Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

senere for den danske Skueplads. Da hans 3-aarige Engagement i Frankfurt var udløbet, blev han
ansat ved Theatret i Prag, hvor hans Ophold dog blev endnu kortvarigere. Schulz maatte nemlig i
1795 nedlægge sit Embede paa Grund af Sygelighed, og da Kongen overlod til ham selv at vælge sin
Efterfølger, foreslog han K., der saaledes atter kom til Danmark for at blive her Resten af sit Liv.
De Aar, K. tilbragte i Tyskland, kunde det se ud, som hans tidligere saa frodige Talent stod noget i
Stampe, men i Virkeligheden undergik det paa denne Tid, især paavirket af Mozarts Geni, en
betydningsfuld Udvikling. Ved sin Tilbagekomst til Kjøbenhavn var han en fuldt færdig Kunstner, der
stod paa Højdepunktet af sin Tids musikalske Viden og tekniske Uddannelse og var opfyldt af Kraft
og Lyst til at virke i sin nye Stilling. Lykken, som før havde svigtet, begunstigede ham nu.
Syngestykkerne »Hemmeligheden«, »Vinhøsten« i dets omarbejdede Skikkelse (begge fra 1796),
»Dragedukken« (1797), Operaen »Erik Ejegod« (1798) vare lutter Sejre. Fra disse frugtbare Aar ere
ogsaa Oratoriet »Opstandelsen« (1796) og den ypperlige Musik til Baggesens Hymne «Skabningens
Halleluja» (1797) foruden andre, mindre betydelige Værker.
Under K.s første Ophold i Kjøbenhavn opstod der et inderligt og fortroligt Venskabsforhold mellem
ham og Baggesen. »Holger Danske« udarbejdede de i Fællesskab, medens de laa paa Landet om
Sommeren, K. i Lyngby, Baggesen i Ordrup. Digteren havde den Gang fattet Planen til en Trias af
musikalske Dramer, i hvilke han vilde forsøge at udføre den tyske Æsthetiker Sulzers Ideer om,
hvorledes en Opera burde være, med Benyttelse af et klassisk, et romantisk og et historisk Æmne.
Efter »Holger Danske« skrev han »Erik Ejegod», som oprindelig var bestemt for Schulz, men paa
Grund af dennes Sygdom gik i Arv til K. »Arions Lyre« eller »Trylleharpen« skulde egentlig have
været det første Led i Rækken, men voldte Digteren Vanskeligheder, saa at kun Planen, den 1. Akt
og nogle Brudstykker af det øvrige forelaa, da Baggesen i 1789 begyndte sit urolige Rejseliv, og der
blev i lang Tid ikke tænkt synderlig paa dette Stykke, som det var en Aftale, at K. skulde komponere.
Denne, der efter Opførelsen af »Erik Ejegod« var utaalmodig efter at frembringe en ny Komposition
for Scenen og tillige nærede det Ønske at faa et modnere Værk end sin »Fest der Winzer« opført i
Tyskland, fik nu det uheldige Indfald at anvende Baggesens paabegyndte Arbejde til en tysk
Operatext og lod de manglende Partier udarbejde af en Omgangsven ved Navn Kleiber, der var
ansat i Rentekammeret og gav sig af med at skrive tyske Vers. Det var Meningen, at Stykket, der,
overført til den skotske Sagntid, fik Navnet »Ossians Harfe«, og angaaende hvis Tilblivelsesmaade
K. for at bevare sin Medarbejders Anonymitet iagttog en vis Hemmelighedsfuldhed, skulde
oversættes eller omarbejdes paa Dansk med Benyttelse af K.s til de tyske Ord komponerede Musik,
og Thaarup paatog sig dette Arbejde, men traadte tilbage, da Baggesen lovede at fuldføre sin
»Trylleharpe« til K.s Musik. Dette lykkedes ham dog ikke, og Resultatet var, at K. og Baggesen, der
atter rejste til Udlandet, for lang Tid bleve Uvenner. Imidlertid kom »Ossians Harfe«, uden at
Baggesen fik noget at vide derom, paa Scenen baade i Wien og Hamborg [Hamburg]. Musikken var
smuk, men Texten elendig, hvorfor Stykket faldt ynkelig igjennem. En Del af sit Arbejde, som han
selv satte megen Pris paa, fik K, senere Anvendelse for i Syngestykket »Kjærlighed paa
Landet« (1810), en Art »Pasticcio«, hvori ogsaa blev optaget enkelte Numre af et Par ældre Arbejder
fra hans berlinske Periode, »Der dreifache Liebhaber« og »Die böse Frau«. Intet af K.s Syngespil
eller andre sceniske Værker efter »Erik Ejegod« opnaaede en lignende Succes som dette og hans
foregaaende Arbejder, men han vedblev ikke desto mindre ufortrødent at skrive for Theatret; vi
nævne exempelvis Syngestykkerne »Naturens Røst« (1799), »Min Bedstemoder« (1800) og
»Hjemkomsten« (1802), Musikken til Sanders lyriske Skuespil »Eropolis« (1803), til Dramet
»Hussiterne« af Kotzebue (1806) og det fædrelandske Skuespil »Gyrithe« (1807) samt Syngestykket
»Husarerne paa Frieri« (1813). Medens der af hans ældre Værker for Scenen udkom Klaverudtog,
der rigtignok kun give et blegt og ufuldstændigt Billede af Originalerne, blev der af hans senere
Arbejder kun trykt enkelte Brudstykker, ved hvis Valg han formedelst Tidernes Ugunst saa sig nødt til
at foretrække det lette og fattelige for vanskelige Ting af større Betydenhed. Af hans talrige Kantater
o.l., hvoriblandt foruden de tidligere anførte maa fremhæves Thaarups »Jubelhymne« (1801) og
Høegh-Guldbergs »Erobreren og Fredsfyrsten« (1802), er kun »Skabningens Halleluja« i sin Helhed
bleven kjendt i videre Kredse.
K. var en intelligent og myndig Kapelmester, der forstod at hævde Orkestrets Ry, paa samme Tid
som hans nøje Fortrolighed med Sangens Kunst kom Theatret til fortrinlig Nytte. Som Komponist
udmærkede han sig især i det musikalske Lystspil, hvis Personer han havde et godt Greb paa at
karakterisere, og hvor han ret fandt Lejlighed til at udfolde den ædle Følsomhed og det smagfulde
71/142