Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

dens Retspleje var tysk og overhovedet alle dens Anliggender »fra Elben til
Vardøhus« afgjordes paa Tysk, naar alle Drenge i de lærde Skoler, alle
Studenter og Professorer vænnede sig af med deres Modersmaal for at tale og
skrive det latinske Sprog, hvad er det saa andet end Paryk! Naar Holberg
latterliggør Tysken hos von Tyboe, Franskheden hos Jean de France, Latinen
hos Montanus, saa er det Parykvæsenet, han angriber.
Det var endog Fremmede paafaldende, at det danske Sprog og selve Navnet
Dansk var sunket i Foragt i Danmark. Englænderen Molesworth 42 skriver 1694:
»Kongen, høje Personer, Adel og mange Borgere taler til dagligt Højtysk,
Fransk til Fremmede. Jeg har hørt adskillige høje Embedsmænd prale af, at de
ikke kunde tale Dansk«. At det i de forenede Riger særligt var de Danske,
hvem det skortede paa Selvagtelse, viser sig, naar han om Norge siger:
»Indbyggerne anses af sig selv og andre for at staa højt over de Danske, der
af dem haanligt kaldes med Øgenavnet Juter«.
Sproget, som overhovedet sjældent klinger godt i Fremmedes Øren, blev saa
forsømmelig udtalt, modtog i den Grad Præget af de Udannedes Skødesløshed,
at det fik en klynkende Lyd. Det er ikke blot den strenge Molesworth, som
skriver, at »Sproget er meget ildelydende, i dets grædende, klynkende
Tonefald ikke uligt det irske«, men Franskmanden Regnard siger omtrent
samtidigt: »Der er intet Sprog i Verden mere egnet til at bede om Almisse i
end det danske; det lyder bestandig, som de græd«. Sproget udviklede sig
ikke, da det hverken brugtes til Poesi eller til Sang eller til almindelig Literatur.
Det hedder hos Molesworth: »Faa eller ingen Bøger er skrevne, uden hvad
Gejstligheden skriver sammen om Religionen. Ikke saa meget som en Sang
eller en Melodi blev til i de tre Aar, jeg opholdt mig der«. Otto Sperling klager
1704 over de danske Bogtrykkere (Tidsalderens Forlæggere), at de
overhovedet ikke véd af, der er andet til end Katekismus, Psalmer og
Prædikensamlinger. Den gejstlige Produktion var det Eneste, der betalte sig;
Hofpræsten Masius 43 fik et Honorar af 1000 Rigsdaler for sin Ligtale over Chr.
Gyldenløve. Ligefuldt var det Eneste, der under Frederik den Fjerde udkom
med kongelig Understøttelse, Kronings- og Salvingsakten samt Kongeloven.
Saaledes forstaas den oftere bemærkede Kendsgerning, at da Abbed Bignon i
1709 ved den danske Professor Weghorsts Hjælp vilde forsyne det kongelige
Bibliotek i Paris med danske Bøger, fik han Svaret, at der siden Aarhundredets
Begyndelse intet Nyt var udkommet 44 .
Det hele Indtryk, en upartisk Fremmed maatte faa af Tilstanden, fremgaar dog
fyldigst af den følgende Udtalelse, med hvilken Franskmanden de Vrigny 1707
afslutter en kort Fremstilling af de Danskes Erobringer og Sejrvindinger i
Middelalderen: »Men Ætlingerne af disse Erobrere er nutildags undertrykte; de
er underkastede et fremmed Folk, siden de har valgt sig Konger af en fremmed
42 Robert Molesworth: »En beskrivelse af DANMARK som det var i året 1692« (1. udgave på
engelsk 1694). Oversat af Svend Lyndrup. Efterskrift af Erik Kjersgaard. Wormianum 1977, 2.
oplag, Aarhus 1978.
43 Biografisk artikel vil blive tilføjet i en senere udgave, se »Dansk Biografisk Lexicon« på:
http://runeberg.org/dbl/.
44 Måske tænkte Weghorst på danske bøger på latin?
32