Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Krig under deres Konge Theodorich, anfører han følgende Tale af denne Konge
til hans Mænd: Marscherer frem som Folk, der opofrer sig til det gemene
Bedste, og tilføyer dem ingen Vold, til hvis Forsvar I blive skikkede — en
Gotisk Hærbefaling i Rokkoko-Stil. De gamle Tiders udvortes Opfattelse af et
Lands Omvendelse til en Religion fremtræder hos ham snarere som en Følge af
enkelte Personers tilfældige Tænkemaade eller Fremgangsmaade, end som
Udtryk for en Samfundstilstand. Han gaar ikke ind i de Kongers Følemaade, der
indfører Kristendommen med Magt, hans Fremstilling tilstræber ikke at gengive
barbarisk Energi; det for ham Pudserlige i Modsigelsen: med Ild og Sværd at
ville kristne et Land, farver hans Stil og gør den let skemtende, hvor den burde
være stor. Saaledes hedder det om Olaf Trygvesøn, at han »meget
cavallierement« tog sig for i en Hast at lade sit hele Rige kristne: »men derudi
blev aldeeles ikke Apostlenes Fodspor fuldte, ey heller de Regler, som Christi
Lærdom byder at i agt tage, nemlig at forplante Troen ved Lærdom, Levnet og
kraftige Persvasioner; thi Kongen selv, saasom han en passant var bleven
Christen, saa holdt han ikke nødigt at bruge mange Conferencer og megen
Vidtløftighed, men reysede fra en Province til en anden, spurdte Folk med
Kaarden i Haanden, om de vilde være Christne, hvilket sandeligen er vel den
meest compendieuse Maade at omvende Folk paa, men ikke at omvende dem
vel og forsvarligen«.
Herpaa beror det, at Sagnkonger og Oldtidskonger hos ham fremtræder som
Konger i moderne Forstand. Alle hans Konger ligner hinanden som Kongerne i
Kortspil. Valdemarus den Anden, Victoriosus er ham en Konge af samme
Grundbeskaffenhed som de samtidige. Herpaa beror ogsaa hans Mangel paa
Evne til at give et sandt Billede af Middelalderen. Middelalderen var katolsk, og
han ser den i det Lys, hvori den kommer til at staa for ham som rationalistisk
Protestant, der nærer særlig Afsky for Katolicismen. Han tvivler ikke paa, at
Paverne og Prælaterne har været bevidste Bedragere, og han er med sin
forstandige Forkærlighed for Middelvejen, »det store Medium«, kold overfor
Middelalderens Lidenskab og Begejstring.
Holberg havde de højeste Forestillinger om en Historikers Kald og Værdighed
— »en Historie er et af de vanskeligste Verk, nogen kan foretage sig« — og
han betegner, som bekendt, et gennemgribende Fremskridt i den danske
Historieskrivning. Paa en Tid, hvor tørre Aarbøger paa den ene Side, vidtløftige
Opregninger af Enkelthederne i Kronings- og Begravelses-Ceremonier paa den
anden hertillands endnu kunde gælde for Historie, slog han igennem med sin
høje klassiske Aandsdannelse, sin gennemforstandige Synsmaade, sin
Overskuelighed og sin Fortællekunst.
Han gendriver da ogsaa ivrigt den Paastand, at Hukommelse og Læsning
skulde være nok til at danne Historikeren; der udfordres 86 endnu
»Skiønsomhed og Reflexioner«. Det gælder dernæst om Saglighed;
beundringsværdig er den Historiker, af hvis Værk man hverken kan se, hvilket
Folk han har tilhørt, eller af hvad Religionsbekendelse han var. Historikeren
maa intet indføre, som er det, han fortæller, uvedkommende, ikke heller pynte
for stærkt paa Stilen. Englænderne finder Smag »udi uordentlige og forvirrede
86 Udfordres = kræves.
82