Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Clemens, Johan Frederik, 1749—1831, Kobberstikker
Af F.J. Meier
Johan Frederik Clemens blev født 29. Nov. 1749 i Golnau nær ved Stettin [siden afslutningen af 2' Verdenskrig:
Szczecin (i Polen)] og var Søn af en fattig sachsisk Væver, Johan David C. (f. 1710, død i Kjøbenhavn 1782).
Faderen flyttede til Danmark, hvorhen han var indkaldt som Klædevæver, medens C. endnu var et lille Barn, og
medtog sin Søn. I sit 15. Aar kom C. i Lære hos en drikfældig Malermester, hvor han sysselsattes med simpelt
Dekorationsarbejde, med at male kgl. Navnechiffre i Flag o.l.. Da han var bleven Malersvend, kom han til
Mandelberg, der til sine mange Dekorationsarbejder benyttede ikke faa dygtige Malersvende, og her lærte C.
Abildgaard, Bradt, Lymann og andre senere bekjendte Kunstnere at kjende. Samtidig hermed havde han flittig
søgt Akademiets Undervisning. Allerede i 1760, da han endnu var saa lille af Væxt, at han maatte staa paa en
Skammel for at naa op til Tegnebordet, havde han meldt sig til Undervisning paa Akademiet, men var bleven
afvist som alt for ung og lille af Tegnemesteren Hans Clio. Men den gamle Billedhugger Simon Stanley fattede
Interesse for den bortviste Purk og fik ham optaget i Tegneskolen. Allerede i 1765 vandt C. begge Akademiets
Sølvmedailler. Saly, som den Gang var Akademiets Direktør, raadede ham til at blive Billedhugger, men da han
følte sig hendragen til Kobberstikkeriet, anbefalede Saly ham til J.M. Preisler, der dog i Førstningen omtrent lod
ham skjøtte sig selv. Den stakkels forladte Knøs, der ligesom sine gamle Forældre havde Nød med at bjærge det
daglige Brød, tabte dog ikke Modet, men arbejdede trøstig videre paa egen Haand, og da han endelig havde gjort
et Blad efter et Stik af Daullé, fik Preisler Øjnene op for det Geni, der laa skjult i Ynglingen, og blev fra nu af hans
hengivne Ven og Beskytter.
Snart efter vandt C. en anden indflydelsesrig Beskytter: Theatermaler Cramer, hvis Bekjendtskab han havde gjort,
anbefalede ham til Wiedewelt, hvis kyndige Øje snart opdagede den unge Mands store Talent, og som til sin Død
vedblev at være hans velvillige og faderlige Ven og Velynder. For Wiedewelt stak han Tegningerne til
Pragtudgaven af »Peder Paars« (1772) og tjente saaledes i nogen Tid det daglige Brød for sig og sine gamle
Forældre, hvem han stadig maatte understøtte. De nævnte Illustrationer hæve sig dog hverken for Tegningernes
eller Stikkenes Vedkommende over det almindelige, naa næppe endda det.
I 1773 blev der, navnlig ved Wiedewelts og Augustins Bestræbelser, gjort Udveje for et Rejsestipendium til C.,
som saa, efter at have fuldendt sit bekjendte Stik efter Als' Portræt af Mandelberg, 1774 forlod Kjøbenhavn. Han
begav sig strax til Paris, hvor han tegnede flittig, ogsaa efter den levende Model, og nød godt af den navnkundige
Willes og de Launays Vejledning. I Paris forlovede han sig med Marie Jeanne Crevoisier (f. 16. Nov. 1755), Datter
af en afdød Urmager. Hendes Moder havde indgaaet et nyt Ægteskab, hvorfor Datteren havde taget Bolig hos en
Tante. I Paris stak C. en Del, særlig Portrætter, og nød snart saadan Anseelse som Kunstner, at Akademiet der
tilbød at optage ham til dets Medlem paa et nyt og godt Stik. Et saadant er imidlertid ikke gjort paa en Maaned
eller to, og da C.'s 3aarige Stipendium udløb just paa samme Tid, søgte han om Tilladelse til at blive i Paris
endnu i nogen Tid. Akademiet kunde imidlertid ikke bevilge dette, da »visse høje Personer« absolut vilde have C.
hjem for at stikke Pladerne til Wandalls Værk over Mindestenene paa Arveprins Frederiks Gods Jægerspris; C,
blev endog, som han selv beretter, kaldt hjem ved en Kabinetsordre og maatte saaledes gjøre Afkald paa de
parisiske Lavrbær. Dog lykkedes det hans Venner at udvirke Tilladelse for ham til paa Hjemrejsen at opholde sig
nogen Tid i Schweits [Schweiz] for at stikke Bonnets Portræt efter Juel.
C. forlod saa Paris (1777) sammen med Juel og gik til Genf [Genève]. Her udførte han saa sit navnkundige Stik af
Bonnet, uden Tvivl det ypperste, en dansk Kobberstikker endnu havde ydet. Sent paa Efteraaret 1778 forlod C.
saa endelig Genf og kom tilbage til Kjøbenhavn, hvor han fandt sin gamle Fader endnu i Live, men syg og
affældig. Den gamle havde den Gang Plads som Spindemester ved Almindeligt Hospital og døde et Par Aar efter.
Et Aars Tid før Faderens Død havde C. i Paris ægtet sin trolovede (1781); ved Wiedewelts Bestræbelser var det
lykkedes ham at blive udnævnt til kgl. Hofkobberstikker med 400 Rdl. aarlig Løn, og han mente nu at kunne
forsørge en Familie. Han havde været sin Bruds Vejleder i Kobberstikkerkunsten — og hun har stukket adskillige
endnu seværdige Blade — som hun hans i Fransken.
Skjønt C. allerede 1778 var bleven agreeret ved Akademiet i Kjøbenhavn, blev han dog først Medlem 1786 paa
sine bekjendte fortræffelige Stik »Kronprins Frederik« og »Louise Augusta«. Aaret efter fremsendte han til
Akademiet sin fortrinlige »Sokrates« efter Abildgaard og sin »Ossian« efter samme Mester; Stikkene til »Niels
Klim« skrive sig ligeledes fra denne Tid. Om C. eller Terkel Kleve skulde stikke Ewald — efter C.'s egen Tegning
—, gik ikke af uden Kamp; til sidst satte dog Wiedewelt igjennem, at C. fik Arbejdet, og det skjønt Kleve kraftig
protegeredes af Enkedronning Juliane Marie. Ved sit kunstneriske Talent vandt C. hurtig Anseelse her hjemme
som i fremmede Lande, og hans venlige og beskedne Væsen gjorde ham afholdt af alle. Selv den iltre og
stundum alt andet end elskværdige Abildgaard viste ham dog i det hele taget Velvilje og Interesse. Med Preisler,
Mandelberg, Wiedewelt og Juel levede C. i nøje og hjærteligt Venskab.
I 1787 fik C. en Indbydelse til Berlin for at stikke en af Frederik II's Revuer efter Englænderen Cunninghams
Tegning, og i 1788 rejste han med kgl. Tilladelse til den nævnte By, hvor han opholdt sig i 4 Aar, ikke altid under
95/484