Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

den ydmyge Søn i en mere eller mindre sødlig Stil takkede hende, fordi hun med Fare for sit Liv havde frelst ham
hin Dag i Aaret 1772. »Allerkjæreste, søde Mama«, hedder det i et af dem, »var jeg i dette Øjeblik paaklædt, saa
løb jeg vist op til dig og kyssede dine søde Hænder tusende Gange.«
Den Ordning af Styrelsen, der fandt Sted efter 17. Jan. 1772, gav hende ikke formelt nogen ny Stilling. Hun var og
blev kun Arveprinsens Moder; men paa Grund af Kongens Sindssvaghed og hendes betydelige Overlegenhed
over Arveprinsen blev hun afgjort Kongefamiliens vigtigste Medlem. Skjønt det vistnok kun var i den første Tid, at
hun tiltog sig at overvære Statsraadets Forhandlinger, fulgte hun dog aabenbart nøje i det mindste en Del af de
vigtige Statssager. Man ser hende endog, ret som om hun var Rigernes Overhoved, føre en livlig Brevvexling om
Statens Forhold udad til med sin Svoger Frederik den store, der synes at have sat virkelig Pris paa hende og var
galant nok til at behandle hende, som om hun var den eneraadende i Regeringen. Men hvilket Kjendskab hun end
kan have haft til adskilligt af, hvad der skete, var hun dog ingenlunde den ledende. Dertil havde hun trods sin
gode Forstand ikke tilstrækkelig Overlegenhed. Størst politisk Betydning havde hun vistnok som Støtte for
Guldbergs efterhaanden stærkt voxende Indflydelse.
Imidlertid var det ogsaa ved en kongelig Skrivelse blevet overdraget hende at have det øverste Tilsyn med
Kronprinsens og hans Søsters [Louise Augusta's] Opdragelse. Skjønt Valget af General Eickstedt til
Overhofmester for Prinsen ikke var heldigt, maa hans Opdragelse og Undervisning i det hele siges at have været
forsvarlig. Derimod led J.M. ganske Skibbrud i sit personlige Forhold til ham. Han har tidlig vidst Besked om,
hvordan Forholdet havde været imellem hende og hans Moder, og selv efter dennes Død (1775) kan dette have
gjort det vanskeligt for Enkedronningen at vinde hans Tillid; men hun synes ogsaa helt at have manglet den
naturlige Venlighed, der behøvedes i dette Forhold. Dette var ikke blot til stor Skade for ham, men blev ogsaa
uheldigt for hende selv, og det saa meget mere som hun havde ondt ved at give Afkald paa at faa noget at sige
hos Kronprinsen, ogsaa naar han blev voxen. Det var aabenbart med Tanken herom, at hun paa en lidet klædelig
Maade søgte at faa bestemt, hvem han skulde giftes med; hun havde sikkert troet at kunne udøve Indflydelse ved
Hjælp af den fremmede Prinsesse, der paa en Maade kom til at skylde hende, at hun kaldtes til at blive dansknorsk
Dronning. Frederik den store var ogsaa i denne Sag hendes Raadgiver, og efter at det var slaaet fejl med at
finde en Brud i en württembergsk Prinsesse, der var Søster til den russiske Storfyrsttronfølger Pouls Hustru, tog
J.M. med Iver imod det Forslag, som den preussiske Konge gjorde, at Prinsen skulde forloves med en Datter af
hans Brodersøn, den senere Frederik Vilhelm II. Det var selvfølgelig ikke svært at faa den 13-aarige Kronprins til
at give sit Samtykke. Senere, da denne skulde konfirmeres (April 1784) for derefter at indtage en Plads i
Statsraadet, overrakte J.M. ham en Række, med hendes egen Haand nedskrevne Regeringsregler. Lige saa
sikkert det er, at hun var ude af Stand til at skrive et saa godt dansk Sprog som det, hvori de ere affattede, og at
hun altsaa har brugt en andens, rimeligvis Guldbergs, Hjælp dertil, lige saa lidt er der Grund til at tvivle om, at de,
hvad Tanker og Meninger angaar, i Hovedsagen ere hendes eget Arbejde. De indeholde adskilligt forstandigt og
velment; men de ere tillige karakteristiske, ikke blot ved det stokkonservative Præg, de have, men tillige ved den
taktløse Formaning, de indeholde til Tronarvingen, at han for Fremtiden skulde hjælpe hende og Arveprinsen.
Men denne Tanke om »Hjælp« fra hans Side, den gik ikke mindre i Lyset end Planen om Ægteskabet med den
preussiske Prinsesse. Da Kronprinsen 14. April 1784 styrtede det tidligere Statsraad, var det forbi med J.M.s
Indflydelse, hun faldt lige saa pludselig, som hun 12 Aar i Forvejen var kommen til Vejrs. Skjønt hendes gode Ven
Frederik den store alvorlig havde advaret hende, blev hun fuldstændig overrumplet herved. I den Tid, hun paa en
Maade havde indtaget den ypperste Plads i Staten, havde hun uden for en snæver Kreds ikke forstaaet at vække
enten Beundring eller Sympathi, og man har ved alt, hvad man ser af hende, Indtryk snarere af en forfængelig
Nydelse af Magten end af Ærgjerrighed i større Stil, man stødes ved noget vist smaatskaaret og beregnende.
Hendes Ødselhed var ej heller heldig.
Efter sit Fald tog hun snart sit Parti med Forstand og trak sig helt tilbage i Stilhed; det var ganske forgiæves, at
Gustav III af Sverige i sin Iver for at gjøre den dansk-norske Stat det onde, han kunde, søgte at bringe hende til at
faa en Revolution imod Kronprinsen i Stand (1785); hun var for fornuftig og loyal til sligt. Hun døde paa
Fredensborg 10. Okt. 1796. Hvilke Mangler end hendes Personlighed har haft, har man ikke Ret til at frakjende
hende, at der var adskilligt godt ved hende, og at hun følte for Land og Folk. De modbydelige Bagvaskelser,
hvormed hendes Minde en Tid lang blev besudlet, tror intet fornuftigt Menneske mere paa.
Til: Indholdsfortegnelsen
470/484