Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

II - Nitten Aar gammel drager han ud paa sin første Rejse,
en og tyve Aar gammel paa sin anden. Paa sine første tre med korte
Mellemrum foretagne Rejser bliver han borte i halvsjette Aar. Raad til disse
Udenlandsfarter har han ikke, men han hjælper sig som han kan, rejser tilsøs
eller tilfods, fægter sig frem som en fattig Svend eller synger for Folks Døre
eller slaar sig igennem ved Undervisning i Musik (Violinspil) og Sprog eller
paatager sig en Hovmesters Rolle. Saaledes ser han Holland, England,
Tyskland, Frankrig, Italien, levende yderst sparsomt af Nødvendighed og
yderst diætetisk af forstandigt Hensyn til sit ømtaalige Helbred. Han oplever
Rejse-Æventyr i Mængde, lærer Mennesker af alle Samfundsklasser og alle
Nationer at kende, og studerer i de store fremmede Biblioteker, ledet af Driften
til grundigt at udrense af sit Sind det Støv, hvormed hans norske
Skoledannelse og kjøbenhavnske Universitetskultur havde fyldt det.
Han optræder først som populariserende Historiker og Retsfilosof, bliver saa
Professor i Metafysik og Forfatter til Peder Paars. Og med rivende Hast følger
nu i Aarene 1722—24 mere end en Snes ypperlige Skuespil. Det er som om
den paatænkte og 23. September 1722 iværksatte Aabning af en dansk
Nationalscene havde lukket Sluser op for en overstrømmende Produktionstrang
hos Holberg. Fra sit 37te til sit 40de Aar maa han have levet i Frembringelsens
saa godt som uafbrudte Febertilstand, neppe fornemmende sit eget Legem,
med en Følelse af stedse fornyet Klarhed i Hjernen, der nu og da er steget til
en Art indre Illumination. Trods alle Holbergs Genvordigheder med Teatret, der
kæmpede den haarde og udsigtsløse Kamp mod Opgivelse af sit Bo, trods alle
de Ærgrelser, han i sin Egenskab af Professor maatte udstaa, fordi han gav sig
af med saa letsindig en Gerning som den at skrive Skuespil for Scenen, trods
Ydmygelsen ved som Medlem af Konsistorium at maatte deltage i
Universitetets dumme og grusomme Fremfærd mod de stakkels Studenter, der
var optraadte paa Teatrets Brædder, og trods de virkeligt eller formentligt i
Komedierne Angrebnes Had, maa dette have været et lyksaligt Tidsrum i hans
Liv, efter al menneskelig Sandsynlighed dets lykkeligste Periode.
Det er ikke let at danne sig en Forestilling om, hvorledes det saa ud i denne
Sjæl paa den Tid, da Holberg saa at sige paa én Gang skabte Henrik
lyslevende i en bergensisk Gadeguts Lignelse af gamle Komediefigurers Muld
og dannede Pernille, Kvinden efter hans Hjerte, af et af hans Ribben, at hun
kunde være ham en Medhjælp — da han fremdeles gav Kandestøberen hans
Ærgerrighed og Mester Gert hans Ordstrøm, formede de to store Bussemænd
von Tyboe og Menschen-Skræk, malte den sjællandske Bonde i Jeppe og den
jydske i Studenstrup og klippede de udødelige Skyggebilleder Ulysses og
Chilian ud. Men sikkert nok har der været Fest i hans Indre, Og næsten
samtidigt giver han det kjøbenhavnske Publikum sine prægtige, støjende
Vinterbilleder fra Provins og Hovedstad i Jule-Stue og Mascarade og sine lette,
lystige Sommerbilleder fra Byen og Skoven i Den ellevte Junii og Kilde-Reysen.
Og medens han slaar Gækken løs med vild Overgivenhed i sine Skolemestres
og Degnes værdigt vigtige Alvor, nedlægger han sit hele Dybsind i
Udformningen af Erasmus Montanus' evige Situation og tager med sikker
143