Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Riisbrigh, Børge, 1731—1809, Filosof
Af K. Kroman
Børge Riisbrigh var født 5. Dec. 1731 i Vejlby i Fyn, hvor hans Fader, Hans R., var Sognepræst (død 1746). 1749
dimitteredes han fra Fredericia Skole, studerede Theologi, navnlig stærkt paavirket af J.E. Gunnerus, og fik
theologisk Embedsexamen 1753. Fra 1760 var han Dekan paa Klosteret og begyndte samtidig at holde offentlige
Forelæsninger over filosofiske Æmner. Han talte klart og præcist og havde stor Tilstrømning. Efter en 3-aarig
Udenlandsrejse (1762—65), paa hvilken han besøgte tyske Universiteter og Paris og stiftede Bekjendtskaber med
adskillige lærde, blev han 1767 extraordinær og 1773 ordinær Professor i Logik og Metafysik ved vort Universitet.
I denne Stilling virkede han med utrættet Iver og Nidkjærhed, indtil en overhaandtagende Døvhed 1803 førte ham
til at tage sin Afsked. Ved Bombardementet 1807 mistede han sit Bibliothek og forskjellige værdifulde Samlinger,
et Tab, han dog bar med stor Sindsro. Han døde 18. April 1809, ugift.
Hans Skrifter ere ikke mange. Foruden et Par latinske Disputatser udgav han sin Lærebog for de studerende:
»Prænotiones philosophicæ« (1775), end videre en i Videnskabernes Selskabs Skrifter optagen Afhandling:
»Undersøgelse om, og hvorvidt, deres Mening er grundet, som holde for, at sand Filosofi og et fuldstændigt
Begreb om sand Filosofi først i vore Tider ere blevne til« (1803), og endelig leverede han en Oversættelse af
Diogenes fra Laértes »Filosofiske Historie«, som senere (1812) udgaves af B. Thorlacius.
Det var den af Wolf og Baumgarten indførte Filosofi, der omkring Aarhundredets Midte særlig beherskede
Tyskland, og det var væsentlig ogsaa denne, R. foredrog fra sit Katheder. Det var de første kejtede og famlende
Forsøg paa at vinde større Kritiskhed over for Opgavernes Løsning; men ofte nok blev man stikkende i en tom,
pedantisk og udtværet Formalisme. Det kan derfor ikke forbavse, at H. Steffens, der jo var udgaaet fra en ganske
modsat Lejr, med stor Ringeagt taler om R.s Forelæsninger, som han hørte o. 1790. Fra anden Side roses R.
omtrent enstemmig for sit klare og tydelige Foredrag; han havde bestandig talrige Tilhørere, og adskillige af disse
have udtalt sig varmt om, hvor meget de skyldte ham. Han var sund og besindig, som J.P. Mynster fremhæver:
ikke uden Lune, og han fulgte endnu i sin ældre Alder med usvækket Iver de filosofiske Bevægelser i Udlandet.
Da Kant i Firserne havde gjort sit heldigere Forsøg paa at indføre en mere kritisk Methode, gjorde R. i sine
Forelæsninger og i det førnævnte Skrift dette nye Fænomen til Gjenstand for besindige Undersøgelser, og om
han end ikke — som det snart blev Tilfældet med de fleste yngre — i ubetinget Tilslutning stillede sig paa Kants
Side, ydede han dog det gjorte Fremskridt sin varme Anerkjendelse. Men var R. som Videnskabsmand saaledes
ikke blandt de særlig fremragende, var han saa meget mere betydelig ved sin elskelige Personlighed. Med den
største Nidkjærhed røgtede han sit Embede; med varm Opofrelse tog han sig personlig af de studerende, som
han endog opsøgte for at yde dem Understøttelse, naar han troede dem trængende. »Uberegnelig«, siger J.
Møller, »er den Udbredelse af sund Tænkning, som han befordrede blandt Danmarks og Norges Embedsmænd«,
og i sin Nekrolog over ham kalder P.E. Müller ham »den danske Sokrates«.
Henvisning
Se omtale: i Carl Henrik Koch: »Dansk oplysningsfilosofi«, Gyldendal, København 2003.
Kommentar til Koch's bog kan findes i afsnittet »Holberg's filosofi og hans behandling af teodicéproblemet« i:
»Et åbent sind? Om Holberg's tænkning. Kommentarer« [4-5 MB].
Til: Indholdsfortegnelsen
335/484