Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

ved Vanskeligheder, og som om han fandt en Nydelse i nye Kombinationer. Det 18. Aarhundrede var en gylden
Tid for Diplomatiets Kunster med idelige Forsøg paa at skabe Alliancesystemer og Koalitioner under den Række
af store Krige, der fulgte hverandre i Hælene. B. havde saa at sige en dygtig Kunstners Selvbevidsthed paa dette
Omraade; men da han af Princip fordømte enhver Krig, der ikke var nødvendig som Forsvarskrig, var han
allerede for saa vidt oplagt til kun at bruge Diplomatiens Midler for at opnaa en fredelig Afgjørelse af de
forskjellige Stridsspørgsmaal; og da det var faldet i hans Lod at blive Leder af en Stat med forholdsvis svage
Kræfter, var han ogsaa herved mest henvist til at forsøge, hvad der kunde udrettes ad Underhandlingers Vej. Det
er vel endog et Spørgsmaal, om han ikke har haft vel sangvinske Forhaabninger i saa Henseender og troet, at
Noter og Depecher kunde strække til, hvor der i Virkeligheden behøvedes et kraftig ført Sværdhug.
Den Hovedbegivenhed, som først ret bragte ham en Række Vanskeligheder at kæmpe med, var den preussiske
Syvaarskrig. Skjønt Frankrig den Gang indtog en fremragende Plads i B.s politiske System, saaledes som det
traadte frem ved en Alliance- og Subsidietraktat med denne Stat af 27. Febr. 1754, lykkedes det ham dog at holde
Danmark-Norge uden for denne Krig og den med den i nær Forbindelse staaende store Sø- og Kolonialkrig
imellem Frankrig og England. Som sædvanlig frembød denne Søkrig store Vanskeligheder og Farer for den
nevtrale Skibsfart, især paa Grund af de engelske Kaperes Overgreb, der begunstigedes af Regering og
Domstole. Da den dansk-norske Skibsfart i den nærmest foregaaende Tid havde taget et godt Opsving baade i
Middelhavet og i Vestindien, var der dobbelt Anledning til at gaa ind paa Forslag fra Sveriges Side om at sikre de
skandinaviske Staters Handel og Skibsfart ved et væbnet Nevtralitetsforbund. En saadan Samvirken kunde
maaske ogsaa skabe et nærmere Forhold mellem Regeringerne i Kjøbenhavn og Stockholm, thi uagtet
Hattepartiet, der den Gang var det herskende i Sverige, havde fælles Interesse med den dansk-norske Regering
over for Adolf Frederiks og hans Dronnings Arbejde paa at vinde en udvidet Kongemagt, var Forholdet imellem de
tvende Regeringer kun koldt. Høpken [Anders Johan von Höpken], der var den ledende Statsmand i Sverige,
hadede Danmark med et ægte gammelsvensk Had og viste idelig Kulde og Mistro. Det Forbund, som de tvende
Stater trods dette nu enedes om (12. Juli 1756), blev affattet med stor Forsigtighed, for saa vidt B. fik forhindret, at
Fordringen paa, at frit Skib gjør fri Ladning, blev optaget deri. Han vidste, at Englænderne aldrig vilde indrømme
dette, og det stred ogsaa imod den dansk-engelske Handels- og Skibsfartstraktat af 1670. Uheldigvis var det kun
kort Tid, Forbundet kunde gjøre Gavn. Aaret efter dets Afslutning forenede Sverige sine Vaaben med Frankrig
imod Preussen; derved blev Forholdet vanskeligere over for Preussens Forbundsfælle England, og det forøgede
Høpkens og hans Partivenners Uvilje mod Danmark-Norge, da de saa, at dette ikke vilde gjøre samme Svingning,
men forblev nevtralt. Allerede 1758 var Nevtralitets-forbundets Rolle udspillet. [Se om folkeretsforfatteren Martin
Hübner i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]].
