Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Reenberg, Morten, 1660—1736, Præst
Af A. Jantzen
Morten Reenberg blev født 18. Juni 1660 i Viborg, hvor Faderen, Claus Christensen (død 1671), var Borgmester;
Moderen, Mette Pedersdatter (død 1677), var en Provstedatter fra Viborg. Han var den yngste af 16 Søskende og
havde 6 Brødre. Fra Viborg Skole blev han Student 1677 og tog 1682 Attestats. En ikke ubetydelig Forældrearv
gjorde ham det muligt at opholde sig udenlands i flere Aar. Først opholdt han sig 2 Aar i Glückstadt hos den lærde
Præst P. Zitscher, tidligere Hofpræst i Kjøbenhavn; tog der fra til Holland og England og forblev i Cambridge og
Oxford 2 1/2 Aar, hvor han lærte mange Berømtheder at kjende; saaledes kom han i længere Tid daglig hos den
store Filosof og Theolog R. Cudworth, Deismens Bekæmper; han var ogsaa oftere Gjæst hos Biskop Barlow i
Lincoln, som tilbød ham Plads hos sig som Bibliothekar paa meget gunstige Vilkaar; men han afslog Tilbudet,
hvad han senere mange Gange fortrød. Paa Grund af Revolutionen 1688 forlod han England og drog til Paris; her
indgik han nøje Venskab med Hans Bartholin, hvilken Forbindelse senere drog store Følger efter sig. Fra Frankrig
tog han tilbage til England, der fra til Holland og Tyskland og gjorde længere Ophold i Leipzig. Her fik han
Lejlighed til at hilse paa Pietismens Fader, Spener; men det er let forstaaeligt, at dette Besøg gik meget kølig af,
naar man erindrer, at R. alle Dage var Pietismens svorne Fjende.
Efter henved 7 Aars Fraværelse kom R. hjem til Danmark 1690 med meget rigt Udbytte og stor Aandsmodenhed
(jvfr. Iris og Hebe 1794, III, 225 ff.). Han boede efter Hjemkomsten hos sin Velynder, senere Generalfiskal
Brostrup Albertin, men søgte længe forgiæves en eller anden Ansættelse, hvorfor han til sidst besluttede at vende
tilbage til England og bosætte sig der. Men ved Afskedsbesøget hos Biskop Bagger overtalte denne ham til at
opgive sit Forsæt og udvirkede, at han i Febr. 1693 blev Feltprovst ved de danske Hjælpetropper i Flandern. Ved
Ankomsten til Krigsskuepladsen forefandt han sine 2 Rytterregimenter næsten oprevne af en hærgende Farsot.
Efter at Regimenterne vare restituerede, kom de til at deltage i Nederlaget ved Neerwinden i Juli 1693. Paa
Flugten der fra var R. nær omkommen og blev kastet paa Sygelejet. Men allerede en Maaned før Slaget havde
Kongen underskrevet hans Kaldsbrev paa at være Provst paa Møen og Sognepræst i Stege. Inden han tog til sit
nye Bestemmelsessted, erhvervede han i Maj 1694 Magistergraden i Kjøbenhavn. I Stege ægtede han sin
Formands Enke, Marie Margrethe Gemzøe, f. Bagger, en Søster til Biskop H. Bagger. Hun var 13 Aar ældre end
R. og Moder til 6 Børn. R.s hele originale Personlighed fik kraftigt Vidnesbyrd i den første Landemodeprædiken,
han holdt i Roskilde, og hvori han behandlede Præsteembedets Farer og Byrder. Biskop Bornemann for op imod
ham i Hidsighed i den Anledning og sagde: »Jeg skal ikke lade af, førend jeg ser jert Hoved sidde paa en Stage.«
Ganske koldblodig svarede R.: »Det er bedst at lade det sidde paa den Stage, Gud har sat det paa.« Prædikenen
paadrog ham dog en tjenstlig Irettesættelse. I sit dobbelte Embede som Provst og Præst viste han sig som en
ualmindelig dygtig og ivrig Embedsmand, hvorfor han fik mange Venner, men ogsaa heftige Modstandere; der
fortælles mangfoldige Smaatræk om hans bidende Vittighed og skarpe Dømmekraft; men Tidens urolige religiøse
Strømninger fandt i ham en afgjort Fjende.
Uden Ansøgning blev R. 1709 kaldet til Sognepræst ved Helligaands Kirke i Kjøbenhavn. Snart efter udbrød den
forfærdelige Pest; hvor stærkt end Epidemien rasede i hans Menighed, kølnedes dog ikke hans Iver i at besøge
de syge. Med daværende Professor Jac. Lodberg [...] tørnede han sammen i en theologisk Disput om Englenes
Skabelse og Verdens Evighed. Vennen Hans Bartholin kom R. til Hjælp ved en trykt Afhandling; men denne
skarpe Modstand mod Lodberg anses for at have været medvirkende til, at Bartholin blev vraget ved Besættelsen
af Sjællands Bispestol 1711. Foruden at R.s Brodersøn skrev en Afhandling, forfattede R. selv »Tanker, om
Verdens Skabelse kan bevises af Naturen eller alene kan bevises af Skriften« (Ny kongl. Saml., 4°, Nr. 2086),
som dog ikke blev trykt. Hans Prædikener gave stadig Folk nok at snakke om paa Grund af hans mange snurrige
Indfald. I Anledning af Frederik IV's Forhold til Anna Sophie Reventlow skal R. en Gang have begyndt sin
Prædiken: »Naar der er Ildløs paa Slottet, maa da Helliggejstes Klokker ikke klemte? Naar Landets vældige ved
Synd og Laster drage Herrens Straf over det, maa da Guds Ords Tjener ikke vække dem af Sikkerhedens
Søvn?« Naar han talede saaledes, medens Kongen levede, kan man ikke undre sig over, at han ogsaa ved
Prædikenen i Anledning af Kongens Død brugte meget stærke Udtryk ikke blot om den afdødes personlige
Forhold, men ogsaa om de daarlige Personer, endog »Ulve«, der havde hersket i Kongens Navn i Slutningen af
hans Liv. 1720 kaldedes han til Stiftsprovst og Sognepræst ved Frue Kirke i Kjøbenhavn. I den forhadte
»Gehejmekommission« nægtede R. med sædvanlig Djærvhed at tage Sæde. Ved Kjøbenhavns Ildebrand 1728,
der ogsaa ødelagde Frue Kirke, mistede han saa godt som alt sit Eje, men bar med uforstyrret Sindsro sit store
Tab og holdt en af de nærmeste Søndage i Nicolai Kirke en endogsaa ualmindelig kraftig Bodsprædiken, hvoraf
der længe gik stort Ry. Hans rige Bibliothek brændte ogsaa; han havde efter sit eget Udsagn lige saa mange
Folianter som Job havde haft Kameler, dvs. 3.000; desuden ødelagdes hans Manuskripter, Naturaliekabinet og
en betydelig Møntsamling m. v.
Da Pietismen under Christian VI tog mægtig Overhaand, fandt den i R. en standhaftig Modstander, og hans
Prædikener ivrede mod de vrange Lærdomme, som fik Indpas trindt om. Kongen var heftig vred paa »den gamle
Provst« og lod ham gjentagne Gange tildele alvorlige Advarsler gjennem Biskoppen; han blev endog indkaldt for
en Kommission; men der blev ikke krummet et Haar paa hans Hoved. Han angreb ogsaa Waisenhusets
317/484