Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

fleste Lande i Evropa. Med Fasthed afviste han jyske Godsejeres Anmodning om de skete Forandringers
Tilbagekaldelse, og den varme Hyldest, hvorfor han var Gjenstand ved Nedlæggelsen af Grundstenen til
Frihedsstøtten paa Vesterbro 31. Juli 1792, var visselig i højeste Grad fortjent. Et smukt Blad i hans
Reformlovgivning danner ogsaa Forordningen af 16. Marts 1792, ved hvilken Negerhandelen paa de danskvestindiske
Kolonier ophævedes. — F. overværede personlig det korte Felttog i Sverige 1788. Han ægtede 31.
Juli 1790 paa Gottorp sit Søskendebarn Marie Sophie Frederikke af Hessen-Kassel (f. 1767 død 1852).
[Søskendebarn er her = datter af faderens søster, Louise. Louise var gift med Landgreve Carl af Hessen].
Lige saa glimrende den 13-aarige Periode fra 1784—97 var, lige saa sørgelig blev, særlig for de udenrigske
Forholds Vedkommende, Udviklingen i det følgende 16-aarige Tidsrum, i hvilket først C.G. Bernstorff og senere
N. Rosenkrantz stode som Udenrigsministre ved F.s Side. Ved sin personlige Indblanding og Omgaaelse af den
højstkommanderende lettede Kronprinsregenten Nelson Sejeren i Slaget paa Reden 1801 [...]. Da han for at være
Fastlandsbegivenhederne nærmere stillede sig i Spidsen for Hæren paa Halvøen, fik Regeringen faktisk to
Sæder, henholdsvis i Hovedstaden og i Kiel, og denne Tvedeling havde fortvivlede Konsekvenser under Krisen
1807, da den nødvendige planmæssige Enhed og Fasthed i Overledelsen derved skadedes. Skylden for, at F.
valgte den franske fremfor den engelske Alliance, hviler mindre paa ham end paa Torykabinettet i London, der
optraadte med en hensynsløs Brutalitet, hvortil Danmark ikke havde givet nogen berettiget Anledning. Naar han
over for den engelske Afsending betegnede Angrebet som en troløs Handling, hvori selv de sørøverske
Barbaresker ikke vilde kunne gjøre sig skyldige, talte han i Virkeligheden ud af Nationens Hjærte. Over for
Jackson var han her Organ for Nationalærens Krav. Det maa derimod bebrejdes ham, at han forlod Kjøbenhavn,
da Fjenden stod lige foran dets Porte, og det var forklarligt, at hans Afrejse vakte Overraskelse og Forbavselse,
men han har i det Tilfælde sikkert været opfyldt af falske Forestillinger om Hovedstadens Modstandsevne. Krigen
med England førte til Felttoget mod dettes Forbundsfælle Sverige, hvorved Grunden lagdes til Norges senere
Adskillelse fra Danmark.
Under disse forviklede politiske Forhold besteg Kronprinsen 13. Marts 1808 Tronen som Kong F. VI. Trods sin
strængt legitimistiske Tænkemaade tillod han i Sverige Udspredelsen af en Proklamation, hvori Nationen
opfordredes til Kong Gustavs Afsættelse og Unionens Gjenoprettelse under hans Septer; men da Gustav IV Aaret
efter blev detroniseret, stemplede F. uvillig de Svenske som Insurgenter. Havde han villet ofre sin Enevoldsmagt
og givet Danmark-Norge en konstitutionel Forfatning, kunde han mulig have tilvejebragt en nordisk Union 1809;
men i Steden for valgte han, i det han gik i Ruslands Kjølvand, en Erobringspolitik mod Sverige og drømte endog
om Indlemmelsen af hele Sydsverige i sit Rige. I Krigens Løb drog han, overordentlig arbejdsom, som han var,
stedse flere og flere Sager ind under sin personlige Afgjørelse, saa at Regeringens Tyngdepunkt kom til at ligge i
Hovedkvarteret i Steden for i Statsraadet, og han gik saaledes op i Detailler, at han tabte Overblikket over
Situationen. Hertil kom, at han skinsyg vaagede over sin Myndighed, og enhver, der af Folkemeningen antoges at
udøve en bestemmende Indflydelse paa ham, fjærnede han, saa snart han fik Nys om sligt. Det politiske System
førte 1813 til en ny Krig med Sverige, til Krigserklæringer mod Preussen og Rusland; men samme Aar spillede
Staten Fallit, og Ulykken naaede Højdepunktet med Norges Afstaaelse 1814. En Ydmygelse var det, at Kongen
maatte tiltræde Koalitionen mod Napoleon. F.s Popularitet var paa dette Tidspunkt stærkt blegnet; hans
indflydelsesrige militære Omgivelser (»de røde Fjer«) saa Befolkningen ikke uden Grund skjævt til. Ved sin
personlige Nærværelse ved Wiener-Kongressen (1814—15) haabede Kongen at faa Fredsbetingelserne
ændrede; men vandt han her »alles Hjærter«, erhvervede han dog »ikke en eneste Sjæl«. Ved sin Tilbagekomst
fandt han i Hertugdømmerne og Kongeriget en begejstret Modtagelse; i Hovedstaden trak Mængden hans Vogn.
Kongen stod atter højt i Folkegunst, og Kongeparrets Salving i Frederiksborg Slotskirke 31. Juli 1815 (paa dets
Sølvbryllupsdag) var en virkelig Nationalfest.
I Løbet af de følgende 15 Aar begyndte Landets udtørrede Velstandskilder atter smaat at flyde, men af Handelens
Gjenopblomstring og Ordningen af det forvirrede Pengevæsen havde F. kun liden personlig Fortjeneste.
Militærvæsen og Troppemønstringer vare stadig Hovedgjenstanden for hans Interesse. Som Medlem af den
hellige Alliance opretholdt han strængt sin Enevælde. Han opfyldte ikke den tyske Forbundsforfatnings
Bestemmelse om Indførelsen af en Stænderforfatning i Holsten, og Dampes ubesindige Revolutionsprojekt 1820
og U. Lornsens Forslag til en fælles konstitutionel Forfatning for Holsten og Slesvig 1830 paadroge
Ophavsmændene Fængselsstraf. Men da den liberale Bevægelse efter Julirevolutionens Udbrud med
forstærkede Bølger gik hen gjennem Evropa og fik et stigende Antal Tilhængere blandt Embedsstanden og den
velhavende Borgerklasse her hjemme, indsaa Kongen personlig Nødvendigheden af en repræsentativ Forfatning.
Ved Anordning af 28. Maj 1831 bebudedes Indførelsen af raadgivende Provinsialstænder, og 3 Aar efter udkom
Forordningen om disses Sammensætning, et Vidnesbyrd om Reformens vel overvejede Karakter. »Det er Folkets
Lykke og Stolthed, at det kan sige, at Danmarks Hjærte slaar i Deres Majestæts Bryst,« hed det i den Adresse,
Stænderne i Roskilde sendte Kongen. Faa en Adresse, hvori Borgere udtalte Frygt for en mulig Indskrænkning af
Trykkefriheden, svarede Kongen med et Reskript, hvori udtaltes, at kun han alene var i Stand til at bedømme,
hvad der var til Folkets og Statens sande Vel (1835). Stænderinstitutionen havde imidlertid stillet hans
Folkeyndest paa den fasteste Grundvold, og ved Universitetsbygningens Indvielse 1836 bragte den akademiske
Ungdom ham en varm Hyldest.
475/484