Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Skuespil«; men, hedder det ægte klassisk, »Historiens største Zirath er
Simplicitet«. Historiens Hovedformaal er ikke at fornøje, men at undervise »og
at være et Speil, hvorudi man af forbigangne Ting kan see og dømme om
tilkommende«. (Betænkning over Historier.)
l to Hovedpunkter viser Holberg i sin Egenskab af Historieskriver sig da som en
udpræget Repræsentant for Klassicismen.
For det første i sit Forhold til Materialet, han benytter.
Den strenge, fagvidenskabelige Kritik af Kilderne er ikke hans Sag. Tydelige
Modsigelser eller aabenbar Ensidighed hos de Forfattere, der ligger til Grund
for hans Fremstilling, fremkalder ganske vist hans Kritik, og han overgaar
andre klassiske Historikere, som Voltaire, overordenligt ved sin
Samvittighedsfuldhed; men han har ikke med pinlig Skarphed stillet sig det
Spørgsmaal: Hvad er Sandhed i det fra Fortiden Overleverede, og hvor finder
jeg den, hvis den fattes? Hans Lyst var ikke den underjordiske Enkeltkritik af
det givne, men den lyse Fremstilling af et interessant og tankevækkende
Indhold. Han var af Naturel ikke en Lærd, men en Skribent, af Aandsretning
ikke en Særkyndig, men en Overblikkets Mand; derfor ser vi, at hvor han og
Gram 87 naaer til de samme Hovedresultater, der naaer de dem »hver ad sin
Vej, Gram ad Kundskabens og Kritikens, Holberg ad Betragtningens og
Dommens«, og derfor ser vi Holberg, efter at Gram har sat Tidsskel ved at
indføre den egenlige historiske Kritik i Danmark, ikke blot, som alt berørt, lade
Grams Forskninger ubenyttede ved den nye Udgave af sin Danmarkshistorie,
men overhovedet vende sig bort fra det Felt, hvor der nu var brudt nye Baner,
han ikke kunde slaa ind paa, opgive sine historiske Forelæsninger og forlade
Danmarks Historie for andre Omraader, hvor Fordringerne var mindre trange,
og han kunde bevæge sig med større Frihed. (C. Paludan-Müller: Dansk
Historiografi i det 18de Aarhundrede.)
For det andet er Holberg afgjort Klassiker i sin historiske Fremstillingsmaade.
Det gælder, mener han, især om »at udføre det, som man skriver, udi en
simpel og tilligemed ziirlig og fyndig Stiil«. Hans afgørende Evne er, som de
samtidige Historikeres i Udlandet, den at fortælle og forklare. Han fortæller
klart og flydende (dog ikke uden Gentagelser) med det Formaal at give
Læseren en forstandig Underholdning; han forklarer omhyggeligt,
lidenskabsløst, med en sund, om end noget for let tilfredsstillet Trang til at
gøre sig Rede og give Grunde.
Hvad der fattes er paa den ene Side Sanselighed, paa den anden Side Sjæl:
Hvad han meddeler, er klart, men aldrig anskueligt, giver intet Billede. Man ser
ikke det for sig, som siges at ske; Fortælleren er ingen Maler. Og paa den
anden Side: Da han jo kun fordi Begivenhederne er ham Hovedsagen saa
overvejende bliver Fortæller og Forklarer af det Almentanvendelige, saa
optræder Personlighederne i hans Historie kun for Begivenhedernes Skyld, og
er der end Liv og Handling nok, saa er der i Grunden ingen Sjæle. Stilens
Beskaffenhed medfører, at den aldrig har et af de Ord, der pludselig, blinkvis,
87 Se biografisk artikel s. 199.
83