Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Christian VI, 1699—1746
Af E. Holm
Christian VI var Søn af Frederik IV og dennes første Dronning, Louise af Meklenborg-Güstrow [Mecklenburg-
Güstrow]. Han var født 30. Nov. 1699. Til Overhofmester havde han i sin Barndom den senere Statsminister
Johan Georg Holstein, til Lærer Johan Wilhelm Schrøder, begge fødte Tyskere og begge alvorlige Mænd, hvis
Religiøsitet havde en noget mørk Farve. Den Undervisning, han fik, var bedre end den, hans Fader og
Bedstefader havde faaet, og han havde afgjort bedre Kundskaber end nogen af disse. Tung af Sind, blev han
som Barn og ung Mand stemt endnu alvorligere ved at se sin Moder tilsidesat af Faderen for Anna Sophie
Reventlow. Han lærte tidlig at forarges, og den Harme, han følte paa Moderens Vegne, lagde sig ikke efter
hendes Død, da Anna Sophie fulgte hende paa selve Tronen. Baade Stifmoderen og Faderen behandlede ham
med Velvilje, og Frederik IV gjorde ham i de sidste Aar af sin Levetid i ikke ringe Grad fortrolig med
Regeringssagerne. Hans Breve til Faderen strømme vistnok over af ydmyge Udtryk; men hans virkelige Følelser
vare næppe varme, og Stifmoderen hadede han. Han fik Lejlighed til at vise denne sin Uvilje, da han efter
Faderens Død (12. Okt. 1730) brød det skriftlige Løfte, han havde givet denne, at ville gjennemføre hans
testamentariske Bestemmelser til Fordel for hende. Men at hun dog fik et anstændigt Livsunderhold som
Enkedronning, lader sig ikke nægte [...].
Efter at C. VI havde besteget Tronen ved sin Faders Død, viste han i adskillige Henseender hæderlige
Egenskaber. Hans Valgsprog var »Deo et populo« (Gud og Folket), det samme, som den fra ham langt
forskjellige, saakaldte store Kurfyrste Frederik Vilhelm af Brandenborg [Brandenburg] tidligere havde haft. I
Overensstemmelse dermed har han lejlighedsvis udtalt: »Det er mig kun om at gjøre at fremme mine
Undersaatters Lyksalighed. Gaar det dem godt, gaar det ogsaa mig selv godt.« Han tænkte i saa Henseende lige
varmt paa Nordmænd og danske, »jeg er Herre«, sagde han, »over begge Riger, Fader til begge Børn ... lige
Brødre, lige Lod«. Og han satte et anstrængt og ærligt Arbejde ind paa at virke for »sine Børns« Vel. Der har vel
næppe nogen Sinde siddet en Konge paa Tronen, som forholdsvis har skrevet en større Masse Breve i
Regeringssager, et Vidnesbyrd om, hvilken omhyggelig Overvejelse han skjænkede dem. Det skortede ham ej
heller paa god Forstand og en vis Skarphed i Opfattelsen. Franske Diplomater have med Anerkjendelse talt om
hans Evne til klart og hurtig at se, hvad det i en Sag kom an paa.
Men uheldigvis fattedes det ham i høj Grad paa nogle af de Egenskaber, der hos en Konge have mest at sige.
Allerede hans Ydre var lidet heldigt. Han var uanselig, uden noget vindende i sit Ansigt og med en underlig
uharmonisk Røst. Og han formaaede ikke ved Personlighedens indre Magt at besejre disse ydre Vanskeligheder,
han havde at kæmpe med. Han forstod hverken at imponere eller at vinde ved et mildt, venligt Væsen. Der var
noget forunderlig ængsteligt, kejtet over ham. Højst sandsynlig har hans Opdragelse i alt, hvad der vedrørte det
ydre, været meget uheldig, og bedre blev det ikke ved den pietistiske Retning, hans virkelig dybe Religiøsitet
antog. Om han end havde videnskabelige Interesser i forskjellige Retninger, var der dog noget snævert ved hans
Synsmaader og en underlig Mangel paa Friskhed hos ham; den tungsindige Mand havde endog ondt ved at finde
Fred i selve sin religiøse Tro, og først sent naaede han at faa Bugt med svære Anfægtelser. Men ved det
indesluttede Væsen, som en saadan Personlighed naturlig fik, kom han til at staa Folket fjærnere end maaske
nogen anden af hans Stamme. Der er nok blevet bragt ham Røgofre af Smiger, som overgaa enhver Beskrivelse,
han er bleven prist som den, hvem Gud alene fyldte med sin Visdom, værdigede sit, Venskab, styrkede med sine
Lærdomme og fyldte med sin Guddomsmagt. Men bortset fra dem, der personlig kunne have været knyttede til
ham, var det næppe andre end en lille Kreds af lærde og gejstlige, som havde virkelig varme Følelser for ham.
Hans Ægteskab virkede med til dette uheldige Forhold. Han var (7. Avg. 1721) bleven gift med Prinsesse Sophie
Magdalene af Brandenborg-Kulmbach [Brandenburg-Kulmbach] (f. 28. Nov. 1700). Det var ham selv, der havde
valgt hende til Brud, og deres Ægteskab var lykkeligt, for saa vidt han stedse bevarede stor Hengivenhed for
hende. De samstemmede ogsaa nøje i vigtige Henseender, saaledes i det religiøse, og naar de (7. Avg. 1732)
paa deres Bryllupsdag indstiftede Ordensdekorationen »de l'union parfaite«, var det ikke noget Komediespil. Man
har vistnok i høj Grad overdrevet hendes Magt over ham; men selv om hun intet havde at sige i de egentlige
Regeringssager, tog han i forskjellige personlige Forhold ganske vist Hensyn — ja alt for meget Hensyn — til
hendes Ønsker. Værre var det imidlertid, at hun vedblev som dansk Dronning at være den fuldblods tyske
Prinsesse. Derfor blev Hoffet saa tysk, som det næppe havde været Aarhundreder igjennem, — en ligefrem
Skandale, efter at Kongefamilien havde hersket her i 300 Aar. Sygelig og vranten, som hun var, formaaede hun
ogsaa mindst af alt at brede noget Liv og Lys omkring Kongen. »Vi leve som Eremitter«, skrev han en Gang til
Grev Chr. E. Stolberg, og han spurgte ved samme Lejlighed denne, om det gik an at holde Assemblé ved Hoffet.
Da den svenske Statsmand Grev Tessin med sin Frue kom til Hoffet, var han i den største Forlegenhed med,
hvad han skulde underholde dem med. At Baller og Hof komedier vare bandlyste, følger af sig selv, man naaede
højst en Gang imellem til en »concert de musique«. Hvad man havde til Adspredelse, var at gaa »paa det
ostindiske Hus« for at se de Varer, der kom hjem fra Indien og Kina, at se Krigsskibe løbe af Stabelen, idelig at
flytte om fra det ene Slot til det andet eller at foretage Rejser igjennem Landet, under hvilke der blev Lejlighed til
at se Regimenter exercere, høre Præster prædike og en Gang imellem faa sig et lille Jagtparti. I Sommeren 1733
464/484