Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Holm, Peder, 1706—77, Theolog
Af A. Jantzen
Peder Holm blev født i Norge, men begge hans Forældre vare af dansk Herkomst og tilhørte gamle danske
Præsteslægter. Faderen, Jacob H. (død 1738), var Avktionsdirektør og boede paa Gaarden Moum ved
Frederiksstad. Her blev H. født 6. Juni 1706; hans Moder hed Ida Sophie f. Ølgod (død 1716). Han sattes i Skole i
Frederiksstad, hvorhen Forældrene vare flyttede, da Krigen med Sverige udbrød; men han blev privat dimitteret
1724; og da han rejste til Universitetet i Kjøbenhavn, forlod han Norge for bestandig. Efter at have taget Attestats
1726 blev han det følgende Aar Alumn paa Valkendorfs Kollegium og boede her i 5 Aar. Han blev efter H. Grams
[se om Hans Gram i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] og Andr. Hojers Anbefaling Lærer for
den unge Hielmstierne og blev i hele sit senere Liv nøje knyttet til denne sin Elev og hans Familie. 1732 fik han
Magistergraden og begyndte at holde theologiske og filosofiske Forelæsninger. Rektoratet i Aarhus blev ham
tilbudt; men efter sine Velyndere Grams og Hojers Raad foretrak han at blive i Kjøbenhavn for at søge at bane sig
Vej til fast Ansættelse som Universitetslærer. 1735 blev han Provst paa Kommunitetet og omtrent samtidig Biskop
Worms Vikar ved de offentlige Forelæsninger, 1738 Professor extraordinarius i Theologi og Filosofi og endelig
1746 ordentlig Professor i Theologi og Medlem af Konsistorium, i hvilket Embede han virkede til sin Død, 4. Juni
1777. Ved Jubelfesten 1749 for det oldenborgske Kongehus fik han den theologiske Doktorgrad. Han levede ugift.
H. har næsten intet udgivet. Naar nogle akademiske Disputatser, hans Fortale til J. Hees store Prædikensamling
over Jesu Lidelseshistorie (1758) og hans Deltagelse i Bibeloversættelsen under Christian VI ere nævnte, er
dermed hans Forfattervirksomhed udtømt; men dog har han sat sig et varigt Navn ved sin Virksomhed som
Universitetslærer i over en Menneskealder. Han var en ivrig Tilhænger af den gamle, lutherske Orthodoxi og var
selv overbevist om, at det dogmatiske Kollegium, han meddelte, var den ufejlbare Vej til Salighed. Han hadede og
ivrede imod al Nyhedssyge og sporede Kjætteri, hvor andre vanskelig vilde kunne opdage sligt. Hans Foredrag
var uendelig tørt og kjedsommeligt, hans Organ frastødende, og vanskeligt var det for ham at have Tilhørere,
naar ikke Hensynet til Examen og Haabet om Stipendium gjorde sig gjældende hos disse. »Man skulde høre
mans Kollegier, saa kunde man nok selv hjælpe dem til Stipendier«, skal han oftere have ladet sig forlyde med
lige over for de studerende. Men i øvrigt er der ikke faa blandt hans Disciple, som med Paaskjønnelse have
erkjendt den Godhed og redebonne Hjælpsomhed, der bleve dem til Del fra denne grundhæderlige, men
snæversynede lærde.
Langt større Betydning end hans Virksomhed fra den theologiske Lærestol har H.s Deltagelse i Universitetets
økonomiske Anliggender som Medlem af Konsistorium og af Kommunitetsdirektionen. Her arbejdede han med
den utrætteligste Flid og med den største Interesse og indlagde sig virkelige Fortjenester; men paa disse Felter
skaffede han sig ogsaa selv ved sin Stridighed og Egensindighed, der sørgelig tiltoge med Alderen, en uendelig
Række Bryderier og Kvaler. Hans Indlæg og Vota svulmede op til lange Afhandlinger; i Kallske Samling, Fol., Nr.
148 findes opbevaret en tyk Bunke af hans Koncepter. Han er bleven kaldet »Universitetets Aristides« for den
strænge og urokkelige Retfærdighed, hvormed han hævdede de ham betroede Stiftelsers Tarv; og vilde nogen
prøve paa at indføre Reformer eller røre det allermindste ved Bestemmelserne i en eller anden Fundats, saa
tordnede han mod en saadan formastelig Adfærd og truede med Guds Vrede paa Dommedag; dette fik bl.a. hans
Kolleger Janson og Balle at føle, da der i 1775 af Guldberg var nedsat en Kommission, hvori ogsaa han selv
havde Sæde, til Indførelse af en ny Studieindretning ved Kommunitetet og Regensen. Guldberg var i det hele
taget hans bitreste Modstander; og Balle, som i sine yngre Aar havde været i Kridthuset hos H., havde senere
som Professor paadraget sig hans stærke Fjendskab. Det har været et almindeligt Sagn, at H., der i 1774 var den
eneste Doktor i det theologiske Fakultet, skulde have nægtet at kreere Balle ved hans Doktorpromotion i
Anledning af Arveprinsens Formæling, fordi H. skulde have Mistanke til hans Orthodoxi og derfor skulde have
ytret, at han »ej vilde lægge Haand paa den Kjætter«; men Anledningen til H.s Modstand ved denne Lejlighed var,
at Balle havde injurieret ham og ikke vilde give ham Oprejsning og »derfor levede i vitterlig Synd«. H. stod i
Kampen for det gamles Bevarelse aldeles isoleret; og næppe havde Døden lukket hans Øjne, før en Række af de
Forandringer, han havde modarbejdet, blev gjennemført.
Til: Indholdsfortegnelsen
203/484