliver i en Grad vidtløftig og sjusket, saa at det jævnlig kan være
ligefrem utaaleligt at læse ham. Hvad her er anført om ham, gaar ogsaa stærkt igjennem hans Historieskrivning.
Han benytter enhver mulig eller umulig Lejlighed til at komme med sine vante Deklamationer og til at rase imod
Fyrstemagt, Adel, Kirke og Embedsmænd osv. Skjønt han kan fremsætte træffende Bemærkninger, er dette
forsvindende i Sammenligning med hans Mangel paa Evne eller Lyst til alvorlig at sætte sig ind i tidligere Tider og
forstaa dem; hans Domme om Fortidens Personer ere tit dikterede af den besynderligste forudfattede Mening, og
naar hertil kommer stor Upaalidelighed i, hvad han anfører som Kjendsgjerninger, og hans sædvanlig
ubehagelige Stil, er det klart, at han trods sin utvivlsomme Begavelse staar alt andet end højt som Historieskriver.
R. var gift med Oda Sophie Henriette f. Wagner, der overlevede ham. Deres eneste Barn, en Søn, døde ung, før
Faderen.
— I sin spredte Berøring med Lægevidenskaben har N. D. Riegels gjort sig særlig bemærket ved 2 medicohistoriske
Skrifter: »Forsøg til Kirurgiens Historie« (1786) og det omfattende, med en vis monumental Udstyrelse
og en pompøs Tilegnelse til Cathrine II, Joseph II, Frederik Vilhelm II og den danske Kronprins Frederik forsynede
Skrift »De fatis faustis et infaustis chirurgiæ commentatio historica« (1787). Positive Oplysninger om Fagets
historiske Udviklingsgang i videnskabelig-teknisk Henseende give disse Skrifter aldeles ikke. De dvæle næsten
udelukkende ved Kirurgiens bestandige Kampstilling til den lærde Medicin og vise overensstemmende med
Forfatterens bekjendte Grundtendens en lige saa overstrømmende Sympathi for den første som polemisk
Sindelag mod den sidste, der væsentlig falder sammen med Universitetsmedicinen. Skrifterne bære overhovedet
helt igjennem Præg af R.s litterære Maner, med hans grænseløse Svada og urolige Fremstilling, men give i
øvrigt, navnlig ved aftrykte Aktstykker, adskillige Oplysninger af Værd angaaende baade den danske og den
udenlandske Kirurgis Vilkaar til forskjellige Tider.
— Som Zoolog har N. D. Riegels ikke indlagt sig synderlig Fortjeneste af Videnskaben. Hans naturlige Begavelse,
hans virkelige Interesse for Zoologien og specielt for Anatomien vare blandede med en vis overfladisk
Behandlingsmaade, og uagtet han ved enhver Lejlighed indprentede andre sine fortræffelige Anskuelser om
Naturstudiets Principper, havde han hverken Taalmodighed nok eller tilstrækkelig videnskabelig Alvor til at
anvende disse Principper paa sine egne naturvidenskabelige Arbejder. Blandt hans zoologiske og anatomiskfysiologiske
Arbejder maa nævnes »De usu glandularum superrenalium in animalibus« (1790), hvor han opstiller
den Theori, at Fedtet afsondres af Binyrerne, og drager til Felts mod »den uhæderlige Søvn, som Kjøbenhavns
Universitet endnu faar Lov til at nyde«; fremdeles »Forsøg til Sælhundens granskende Beskrivelse, ell. hvorledes
Sælhunden faar Liv, opholder det, forplanter sin Art, dør, og om hans Sæder« (i »Skrifter af Naturhistorie-Selsk.«,
1792), samt 2 anatomisk-fysiologiske Monografier under Fællestitelen »Philosophia animalium«, nemlig »De
Erinaceo, tradens hujus digestionis instrumenta etc.« og »De inspiratione cutænea aéris cellulosa etc.« (1799 —
1800).
332/484