Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Dedikation taget en Sætning der indeholdt en Sammenligning, og sat den ind i
den Tilegnelse af sin Bog, som han rettede til Kronprinsen, den senere
Christian den Sjette. Den lyder:
»Af Deris [de Høyloflige Danske Kongers] Høypriiselige Exempler og store
Kongl. Dyder kand Eders Kongl. Høyhed opmuntres til desliige Heroiske
Qualiteter, ligesom Scipio Africanus, i det hand stillede sig den Persiske
Monarch Cyri Manddoms Gierninger for Øyene, den store Alexander Achillis, og
Julius Cæsar igien Alexandri Magni udødelige Tapperhed«.
Det var det hele Laan, i Anledning af hvilket Plagiatbeskyldningen første Gang
rettes mod Holberg, en Beskyldning, som paa Grund af hans frie Benyttelse af
Enkeltheder hos andre Forfattere og Digtere forfølger ham til hans Død. Endnu
i 1749 benævnes Holberg i Tidsskriftet La Spectatrice Danoise flere Steder
Plautiberg paa Grund af hans — ganske ligegyldige og tilladelige — Brug af
Situationer og Karakterer hos Plautus; ja Plautiberg betegnes som den »der
skriver i alle Stilarter og ikke udmærker sig i nogen, men paa én Gang som
Humanist, Filosof, Skønaand, Teolog, Epigrammatiker, Retslærd, Historiker og
Moralist beriger sig ved Plagiater«.
Holberg hørte ikke til dem, der tilgiver en Fornærmelse, heller ikke til dem, der
lader den uhævnet. Der kan neppe nævnes en eneste offenlig Personlighed,
som har krænket ham og som han ikke har ladet føle sin Vrede; han siger selv,
at han var »for meget skarp og vedholdende i at attaquere dem, som han een
Gang var bleven udfordret af«. Han lader vel som om han kun paa Grund af
Venners Overtalelse traadte op mod Hojer 55 : »Jeg tog først koldsindig denne
Dom; det syntes mig ikke Umagen værd at begynde en Fejde om Ingenting ....
Men mine Venner trængte heftig ind paa mig og kaldte min Taushed Ladhed og
Frygtsomhed«. Meget har man neppe behøvet at plage Holberg. Tiltrods for
hans lyse Lune var som sagt vidtdreven Godmodighed ikke hans Fejl.
Han udgav paa Latin sin Femte Dissertation om Danske Historieskrivere, som
Povl Rytter med sin Defendens Christen Andersen vil underkaste offenlig Prøve
paa Regensen, etc. Efter her først at have gennemhaanet Hojer 56 for hans
Uartighed mod de Danske, gaar han løs paa hans Person, behandler ham som
indbildsk Fusker, som gal Mand, som forløben Tysker, titulerer ham »vor
Medicus Andreas fra Flensborg, der i saadan Hast blev Historieskriver« og
spørger: »Sig mig, Domine Andrea, om Du tror, her forhandles om Piller og
Klysterer? Du havde gjort bedre i at give os en Fortegnelse over Rektorer og
Konrektorer i Flensborg lærde Skole, det havde ligget bedre for dit Kald og dit
Talent.« Der er mere Spydighed end Lune i Tonen; kun hist og her
forekommer en Vending, en Sammenligning, som røber den vordende
Skribent, saaledes naar han om Hojer siger, at denne gærne vil skjule sin
Forfængelighed og Daarlighed under et Skin af Beskedenhed, som de plejer at
gjøre »hvis Ærlighed er som Kaneltræ, hvoraf Intet duer uden Barken«.
55 Se biografisk artikel s. 208.
56 Se biografisk artikel s. 208.
47