Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Dog Hovedsagen er ikke dette parodierende Forhold til en fremmed Kultur,
men Satiren over det hjemlige Civilisationstrin. Det ramte i vide Krese, naar
det om Anholt hedder:
Vor Troe er reen og puur, som den var paa de Tider,
Kong Dan ved Roret sad; vor gode Fogd ey lider,
At noget Svermerie paa Øen Fremgang faaer.
.......................
Hans Forsæt ikkun er, den gamle, rene Troe
At holde udi Hævd, at man i Fred og Roe
Kan leve paa vor Øe. Han af Antiquiteter
En Elsker er; han kand ey lide ny Propheter.
Og til Stilstanden paa Anholt svarer Brutaliteten sammesteds. Kun er det at
mærke, at det var ikke blot paa Anholts Kyster, der var Strandret; nej, langs
hele Vesterhavets Kyst, hvor Beboerne i gamle Dage havde myrdet de
Strandende, ja om Nætterne lokket dem i Land med Blus for at dræbe dem og
nyde Vraget uhindret, der plyndrede man dem nu. Derfor har det en ikke ringe
Rækkevidde, naar det hos Holberg med overgiven Haan slaas fast, at i det
Punkt er alle Anholtboerne ens, som naar det om de tre Mænd, der med Vold
havde røvet Alt fra en Skibbrudden og givet ham dybe Knivstik i Ansigtet og
over hele Kroppen, hedder, at de Aaret forud dømtes til
At være Tremarks-Mænd, dog skulde Dommen være
Dem ey til Præjuditz paa gode Navn og Ære,
Men hver at agtes for saa god og ærlig Mand
Som andre Bønder, der besidde dette Land.
Men Holberg føler det godt og siger det rent ud, at det er Øvrighedens Skyld,
naar Menigmand er sunket saa dybt. Af den burleske Skemt dukker pludselig
Alvoren op, hvor Paars paa maadelige Vers, men med ikke ringe Eftertryk
siger:
Hvor andres Skade og Ulykke eftertragtes,
Der troer jeg, Lov og Ret kun meget ringe agtes,
Hvor Foged, Præst og Degn kuns eget Gavn anseer,
Der hos gemene Mand kand ikke ventes meer.
Dog det Alvorlige glider straks paany over i det Burleske. I dette sit første
komiske Værk har Holberg en Dristighed, som han, klog af Erfaring, aldrig
senere fandt igen, den at angribe Gejstligheden. Præsten paa Anholt er en
Mand, som kan mere end sit Fadervor. Han forstaar at klemme Offer og
Begravelsespenge af sine Bønder og er ikke altfor samvittighedsfuld i de
Midler, han anvender; han bruger deres Spøgelsefrygt, som han ikke deler, til
at vække en indbringende Gudsfrygt hos dem. Naar Helhesten besøger dem,
55