Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Laurent Angliviel de la Beaumelle (1726-1773), forfatter
Af P. Stolpe
Beaumelle 275 var Søn af den reformerte Kjøbmand Jean Angliviel og den katholske Suzanne
d'Arnal, er født 28. Jan. 1726 i Valleranges i Languedoc og opdraget i Jesuiterkollegiet i Alais.
1745 drog han til Genf, rimeligvis for at studere reformert Theologi, for hvilken Lære han altid
bevarede stor Hengivenhed. Som Hovmester for Overjægermester Grams 276 Sønner kom han i
April 1747 til Kjøbenhavn, hvor han fra Sept. 1748 til April 1750 udgav Ugebladet »La
Spectatrice danoise ou l'Aspasie moderne«. Dets Indhold er meget uensartet — fra religiøse
Afhandlinger til slibrige Smaafortællinger —, men det behandler sine Æmner med en Frihed og
Lethed i Stilen, som her var ukjendt. Det vakte Anstød, vistnok ved sine Angreb paa danske
Misbrug og Uskikke, f. Ex. Lakajforfremmelsen, Rangsygen, ved Fremhæven af Litteraturens
og Smagens lave Standpunkt i Danmark, ved sin demokratiske Bitterhed over for Adelen og
den Friheds- og Lighedsaand, som det bar til Skue. Med Holberg, hvem B. aabenlyst smigrede,
mens han saarede ham i maskerede Udfald, stødte han sammen ved Ytringer om den danske
Skueplads. Ved Grev A. G. Moltkes Indflydelse udnævntes han 28. Marts 1750 til Professor i
fransk Sprog. Efter en Rejse til Paris begyndte han i Jan. 1751 Forelæsninger paa
Charlottenborg for en adelig Kreds, men dristige politiske Udtalelser i hans s. A. udgivne »Mes
pensées« — et Værk, hvori fine og træffende Reflexioner staa ved Siden af højst ubetydelige
— fremkaldte Klager til Kongen; han fjærnedes med en Rejsepenge og gik til Berlin (1751).
Men en hensynsløs Ytring i »Mes pensées« gjorde Voltaire til hans uforsonlige Fjende. Dennes
Had forfulgte ham hele Livet, tvang ham til at forlade Berlin (1752) og bragte ham to Gange i
Bastillen (1753, 1756—57), hvorefter han forvistes til Languedoc, og det forbødes ham at lade
noget trykke. Kampen med Voltaire gav hans Liv en skjæv Retning. Den sled ham op i en
ufrugtbar Polemik, hvori han i Vid staar ved Siden af, i Maadehold overgaar sin store
Modstander (»Réponse au Supplement du siècle de Louis XIV«, 1754). I Toulouse optraadte
han som varm Forsvarer af den ulykkelige reformerte Familie Calas. 23. Marts 1764 ægtede
han Enken Rose Victoire Nicol, f. de Lavaysse. Uagtet Voltaire ved lumpne Angivelser hos
Ministrene søgte at bringe ham i Ulykke, hævedes hans Forvisning 1770, han fik en Ansættelse
ved det kgl. Bibliothek i Paris, men døde allerede 17. Nov. 1773. Af hans mangeartede Skrifter
mærkes: Romanen »l'Asiatique tolerant« (1750), et Forsvar for Toleransen; »Suite de la
Défense de l'esprit des lois« (1751), et Forsvarsskrift for Montesquieu; »Pensées de Sénèque«
(1752), Text og Oversættelse; »Memoires pour servir à l'histoire de Mdm. de Maintenon«
(1755—56). Mellem hans mange efterladte Haandskrifter nævnes en ufuldendt dansk-historisk
Roman.
275 Claude Lauriol har i 2003 skrevet artiklen »La Beaumelle et l'éducation: un précepteur
français à Copenhague«, se:
http://www.blackwell-synergy.com/links/doi/10.1034/j.1600-0730.2003.580101.x/abs
276 Overjægermester Gram er muligvis Friedrich von Gram (1664-1741), der stammede fra
Brandenburg. Men i så fald må der være tale om nogle meget »sene« sønner. Friedrich von
Gram blev amtmand i Nordsjælland og var bl.a. involveret i kampen mod sandflugten i
Tisvilde. I 1730 blev han også overjægermester. »Dansk Biografisk Lexicon« fortæller om én
søn, Friedrich Carl von Gram (1702-1782), der blev amtmand efter faderen i 1741, men vist
ikke overjægermester. Måske er det hans sønner der tales om?
187