Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

større latinske Ordbøger, vidner om F.s udbredte og nøjagtige Læsning af de latinske
Forfattere, særlig fra Tiden efter Augustus, og om hans fortrolige Kjendskab med den
filologiske Litteratur, som var fremkommen siden Renæssancens Tid, i Regelen ogsaa om god
Kritik. I Anledning af denne Bog kom han strax ind i en litterær Fejde; thi samme Aar leverede
den tyske Magister Andreas Stubel en ny Udgave af det ovennævnte Lexikon, og i sin Fortale
hertil priste han i høje Toner sine egne Fortjenester af Værkets Forbedring, hvorimod han
udtalte sig, om end ikke nedsættende, saa dog temmelig kølig anerkjendende om F.s nys
udkomne Skrift, uagtet han havde benyttet, ja ligefrem plagieret det i et til sin Udgave føjet
Tillæg. Med rette følte F. sig fornærmet herover og skrev da, rigtignok mest paa andres
Opfordring, endnu 1717 sine »Animadversiones epistolicæ« som Stridsskrift mod Stubel. At F.
heri paaviste, baade hvor liden Grund Stubel havde til at prale af sit eget Arbejde, og hvor
frækt han havde plagieret ham selv, var fuldt berettiget; men nægtes kan det dog ikke, at
Polemikken baade paa sine Steder er noget smaalig og tillige, i en mærkelig 290 Modstrid med
Indledningsordene, ufornødent bidsk, og F. var da ogsaa selv senere misfornøjet med, at han
havde ladet sig rive saaledes hen; han iagttager ogsaa ellers altid sine ofte udtalte
Grundsætninger om Overholdelse af en mild og human Tone i videnskabelige Stridigheder.
I sine følgende Skrifter kommer F. mere ind paa Filologiens historiske Side og slutter sig her
særlig til den berømte Hamborger-Professor Joh. Alb. Fabricius' litteraturhistorisk-bibliografiske
Studieretning. Her maa først nævnes hans »Qvæstiones Romanæ sive Idea historiæ litterariæ
Romanorum« (1718); det er ikke en latinsk Litteraturhistorie, som Titelen kunde antyde, men
snarere en Indledning til en saadan, omhandlende væsentlig de dels i Sproget, dels i visse
ydre Forhold liggende Betingelser for den latinske Litteraturs Fremkomst: han taler om det
latinske Sprogs Udviklingshistorie, dets Forhold til Græsk og begge Sprogs Udbredelse, om
Romernes Alfabet og Skrift, om deres hele lavere og højere Undervisningsvæsen, deres
Bibliotheker og Boghandel, deres Studierejser til Udlandet m. m., og endelig gives der en
Udsigt over deres litterære Virksomhed i de forskjellige Grene af Videnskaben (Theologi,
Filosofi, Historie osv., dog ikke Medicinen). Alt afgjøres ganske kort, og det er vistnok mere
Forfatterens Mening at sammenstille Kildestederne end at give en derpaa bygget kritisk
Fremstilling af Gjenstanden. Værket har langt mere Interesse ved den Plan, han har lagt for
det, og det Syn for Betydningen af de der behandlede Spørgsmaal, som lægger sig for Dagen
deri, end ved Udførelsen i Enkelthederne, mod hvilken der kan være meget at indvende; thi
dels er Materialsamlingen temmelig ufuldstændig, hvad der kommer deraf, at F. aldeles
overvejende har hentet sit Materiale fra Kejsertidens græske og latinske Litteratur, hvori han
aabenbart er mest hjemme, dels har han ingenlunde kunnet frigjøre sig for den mærkelige 291
Kritikløshed, der er saa karakteristisk for de store filologiske Kompilatorarbejder, som tilhøre
denne og den nærmest forudgaaende Tid. I sit paafølgende Skrift, »Cogitationes variæ
philologicæ tripartitæ« (1719), forsvarer han i 1. Del Studiet af den klassiske Filologi mod
dem, der mente, at Syslen med de hedenske Værker ikke var passende for kristne Mennesker,
og paaviser, hvorledes dette Studium ogsaa har sin store Betydning som Tjenerinde for den
daværende »Videnskabernes Dronning«, Theologien, et Æmne, hvortil han oftere vender
tilbage; i 2. Del taler han om forskjellige filologiske Værker, hvortil der er megen Trang, og
yder Bidrag til dem, navnlig til et latinsk Lexikon og til en »historia litteraria Græca«, i det han
opstiller et Skema for denne, der omtrent svarer til den ovennævnte Bog om den romerske
Litteratur; endelig taler han om forskjellige Spørgsmaal vedrørende den filologiske Methode,
om de Fordringer, der maa stilles til en god Udgave af klassiske Oldtidsværker (hvorved han
især bekæmper den da gængse Udgivermaner, fornemmelig hos Hollænderne, som fyldte
Udgaverne og Kommentarerne med Variantsamlinger), om Latinens Udtale, Orthografi og
Etymologi m. m.; der findes her mange interessante og lærerige Bemærkninger. 1722 udgav
han, nærmest som et Slags Supplement til Fabricius' »Bibliotheca Latina«, sine »Memoriæ
obscuræ«, en Omarbejdelse med store Udvidelser af et med samme Titel forsynet Anhang (fra
1719) til hans »Qvæstiones Romanæ«; i lexikalsk Orden omtaler han her i 1. Del en Række
latinske Forfattere, mest fra den senere Tid, hvis Værker ere tabte eller lidet kjendte, i 2. Del
en Række romerske Personligheder, der uden at være optraadte i Litteraturen dog have
udmærket sig ved Begavelse og litterær Dannelse, i 3. Del en Række latinske Litteraturværker,
290 Betyder 'bemærkelsesværdig'.
291 Betyder 'bemærkelsesværdige'.
196