Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Officersposter. Pensions- og Enkeforsørgelsesvæsenet ordnedes. Rekruteringen af det hvervede
Mandskab gik fra Kompagnierne over til en Generalhvervingskommission; de nationale Soldater kom
til at ligge noget længere til Tjeneste. Mandskabets Vilkaar bleve forbedrede; der blev taget fat paa
Opførelsen af Kaserner; et Plejehjem for udslidte Soldater, for Enker og Børn afløste den »verfluchte
Ladegaard« [...]; hvert Regiment fik sin Invalidekasse, og der blev ydet Statsbidrag til Soldaterbørns
Underhold, ganske vist under den Forudsætning, at de senere traadte ind i Hæren. Den preussiske
Exercits blev indført; man bestræbte sig for at skaffe Feltartilleriet et lettere og kraftigere Materiel;
kort sagt, St.-G. arbejdede med utrættelig Iver paa at forbedre Hærens Administration og
Organisation, dens taktiske Brugbarhed og Personellets Vilkaar.
St.-G. siger selv, at hans Hovedfejl var »le désir trop vif de voir bien aller toutes les choses«, og den
samme Følelse havde nogle af hans Medarbejdere. »Il voudrait tout simplifier, tout abréger et ne
voudrait jamais trouver des obstacles«, siger U.A. Holstein [1731-1789], der var Deputeret i
Generalkrigsdirektoriet. Han vilde med andre Ord gjennemføre sine Ideer uden at tage Hensyn til de
Forhold, hvorunder han arbejdede. Han savnede Forstaaelse af det indviklede Maskineri, som skal til
for at administrere en Armé; han var blind over for Folkets og Hærens Ejendommeligheder; han var
og blev en fremmed. Det var kun til Nød, at han lærte at forstaa en dansk Skrivelse, og hans
Kundskaber i Tysk, der jo endnu blev almindelig brugt i den danske Hær, vare saare tarvelige, skjønt
han i 17 Aar havde tjent i tyske Hære. Man har ogsaa beskyldt St.-G. for at mangle
Menneskekundskab og for at have været uheldig i Valget af sine Medarbejdere. Hertil bemærker han
selv med rette, at der ikke var mange at vælge imellem; det maa da ogsaa siges, at han i Regelen
tog de bedste, der fandtes. I Generalerne P.E. Gähler, F.A. Finck og A. Hauch havde han dygtige og
erfarne Medhjælpere; mindre forstaaelig er den Tillid, han nærede til Personer som C.F.A. Gørtz og
S.C. Rantzau-Ascheberg.
Saa vel i som uden for Hæren stødte St.-G.s Reformer paa megen Modstand og vakte megen Uvilje.
De mange afskedigede Officerer følte sig forurettede. Kompagnicheferne vare misfornøjede over at
miste den selvstændige Bestyrelse af Underafdelingernes Økonomi. Hans nye Artillerimateriel vandt
ikke Bifald. Godsejerne klagede over, at de skulde stille flere Soldater og undvære dem i længere
Tid; de vare ogsaa ilde berørte af hans Sympathi for den stavnsbundne Bonde. Den lavere
Borgerstand i Hovedstaden, der for en Del havde levet af at have Soldater i Kvarter, besværede sig
over de nye Kaserner. Mange fandt, at Hæren, der jo befandt sig i en Overgangstilstand, var
kostbarere og mindre kampdygtig end tilforn; der var endog dem, der mente, at Gardens
Indskrænkning var en ilde anbragt Sparsommelighed. Selv Hærens Underklasser havde vanskeligt
ved at forstaa, at Reformerne havde deres Tarv for Øje. St.-G. kunde ikke altid overvinde denne
Modstand, der ikke overalt var helt uberettiget, da han paa Grund af det Hastværk, hvormed han
vilde reformere, let kom til at træde hævdvundne Rettigheder for nær; ofte maatte han modificere de
en Gang vedtagne Planer, men i det hele satte han sin Vilje igjennem, saa længe Kongen levede.
14. Jan. 1766 døde Frederik V, og 14 Dage senere havde St.-G. »fait le saut«, som den unge,
lunefulde Konge udtrykte sig; han og hans Venner maatte træde ud af Centralstyrelsen og forlade det
kun halv fuldførte Arbejde. Feltmarskallen, der nominelt beholdt Overkommandoen over Hæren,
begav sig til sin Ejendom Søllerødgaard, medens hans Efterfølgere, først F.C. Rosenkrantz og
dernæst Carl af Hessen, søgte at raade Bod paa den Fortræd, han skulde have anstiftet.
Generalkrigsdirektoriet blev delt i det høje Krigsraad og Landetatens Generalkommissariat, og nye
Hærplaner i reaktionær Aand bleve udarbejdede. Men inden de vare traadte i Kraft, blev Kongen kjed
af Prinsen, og i Marts 1767 blev St.-G. kaldt tilbage. Han havde i Mellemtiden forgjæves søgt at faa
Ansættelse i den franske Hær og havde i øvrigt, da han ikke kunde ligge ledig, benyttet sit landlige
Otium til med sine Venner Gähler, Gørtz, Rantzau-Ascheberg og den preussiske Gesandt v. Borcke
at lægge Planer af forskjellig Art. Han var derfor strax rede til at tage fat paa ny.
Generalkrigsdirektoriet blev gjenoprettet, og i Sommeren 1767 blev der indført en Del Reformer
baade i den danske Hær og i den norske, hvis Ledelse Rantzau-Ascheberg overtog. Nogle
Fodfolksregimenter bleve opløste, men navnlig blev Rytteriet stærkt reduceret. Sø- og Landartilleriet
bleve fuldstændig udsondrede fra hinanden. Der blev sluttet Kontrakt med Generalkrigskommissær
J.F. Classen [...] om Levering af Vaaben og Artillerimateriel. Reformerne vakte imidlertid atter megen
Uvilje, og ganske særlig følte den offentlige Mening sig forarget over de Vilkaar, paa hvilke man
havde overladt Classen Frederiksværk og Hammermøllen. Men da St.-G. 22. Nov. 1767 for anden
Gang maatte trække sig tilbage, var det mere af politiske end af militære Grunde.
104/142