Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Lolck, der havde ført et hæderligt Liv og nu var død, burde nyde Fred og ligesaa hans efterladte Kone og Børn. I
Modsætning til S. stilles Reenberg, hvem »al Verden ærer«. I et andet utrykt Digt skjælder en Psevdonym,
Christen Sanddru, ligefrem S. for Æretyv og raader ham hellere at bane sig Vej i Verden ved Æredigte end ved
Skandskrifter.
Hidtil havde S. hverken vundet synderlige Lavrbær eller vist synderlig Selvstændighed som Digter. Men med sine
»Nye Heltesange om Kong Frederik IV's Sejervindinger« i den store nordiske Krig (1716) gav han Bevis for, at
han ikke alene kunde kritisere andre, men selv anvise Digtningen nye Baner. Her førte han Tidens historiske og
patriotiske Lejlighedspoesi fra Alexandrinerne og den 2. schlesiske Skoles opstyltede Stil tilbage til
Folkevisetonen, om ikke just til Folkeviseverset, med heldig Benyttelse af Omkvædet (»Af Herren er Sejren
alene«) og Stræben efter folkelig naiv Sprogfarve. Naturligvis kunde han ikke gjennemføre denne Tone; Rokoko-
og Parykstilen, som laa ham selv saa nær, skurrer imod den, f. Ex. i den ellers saa berømte allegoriske
Fremstilling af Sejeren under Rygen:
»Hr. Sehsted har avlet en Søn under Ø.«
Men med fuld Ret udtaler han sig i Tilegnelsen om det nye og dristige i dette Forsøg paa at gjenoplive »nordisk
Kæmpesang« og sætte den i Steden for de fade Hyrde- og Lireviser, de franske Arier og Tidens
»Heltevers, der er paa Skruer drevet«,
pyntede med Mythologi og fladtraadte i Alexandrinere. De 5 Sange, om Flaadens Udrustning, Gabels, Rabens og
Sehesteds Sejre samt Stralsunds Erobring, hvortil slutter sig et senere og svagere Digt om Krigen i Norge og
Frederikshalds Belejring, have derfor ogsaa overlevet det meste af Tidens øvrige Poesi og endnu i vore Dage
fundet en Udgiver (F. Rønning 1889). Rahbeks [se om Rahbek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital
udgave]] og senere Grundtvigs Ros have maaske skabt S. et Digterry noget ud over Fortjeneste; men med rette
er det sagt, at han danner et mærkelig [= bemærkelsesværdigt] enestaaende Overgangsled fra Vedel og P. Syv til
den moderne fædrelandske Romance. Det er sikkert ogsaa P. Syv selv, hans ældre Ven og indtil sin Død 1702
hans Nabo som Præst i Hellested i Stævns, der har vakt hans Sans for den gamle Poesi saa vel som for det
ældre Sprog og Nordens Oldsager. Disse sidste dyrkede S. nemlig ogsaa i sit Forsøg paa at tolke
Guldhornsbillederne (1717) og i en Afhandling om Runeindskrifter i Wielandts »Lærde Tidender« 1723 [Wielandt,
se biografi i Brandes-bogen], hvor der tillige refereres en Undersøgelse af ham »De mensa Isiaca«. Som
Arkæolog naaede han dog ikke højere end til sprænglærd Dilettantisme.
Til: Indholdsfortegnelsen
385/484