Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Denne Bog gav Anledning til, at Struensee efter Geders Tilskyndelse opfordrede A. til at indgive Forslag om
Oprettelsen af en dansk Veterinærskole. A. havde paa dette Tidspunkt egentlig slet ingen Lyst til at afbryde sin
gode Livsstilling som Læge og begynde paa et saa stort og vanskeligt Foretagende, men han gav dog efter for
Bergers indtrængende Formaninger om at gjøre sine veterinære Kundskaber frugtbringende for sit Fædreland.
Kort efter indtraadte imidlertid Struensees Fald, men paa samme Tid optraadte der en meget dødelig Lungesyge i
de kgl. Stutterier, og Arveprinsen søgte A.s Raad herom. Da det var lykkedes ham i kort Tid at standse
Sygdommen, bleve Forhandlingerne om Oprettelsen af en Veterinærskole gjenoptagne, og 3. Jan. 1773 blev det
efter A.P. Bernstorffs Indstilling resolveret, at A. med en Gage af 1.200 Rdl. skulde paa egen Bekostning indrette
en saadan. Nu kastede han sig med megen Energi over Sagen, kjøbte en Ejendom med stor Grund paa
Christianshavn, og allerede 13. Juli samme Aar aabnede han sin Skole, ved hvilken han i de første Aar var den
eneste Lærer. Hans aarlige Løn kunde naturligvis ikke forslaa til Afholdelsen af Udgifterne til Skolens Indretning
og Drift, men det varede heller ikke længe, inden Staten ofrede noget mere paa den nye Anstalt, som den endelig
overtog helt i 1776. Senere afkjøbte den tillige A. hans anselige Bibliothek, mineralogiske og fysikalske Samling,
hvorved Skolen i denne Henseende blev bedre udstyret end nogen af Udlandets Veterinærskoler. Dens første
Elever vare Officerer og Korporaler af Kavalleriet og Beriderne fra de kgl. Stalde. Senere kom Lærlingene
væsentlig til at bestaa af Underofficerer og Fanesmede fra Kavalleri og Artilleri samt af civile Lærlinge, en fra
hvert Stift i Danmark og Norge. Studietiden var 3 Aar. Desuden modtog en Del Smedesvende af Lavet en kortere
Uddannelse for at blive brugbare som Kursmede. Fra 1776 af blev der holdt 1 eller 2 unge Medici eller Chirurgi
som Pensionærer og Hjælpelærere ved Skolen. Den første af disse, der kom til at gjøre Veterinærvæsenet varig
Nytte, var Erik Viborg. Han virkede fra 1783 som anden Lærer ved Skolen, men synes at have voldet A. mange
Bryderier ved sin urolige, forfængelige og intrigante Karakter. Desuagtet ophørte A. aldrig at hjælpe og støtte ham
og bedømte hans Færd paa den elskværdigste og mest overbærende Maade. En anden meget talentfuld og ham
altid inderlig hengiven Elev fik A. senere i J. V. Neergaard. Ogsaa adskillige fremmede besøgte A.s Skole, og
ligesom denne efterhaanden tilkæmpede sig megen Anseelse her hjemme, indtog den i det hele en fremragende
Stilling mellem Datidens veterinære Læreanstalter.
Ganske uden Kritik blev A.s Virksomhed dog ikke. Den bekjendte skarpe og hensynsløse Riegels angreb ham
saaledes i sin Bog »de fatis faustis et infaustis Chirurgiæ« (1787) meget heftig, navnlig i hans Egenskab af Lærer
i Dyreanatomi, idet han siger, at der »om Dyrenes Anatomi som Videnskab hersker stor Tavshed«, og at A.
»elsker og driver hellere Hofsager end de Ting, der høre til Dyrlægekunsten«. For saa vidt der til Grund for dette
Angreb har ligget andet end personlig Uvilje, har det sikkert beroet paa et Fejlsyn paa Skolens Opgave, der ikke
væsentlig var at være en videnskabelig Anstalt til Studiet af Dyreanatomi, men som i første Linje skulde være en
praktisk Skole for Dyrlæger. »Hellere ulærd end unyttig«, siger A. i Fortalen til sin »Heste- og Kvæglæge«, og i sit
Svar til Riegels hævder han, at saa vist som Bondens Ruin ofte følger af hans Husdyrs Sygdom og Død, maa
Veterinærskolen anses for en af Statens nyttigste Indretninger, og han tror, at den Tid og det Arbejde, han har
anvendt paa dens Fremme, ere vel anvendte, ja bedre, end om han havde sørget mere for sit Ry ved lærde
Værker. Riegels' Angreb fremkaldte ogsaa de mest anerkjendende Udtalelser om A.s Virksomhed fra Skolens
Direktion.
Ligesom saa mange andre af Datidens bedste Mænd saa ogsaa A. sin højeste Opgave i at fremme det nyttige,
det, der kunde tjene til Landets Fremgang og Borgernes Lykke. Til dette Maal arbejdede han hele sit Liv utrættelig
og paa mangfoldige Maader. Som Medlem af Stutteridirektionen virkede han meget til Hesteavlens Forbedring, og
ikke mindre ivrig arbejdede han paa Ophjælpningen af Faareavlen, navnlig ved Indførelsen af det spanske
finuldede Faar, over hvis Levemaade han paa en Rejse i Spanien 1793 gjorde interessante Iagttagelser. I
Forening med E. Viborg udgav han i 1800 et udførligt og grundigt Arbejde (128 S.) »Vejledning til en forbedret
Faareavl og de spanske Faars Behandling i Danmark og Norge«.
Viborg tillægger ham stor Fortjeneste af Kvægpestens endelige Udryddelse ved Hjælp af Spærring og
Nedslagning (1781). Om denne Sygdom skrev han i 1779 en udførlig Afhandling, som indeholder mange
interessante Iagttagelser. Den er oversat paa Tysk af Viborg og udgiven i hans »Sammlung von Abhandlungen
für Thierarzte und Oekonomen« l, 1795 (88 S.). Praktisk vigtige vare ogsaa de Forbedringer, han indførte ved
Hestebeslaget, i det han afpassede det nøje efter Fodens Bygning og grundede det paa fysiologiske Principer,
som i det væsentlige vare rigtige.
I Aarene 1774—78 var han Præsident i Landhusholdningsselskabet, og det kan næppe betvivles, at han har haft
væsentlig Andel i den betydelige Virksomhed til Landbrugets Fremme, som paa den Tid udfoldedes.
I de første Aar, efter at Veterinærskolen var oprettet, vedblev A. at virke som Læge, og i 1775 blev han endog
Stadsfysikus. Som saadan virkede han, efter Viborgs Vidnesbyrd, »adskilligt godt for det offentlige og var en ivrig
Deltager i Jordemoderkommissionens, Karantænekommissionens og Collegii medici Forretninger«. Senere se vi
ham meget virksom i Selskabet for druknedes og skindødes Redning. To Taler af ham ved dette Selskabs
Aarsmøder ere offentliggjorte i »Bibliothek for Physik, Medicin og Oekonomie« 1798 og 1800. Sit Lægeembede
og sin Praxis nedlagde han i 1782, da Veterinærskolen lagde mere og mere Beslag paa hans Tid og Arbejdskraft.
15/484