Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Holstein, Johan Ludvig Greve, 1694—1763, Statsminister
Af E. Holm
Johan Ludvig Greve Holstein var Søn af [...] Joh. Georg v. H. (død 1730) og Ida Frederikke Joachime f. Bülow,
han blev født 7. Sept. 1694 paa Godset Lübz i Meklenborg, der tilhørte hans Mormoder, og hvor hans Forældre
den Gang opholdt sig. Faderen gav ham en omhyggelig Opdragelse; hans første Lærer var den samme J.V.
Schrøder, der siden blev Lærer for Christian VI og en Tid lang paa det kirkelige Omraade hørte til dennes vigtige
Raadgivere. Efter at H.s Fader i Aaret 1711 havde forestillet Sønnen for Frederik IV, der den Gang opholdt sig
paa Kolding Slot, sendte han ham siden til Hamborg, hvor han et Aar igjennem studerede hos den berømte
polyhistoriske lærde J. A. Fabricius og hos den ligeledes højt ansete Hübner [[se om Hübner i: Georg Brandes:
»Ludvig Holberg« [digital udgave]]]. Det følgende Aar studerede han i Kiel, men blev kaldt der fra for for en Tid at
høre med til Frederik IV's Hofstat under Felttoget 1712—13, ved hvilken Lejlighed han udnævntes til
Kammerjunker. Heldigvis fik han dog snart Tilladelse til at fortsætte sin Uddannelse paa forskjellige Universiteter
og ved Rejser i Holland, England, Frankrig og Tyskland. Dette Afsnit af hans Liv endte 1716, efter hvilken Tid vi
kun have at gjøre med ham som knyttet til den dansk-norske Stats Tjeneste. Han prøvede først sine Kræfter paa
den diplomatiske Bane, da han i Slutningen af 1718 fulgte sin fjærne Slægtning Grev U. A. Holstein-Holsteinborg
paa en vigtig Sendefærd til England; men han blev snart draget ind i andre Retninger. I Slutningen af 1721 (29.
Dec.) blev han Hofmarskal hos Kronprins Christian, og 3 Aar senere fik han som Overkæmmerér Styrelsen af
dennes Hofstat. Endnu medens hans Fader var Medlem af Konseillet, havde han saaledes opnaaet høje
Stillinger, og han blev paa en Maade sin Faders Kollega, da han tillige blev Tilforordnet i Missionskollegiet (9. Juni
1727), hvis Præsident Faderen var. Samme Dag, han fik Sæde i Missionskollegiet, blev han ogsaa 1. Direktør for
Waisenhuset.
Den nære Berøring, hvori H. ved sin Hofstilling under Frederik IV's Regering kom til Kronprinsen, blev af stor
Betydning for ham. Selv om der er Træk, der tyde paa, at Prinsen ikke altid var tilfreds med ham, bleve dog
Agtelse og Tillid hans fremherskende Følelser for H., og saa snart han kom paa Tronen efter Frederik IV's Død,
gav han ham den vigtige Stilling som Stiftamtmand over Sjællands Stift og Amtmand over Kjøbenhavns og
Roskilde Amter 11. Nov. 1730). Noget senere (18. Jan. 1732) forenede H. dermed det Hverv at være Skoleherre
for Herlufsholm, og 11. Febr. 1734 blev han gjort til Deputeret for Finanserne, ligesom han i Slutningen af dette
samme Aar kom til at indtage Pladsen som Præses i Missionskollegiet og Patron for Waisenhuset (17. Dec.
1734). Det var en rigtig Opfattelse af H.s Personlighed, der bragte Christian VI til at flytte ham over fra
Hofchargerne til civile Embedsstillinger, og han følte sig saa tilfreds med hans Virksomhed i disse, at han
besluttede at optage ham i sit Konseil. Der var ikke gaaet lang Tid, efter at Kong Christian havde besteget
Tronen, inden han følte sig utilfreds med de Mænd, som han først havde taget til sine Ministre. De 2 af dem,
Brødrene Plessen, vare traadte ud af Konseillet 1733 og 1734, og Ivar Rosenkrantz, der var det tredje vigtige
Medlem af Konseillet og Oversekretær baade for danske og for tyske Kancelli, nød saa lidt Kongens Tillid, at
denne gjærne vilde have ham bort fra hans Plads som Chef for Kancellierne. Allerede i Vinteren 1733—34 følte
han sig for hos H., om denne i paakommende Tilfælde kunde være villig til at overtage Stillingen som
Oversekretær i danske Kancelli, og han rettede i den Anledning nogle Spørgsmaal til ham, f. Ex. om han vilde
give ham Efterretning om alt, hvad han erfarede i Kancelliet og Konseillet, eller hvad der ellers kunde gavne hans
Tjeneste, og det, hvad enten han blev spurgt derom eller ikke, osv. Den Ophøjelse, han saaledes tiltænkte H., lod
han da ogsaa blive ham til Del i Foraaret 1735. Da maatte Rosenkrantz 12. Maj vige sin Plads som Oversekretær
i danske Kancelli til H., der samtidig fik Sæde i Konseillet. Disse høje Stillinger bevarede han ikke blot, saa længe
Christian VI levede, men ogsaa under hans Efterfølger, Frederik V, lige indtil han selv døde, 29. Jan. 1763. Da
ikke længe efter hans Indtræden i Statsministerstillingen Styrelsen af de kirkelige Sager for en stor Del lagdes
under et eget Kollegium, det saakaldte General-Kirkeinspektionskollegium, blev han Præses i dette (Okt. 1737),
og han afløste Rosenkrantz 3 Aar senere som Patron for Universitetet (18. Juli 1740). En Række Aar derefter
føjede han et særligt Hverv til disse faste Stillinger, da han nemlig blev udnævnt til 1. Medlem af den i Aaret 1757
nedsatte Landvæsenskommission (26. Nov.). Han var tillige bleven Ridder af Danebrog (1727), Kammerherre
(1731), Gehejmeraad (1733), Gehejmekonferensraad (1738), Ridder af Elefanten ved Frederik V's Kroning
(1747), og i Aaret 1750 blev han gjort til Lensgreve til Ledreborg.
Hvad der strax falder i Øjnene, naar man følger et saadant Levnedsløb, er det, at han saa længe fik Lov til at
sidde urokket i sine høje Embeder. Det er et Vidnesbyrd om den faste Tillid, begge de Konger havde til ham,
under hvem han virkede som Minister. En talrig Række Breve fra Christian VI til ham, der endnu ere bevarede,
vidne om det nøje Forhold, hvori denne Konge stillede sig til ham, et Forhold, der næppe var meget mindre
inderligt end det, hvori han stod til Schulin. De Spørgsmaal, som Christian VI havde forelagt H., inden han tog
ham til Minister, havde ganske vist kunnet give denne Indtryk af noget mistænksomt hos Kongen; men i
Virkeligheden fik han senere kun Lejlighed til at glæde sig over den Tillid, Christian VI viste ham. Denne skrev til
ham om stort og smaat, undertiden om de største Bagateller, der ikke havde det mindste med hans
Embedsvirksomhed at gjøre; men han søgte ogsaa hans Raad i Spørgsmaal, hvorom han kun vilde henvende sig
til en Mand, paa hvis Karakter han fuldt stolede. Den Gang i Aaret 1743 Planen om at faa Kronprins Frederik valgt
til Tronfølger i Sverige var slaaet fejl, var Kongen i nogen Tid optagen af den Tanke, om han ikke skulde forsøge, i
207/484