Samtidig var det et naturligt Ønske hos B. at holde Landkrigen saa langt borte som muligt fra Danmarks Grænser.
De Hjemsøgelser, Meklenborg var udsat for fra preussisk Side, vidnede klart om, hvor farligt det var at være Nabo
til de krigførende Magter. Det lykkedes ham at sikre Hamborg og Lybek [Lübeck] imod at blive dragne ind i
Krigen, og da Slaget ved Hastenbeck (26. Juli 1757) havde aabnet Hannover for de franske Hære, gik han med
Glæde ind paa en Opfordring, som baade fra hannoveransk og fra fransk Side rettedes til Danmark om at mægle
en Overenskomst.
Statholderen i Oldenborg, Grev Lynar, blev strax sendt til Hannover for at bringe en saadan i Stand, og det
lykkedes ham ogsaa at faa afsluttet den saakaldte Konvention i Kloster Zeven (10. Sept. 1757); men da hverken
den franske Regering eller Kong Georg III vilde ratificere den, havde Mæglingen været frugtesløs. Gjentagne
Forsøg, som B. senere under Krigen efter Opfordring fra fransk Side gjorde paa at mægle Stilstand eller Fred
imellem Frankrig og England, vare lige saa resultatløse. Da Krigen imidlertid syntes let at kunne naa op til Elben,
havde Regeringen i Kjøbenhavn maattet bestemme sig til at opstille et temmelig anseligt Korps i den kongelige
Del af Holsten som Værn for Statens Sydgrænse. Dette, der var givet i Forholdene, forstod B. at drage Fordel af
til at slutte en meget heldig Traktat med Frankrig (4. Maj 1758), hvorefter Danmark til Vederlag for at holde 24.000
Mand i Holsten indtil Krigens Ende og sikre Hamborg, Lybek og den gottorpske Del af Holsten imod fjendtlige
Indfald skulde opnaa dels den franske Regerings Hjælp til Afslutning af et forholdsvis heldigt Pengelaan i
Frankrig, dels at Hoffet i Versailles vilde arbejde paa ved Fredslutningen eller om muligt forinden at faa en
Overenskomst og et Mageskifte i Stand imellem Kongen af Danmark og Storfyrst-Tronfølgeren i Rusland, Hertug
Carl Peter Ulrik. Østerrig gav snart efter (i. Nov. 1758) denne Traktat sin Garanti.
B. kunde i Anledning heraf med en vis Ret udtale, at man havde sikret sig at komme til at »dele Frankrigs og
Østerrigs Lykke uden at udsætte sig for at lide ved deres Ulykke«. Men Krigens Gang blev ikke en saadan, at
Traktaten kunde bringe Fordele, og Syvaarskrigen hidførte snart truende Forhold. Det laa i Sagen selv, at den
gottorpske Hertugs Stilling som Tronfølger i Rusland maatte give Forholdet til denne Magt en særegen Betydning.
Det saa ogsaa ud, som om en Forbindelse her kunde faa Vægt ved Siden af de Tilsagn, man havde faaet fra
Frankrig og Østerrig. Omtrent samtidig (21. og 28. Marts 1760) tiltraadte Rusland den dansk-franske Traktat af 4.
Maj 1758 og Regeringen i Kjøbenhavn et Forbund, Rusland (20. Marts 1759) havde sluttet med Sverige om at
sikre Handelen og Skibsfarten paa Østersøen ved Udelukkelse af alle fremmede Magters Krigsskibe og Kapere
der fra. Men dette var kun en tilsyneladende Fordel. Rusland og Østerrig sluttede netop nu (1. April 1760) en
hemmelig Overenskomst, hvorved Wienerhoffet ganske ugenert erklærede den Garanti for ugyldig, som det 1732
havde givet den danske Krone for hele Slesvigs Besiddelse, og tillige baade garanterede Storfyrsten hans Lande i
59/484