Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Dronnings Søster, Enke-Markgrevinden, har Ret, i ethvert Tilfælde var han af
Overbevisning en alvorlig, højkirkelig Kristen i Tidens Stil. Hans Stilling som
Kronprins havde maattet gøre ham særlig stræng over for Alt, hvad der
virkeligt eller efter Tidsalderens Forestilling indeholdt et Brud paa den kristelige
Sædelære; thi han havde lidt bitter Ydmygelse som Søn og Fyrste, naar han
saa' sin Moder krænket og tilsidesat for Medhustruen, der trods Vielserne først
til venstre, saa til højre Haand aldrig blev andet for ham end, som han skriver,
»Min Faders Maitresse«. Han havde med en Skæbne, der minder om Hamlets,
maattet se sin Faders nye Bryllup efter Moderens Død fejres med en saadan
Hast, at Retterne fra Begravelsesfestlighederne havde kunnet anrettes kolde
paa Brudebordet; thi Dronning Louise begravedes den 2. April 1721 i Roskilde
og allerede den 4. højtideligholdtes Brylluppet med Anna Sophie i Kjøbenhavn,
saa Hoffolkene og Ministrene, der først kom tilbage til Byen samme Dag, endog
efter Befaling havde havt deres stadselige Bryllupsklæder paa under
Sørgekapperne.
Som Kongen var anlagt og med de Erfaringer, han havde gjort, maatte hans
Indflydelse paa Landets aandelige Liv blive et Hofpræsteherredømmes. Saa
samvittighedsfuld var han med Hensyn til, hvad der kunde være Synd, at vi
ser ham i 1735 skrive til den berømte tyske Pietist Grev Zinzendorf for at
spørge sig for, om han kan og tør gøre Selskaber ved Hoffet: »Det er vist, at vi
lever som Eneboere. Folk beklager sig over, at de ikke faar Kongen og
Dronningen at se, og jeg véd intet andet Middel til at se Folk hyppigere end
ved store Selskaber; jeg ser heller ikke, at der er noget ondt deri; det kan ikke
vel være anderledes ved Hofferne, og det er saaledes ved alle andre Hoffer;
kun ikke her«.
Men var Kongen nu end tvivlraadig, om det var en kristen Monark tilladt at
tilsige til Selskab, saa nærede han langt mindre Tvivl angaaende Komediers
Utilladelighed. I August 1731 havde den utrættelige Montaigu 120 i Forening med
Skuespillerne Pilloi og Landé indgivet en Ansøgning om i Kjøbenhavn at turde
opføre »en complet dansk Comoedie foruden de smukkeste og divertissanteste
af de franske og italienske Theatris«. Da han ingen Understøttelse opnaaede,
henvendte Skuespillerne sig i et rørende Bønskrift til Holbergs Velynder,
Gehejmekonferensraad, Grev Christian Rantzau 121 (Rostgaard 122 var jo
forlængst styrtet og Anna Sophies Slægtninge ligesaa). Kongen indhentede
Betænkning hos sin Sjælesørger, Hofpræsten Bluhme.
Bluhme svarede med en Afhandling, der godtgør, at Hovedhensigten med al
»Scherz und Narrentheidigung in denen Comoedien« ikke er at bibringe
Mennesker god Moral og Dydslære, men at sætte dem i Latterlune, og det
tilstræber de danske Skuespil mest ved saa grove og usømmelige Udtryk, at
hvem der kun har Gnist af Ærbarhed i Hjærtet, maa væmmes derved. Naar
Komedierne ikke drejer sig om hedenske Fabler, men om bibelske Historier,
nedværdiger de alligevel blot deres Genstand. Skuespillerne er løst Pak; man
bør give de Fattige de Penge, som ødsles paa dem. Men endnu værre end de
120 Se biografisk artikel s. 279.
121 Se biografisk artikel s. 295.
122 Se biografisk artikel s. 237.
126