Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Indretning og blev 1791 Meddirektør for Blaagaards Seminarium. Som Beundrer af Pestalozzis Methode, for hvis
Indførelse her i Landet han var meget virksom, fik han Riber og Strøm sendt til Udlandet. 1793 fik han sammen
med Chr. Brandt det Hverv at undersøge den kongl. Porcellænsfabriks Forhold. 1786 blev han Meddirektør af
Postpensionskassen. Fra 1800 var han Medlem af den afrikanske Konsulatsdirektion. Desuden var han
Meddirektør for det Classenske Fideikommis og Patron for St. Petri og for Frederiks Kirke i Kjøbenhavn. 1815
blev han Præsident for Bibelselskabet, der skylder hans nidkjære Ledelse meget. 1797 —1831 var han Præsident
i Videnskabernes Selskab.
Der var saaledes ikke levnet S. megen Tid til Varetagelsen af hans private Anliggender. 1798 kjøbte han
Gudumlund, som han indlemmede i Grevskabet Lindenborg. Her fortsatte han F. Buchwalds Kanalarbejder og
Fabrikanlæg [...] og oprettede Tegl-, Glas- og Saltværker, et Sæbesyderi samt en Stentøjs- og Fajancefabrik.
1800 kjøbte han Brede Kobberværk og erhvervede Papirfabrikkerne Ørholm og Nymølle, paa hvis Drift han
anvendte betydelige Summer, hvilket ogsaa var Tilfældet med den ham tilhørende Kronborg Geværfabrik og det
store Sukkerraffinaderi paa Christianshavn. Paa Grevskabet Lindenborg ophævede han med store Ofre
Jordfællesskabet i Landsbyerne, afskaffede næsten helt Hoveriet og opførte efter J.L. Reventlows Forbillede gode
Skole- og Skolelærerbygninger. Ogsaa i Hellebæk var han elsket som sine undergivnes Velgjører, og paa den
skjønne Odinshøj, hvor han havde ønsket at jordfæstes, rejste taknemmelige Bønder ham en simpel Mindesten,
som en uskjønsom Eftertid har fjærnet. — Den af Statssager aarle og silde optagne Minister kunde des værre
ikke personlig føre Tilsyn med sine Ejendomme og industrielle Anlæg, men maatte betro sig til Funktionærer, af
hvilke flere misbrugte hans Tillid. Mislykkede Transaktioner, Krigsaarene og hans egen, næsten exempelløse
Rundhaandethed og Godgjørenhed bevirkede, at han i Tidens Løb tilsatte hele den store, fra Faderen arvede
Formue og efterlod sig Gjæld.
Hvor meget godt og nyttigt S. har udrettet i sin offentlige Virksomhed, der overvejende beredte ham store og dybe
Skuffelser, vil han dog længst blive mindet som den højsindede Mæcen og Velynder. Selv nærede han gjennem
hele Livet den største Kjærlighed til Videnskab, Kunst og Digtning, og der er i Manuskript bevaret en stor Samling
Afhandlinger fra hans Haand, af æsthetisk og filosofisk Indhold, samt Poesier. Rousseau og Ossians Sange vare
hans Yndlingslæsning i unge Dage, senere vendte han sig til Shakspeare, Schiller og Goethe. I Filosofien var han
en ivrig Tilhænger af Kant og Schelling. Med faderlig Omhu tog han sig af Baggesen (1787), jævnede hans Veje,
højnede hans Mod og støttede ham i mange Aar rundhaandet; ogsaa Oehlenschläger »satte han i Sol«, talte
hans Sag, udvirkede ham Understøttelse til den store Udenlandsrejse (1805) og gav Digteren Ophold paa sit
Landsted Christiansholm (1810). Steffens, Schack Staffeldt og Mynster staa ogsaa i Taknemmelighedsgjæld til
ham, Pram og Rahbek [se om Rahbek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] ligeledes. Klopstock,
Claudius og Gerstenberg skylde hans virksomme Fortale meget. Sammen med Hertug Frederik Christian af
Augustenborg udsatte han 1791 for den af Sygdom og tunge økonomiske Sorger nedbrudte Schiller en
Hædersgave af 1.000 Rdl. gjennem 3 Aar under den hensynsfuldeste Form. Alle Digterens Biografer have
tiltraadt den Mening, at Schillers Forfatterbane uden hin virkningsfulde Bistand efter menneskelig Beregning vilde
være endt med »Don Carlos«. Senere gav S. af sin egen Kasse Digterens Enke en rundelig aarlig Understøttelse
indtil hendes Død. — Sine Privatsekretærer, Kirstein, Merkel, Rist, Niebuhr, Grev Herman Wedel-Jarlsberg,
Schmidt von Lübeck og Dankwart, hvis Valg gjør ham den største Ære, uddannede han til dygtige Mænd i
Statstjenesten, og alle som én have udtalt deres Beundring og Kjærlighed for ham.
Det var lykkelige Aar for Danmark, da S. sammen med Bernstorff og Reventlow styrede Landet. Bernstorff forstod
ham, skattede ham i fuldeste Maal og lyttede til hans Raad, deres Samarbejde var en næsten uafbrudt Udvexling
af gjensidig befrugtende Tanker og Følelser. S. indvirkede heldig paa Bernstorffs til Tider haarde og herskesyge
Væsen, og tør man tro Merkel, var det endog ham, der afholdt Bernstorff fra at bryde Nevtraliteten, da den
franske Revolution udbrød. Efter Bernstorffs Død, der vakte det smerteligste Savn hos S., beklædte denne
Stillingen som Premierminister i mange Aar i de ugunstigste Tider.
I Statsraadet efter Slaget paa Reden (2. April 1801) var S. i Modsætning til Kronprinsen og C.G. Bernstorff stemt
for at slutte Fred med England, medens han i Følge Niebuhr i selve Farens Stund viste stort Mod og
Standhaftighed. I de nu paafølgende Aar forværredes Finansernes Tilstand i betænkelig Grad. 1801—7 optoges
en Række betydelige Statslaan, og byrdefulde Skatter paalagdes. En Skatkammerfond til Bestridelse af de
overordentlige Militærudgifter oprettedes (1803), Tolden og Konsumtionen forhøjedes (1806). Englændernes
Overfald 1807, Hovedstadens Ødelæggelse og Flaadens Ran paaskyndede yderligere Pengevæsenets
Sammenstyrtning. Handel og Industri laa hen i Aarevis. Hærens Vedligeholdelse, Bygningen af en ny Flaade og
Underholdningen af det fransk-spanske Hjælpekorps samt endelig Norges Providering krævede store Udgifter.
Uafhængig af selve Provideringskommissionen (1809—14) udfoldede S., som det fremgaar af de til ham rettede
kongelige Reskripter og hans Koncepter, en storstilet Virksomhed til Fordel for det af Hungersnød truede Norge.
Skjønt Danmark selv led Savn, sendtes her fra ufortrødent Skib efter Skib, ladet med Levnetsmidler, der op,
uagtet mange Ladninger faldt i Kapernes Hænder. I Ord og Skrift var S. Talsmand for den skandinaviske Tanke,
og det 1810 udkomne Skrift »Über die Vereinigung der drei nordischen Reiche« tillægges ham.
Til Forsvar for S.s haardt angrebne Finansstyrelse tjener, at alle Forudsætninger, under hvilke han tænkte sig
Gjennemførelsen af sin Plan, brast, hovedsagelig ved Tidernes Ugunst og uforudsete Ulykker. Mærkes bør
364/484