Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Thott, Otto Greve, 1703—85, Statsmand, Bogsamler
Af E. Holm
Otto Greve Thott var født 13. Okt. 1703, og hans Fader var [...] Gehejmeraad Tage T. (død 1707). Det var paa
Moderens Ejendom Thurebyholm, at han saa Lyset. Da Faderen døde, inden han endnu var bleven 4 Aar
gammel, flyttede hans Moder, efter at have solgt Thurebyholm, til Sorø med ham, og han gjennemgik Skolen her.
Men han mistede Moderen, inden han endnu var fyldt 17 Aar, og da den Formue, hun havde haft, omtrent var
forsvunden, skyldtes det kun et Par kvindelige Slægtninge, at han blev i Stand til at fortsætte sin videre Udvikling
paa den Maade, der den Gang ansaas for at være nødvendig for en ung Adelsmand, nemlig ved en
Udenlandsrejse.
Først opholdt han sig en Tid i Halle, hvor han boede hos en den Gang berømt Jurist Bøhmer. Han studerede især
Retsvidenskab, derunder naturligvis Naturret, og tillige Historie og Filosofi m. m. Disse Studier fortsatte han i Jena
og senere under Ophold i Holland, England og Frankrig. Foruden at han søgte at forberede sig til fremtidig
Virksomhed i Statstjenesten, traadte allerede nu det Træk stærkt frem hos ham, der senere skulde blive saa
ejendommeligt for ham, nemlig Kiærlighed til lærde Studier i flere Retninger. Han kom derfor i Forbindelse med en
Række Videnskabsmænd i de forskjellige Byer, hvor han opholdt sig, og skjønt hans Pengemidler sikkert vare alt
andet end betydelige, forstod han med det Samlertalent, han havde, at skaffe sig værdifulde Haandskrifter og
Bøger. Efter sin Hjemkomst fra Rejsen fik han en Sekretærstilling i danske Kancelli 1723, skjønt han endnu knap
var 20 Aar gammel, og fra denne Begyndelse avancerede han efterhaanden højt op. 1728 blev han
Højesteretsassessor, 2 Aar senere Kommitteret i Kammerkollegiet, her fra avancerede han til Deputeret for
Finanserne (15. Febr. 1734), og da General-Landets-Økonomi- og Kommercekollegiet blev oprettet, traadte han
ind som Deputeret i det 5. Dec. 1735. Et betydeligt Skridt fremad var det for ham, at han 30. Avg. 1746 kom i
Spidsen for Finanskollegiet som 1. Deputeret, en Stilling, han beklædte indtil 6. Dec. 1759. Aaret i Forvejen havde
han naaet den højeste Statsmandsværdighed ved 21. Juli 1758 at blive Medlem af Gehejmekonseillet. Som
Udmærkelse havde han kort efter Frederik V's Tronbestigelse modtaget Danebrogsordenen, og Folk havde med
Tilfredshed lagt Mærke til, at han, der hørte til den gamle danske Adel, var den første, der under den nye Konge
fik denne Orden. 4. Sept. 1747 havde han faaet Gehejmeraadstitel, 1752 havde Enkedronning Sophie Magdalene
tildelt ham Ordenen »de l'union parfaite«, og han beklædte i Følge Valg gjentagne Gange i længere Tid Stillingen
som en af den kjøbenhavnske Banks Direktører.
Ved de Embeder, vi have set ham beklæde, var det nærmest, hvad der stod i Forbindelse med Landets
økonomiske Udvikling, der kom til at optage ham, og umiddelbart efter, at han havde faaet Sæde i
Kommercekollegiet, havde han 31. Dec. 1735 indgivet en lang Betænkning, som han gav Navnet af
»Allerunderdanigste uforgribelige Tanker om Kommerciens Tilstand og Opkomst«, og hvori han udtalte sig i
Almindelighed om baade Danmarks og Norges økonomiske Forhold i de forskjelligste Retninger. I denne
Betænkning, der ingenlunde savner Interesse, viser han sig som hyldende Merkantilismen, men i dens nyere og
mere moderate Skikkelse. »Det er«, siger han, »ikke alene Sølv og Guld, som medfører Rigdom; men det er
fornemmelig Flittighed, Arbejde, Sparsommelighed, Forstand, Kunster og Videnskaber, som alle ere de troeste og
aldeles fornødne Tilhjælpere til et ægte Kommercium.« Sandheden heraf oplyser han ved at pege paa, hvor højt
England og Holland havde hævet sig i Sammenligning med Spanien, der kun havde haft Ulykker af sin
Metalrigdom. Men man mærker tydelig Merkantilismen, naar man ser, hvor stærkt han fremhæver, at det er den
rette Kunst at udføre for større Værdier, end man indfører, og at det er derpaa, Opmærksomheden fremfor alt bør
henvendes. Størst Interesse har det dog ved dette Aktstykke at se, med hvilken Styrke han, den endnu unge
Embedsmand, skildrer de umaadelige Brøst, hvorunder »dette usle og fattige Land« led paa saa godt som alle de
økonomiske Omraader. Som det var at vente, dvæler han stærkt ved de elendige Landboforhold, og han angiver
her med rette som en af Aarsagerne dertil de overordentlig lave Kornpriser. Han skildrer baade Proprietærerne
som gjældbundne og særlig de danske Bønders jammerlige Kaar. »Det er«, skriver han, »fast ubegribeligt,
hvorledes Bonden kan faa det, han skal svare.....han maa nødvendigvis arbejde med Ulyst og Lunkenhed, ja
vorder lad og liderlig og drikker ofte op alt, hvad han kan overkomme.« Der er meget sandt og træffende i den
Skildring, T. giver af Forholdene i det hele, og han fremsætter ogsaa paa flere Punkter fornuftige Forslag. Men for
det, der var Hovedaarsagen til Bondestandens Ulykke, nemlig dens Trældom, havde han intet Øje, og nogen
frugtbar Reformtanke fremsætter han ikke. Medens han var en personlig saare brav Karakter og baade havde
aandelige Interesser og en fortrinlig Hukommelse, var han ikke en Mand med noget stort Overblik eller med
nogen reformerende Kraft. Naar han, da han blev Danebrogsridder, tog til Valgsprog de Ord »cogitando et
conando«, kunde det første Ord passe paa ham, men det sidste aldeles ikke. Initiativets Mand var han mindst af
alt.
De Aar, i hvilke T. stod i Spidsen for Finansstyrelsen (1746—59), vare de sidste gunstige for Statens Finanser,
som den havde lige indtil højt op i det 19. Aarhundrede. Det lykkedes i dem at afbetale en Del af Statens Gjæld,
og denne Forbedring i Stillingen er senere oftere bleven holdt for et Vidnesbyrd om T.s administrative Dygtighed;
men uden at miskjende, at han havde en vis Sparsommelighedssans, var Fremgangen en Følge af, at det for det
meste var lykkelige Fredsaar, og allerede i Slutningen af dette korte Tidsrum var Stillingen da ogsaa ved stærkt at
403/484