Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Schimmelmann, Heinrich Carl Greve, 1724—82, Handelsmand og Statsmand
Af E. Holm
Heinrich Carl Greve Schimmelmann var født 13. Juli 1724 i Demmin i Pommern, hvor hans Fader var Kjøbmand.
Efter al Sandsynlighed fik han ikke anden Undervisning end den, en Dreng den Gang kunde faa i en lille tysk By,
men han havde i sin energiske og virkelystne Personlighed en Kraft, der efterhaanden bragte ham vidt i Verden.
Han søgte snart at bane sig en selvstændig Vej som Handelsmand, og han var af dem, der ikke vare bange for at
vove noget og ej heller bleve skræmmede, naar det gik galt, men hurtig kom paa Benene igjen. Adskilligt er uklart
over den Maade, hvorpaa han arbejdede sig frem. Det synes dog nogenlunde sikkert, at han, efter at have lært
Handelen i Stettin, fandt Lejlighed til at blive Leverandør til den preussiske Hær under den 2. schlesiske Krig og
tjente godt derved; men han mistede, hvad han havde tjent, ved at blive fanget af sachsiske Ulaner. Snart efter
slog han sig dog op i Dresden, hvor han tjente ganske godt ved at faa en Materialhandel i Gang. Her ægtede han
4. Marts 1747, altsaa knap 23 Aar gammel, den næppe 17-aarige Caroline Tugendreich Friedeborn, og det gav
ham et godt Skub frem, at han (1755) forpagtede Generalaccisen i Kursachsen; men endnu fordelagtigere var det
for ham, at han kunde overtage Leverancer til den preussiske Hær i Aaret 1756, ligesom det ogsaa var et godt
Kup, at han under Frederik den stores Okkupation af Sachsen i dette Aar kjøbte Porcellænsfabrikken i Meissen af
ham for siden at sælge den igjen med betydelig Fordel.
Men Forholdene i Mellemtyskland, hvor Syvaarskrigen rasede, vare ham for brogede, og han, der allerede nu
havde tjent en stor Formue, nyttede 1759 til Hamborg, i Nærheden af hvilken By han kjøbte Godset Ahrensburg
paa holstensk Grund. Her i Hamborg begyndte saa en Forbindelse imellem ham og den dansk-norske Regering,
hvis vigtigste Mand, den ældre Bernstorff, snart blev klar paa, hvilken Gavn S.s iøjnefaldende
Kjøbmandsbegavelse kunde yde under Statens daværende vanskelige finansielle Forhold. S. paa sin Side stillede
sig gjærne i et nært Forhold til Regeringen i Kjøbenhavn for at nytte den Brug, han saa at den havde for ham, til at
vinde ydre Glans og Anseelse og for tillige at drive fordelagtig Handel, skjærmet af dens Nevtralitetspolitik. De
Forhandlinger, der aabnedes, førte hurtig til, at S. (1761) blev adjungeret den daværende danske Statsafsending i
Hamborg, v. Johnn, med Ret til at blive hans Efterfølger, og snart efter blev han ogsaa udnævnt til
Generalkommerceintendant. At han vilde knytte sig nøje til Danmark-Norge, viste han ved at kjøbe det
Berckentinske Palais i Bredgade (det nuværende Koncertpalais) og Baroniet Lindenborg i Jylland. Regeringen
gjorde ham til Baron og Ridder af Danebrog (1762).
Det var, synes det, en glimrende ydre Stilling, denne Mand med den ret æventyrlige Fortid saaledes vandt sig.
Men han gjorde unægtelig ogsaa Fyldest derfor ved de Tjenester, han i Løbet af faa Aar formaaede at yde.
Statens finansielle Stilling var netop paa denne Tid stærkt rystet, især paa Grund af de store Udgifter, det havde
voldt i flere Aar at holde en Styrke paa 20—25.000 Mand paa Benene i Holsten, og de endnu større, som man
maatte paatage sig for at kunne møde den Krigsfare, der i Foraaret 1762 truede fra Ruslands Side efter Peter III's
Tronbestigelse. Oven i Kjøbet var det et Tidspunkt, da, som Bernstorff ytrede, det var, som om Pengene vare
forsvundne fra Jordens Overflade, i den Grad døjede man med at faa rejst, om det saa var ubetydelige Statslaan.
Man havde stræbt at slaa sig igjennem ved at hæve store Summer hos Kjøbenhavns Bank, der ikke mente at
kunne vægre sig ved at yde disse Laan, men kun kunde skaffe dem til Veje ved at fabrikere Papirpenge i
Millionvis, og derved var dens Stilling bleven rystet paa det alvorligste. Finansielle Kapaciteter, der havde
Dygtighed og personlig Kredit til at raade Bod paa de truende Ulykker, havde man ingen af. Men det var en
saadan, man nu fandt i S. Det lykkedes ham virkelig ved sit store Talent og det Ry, han havde for at være en
hovedrig Mand, at faa sluttet flere udenlandske Laan dels til Banken og dels til Staten, og det paa Vilkaar, der
maatte siges at være paafaldende gunstige. Efter at han ved disse Laan til Banken havde skaffet den Pusterum til
at komme over den værste øjeblikkelige Fare, satte han ved nye Statslaan Regeringen i Stand til at betale den en
stor Del af, hvad den skyldte den, saaledes at den Fare drev over, der truede den og Pengemarkedet her hjemme
(Aarene 1762—65). Ogsaa af sin egen Formue ydede S. lejlighedsvis Forstrækninger.
Haand i Haand hermed havde han, hvad der var ganske nødvendigt, gjort Forsøg paa at skaffe nye
Statsindtægter af Betydning; men medens der havde maattet udfoldes en overordnet Dygtighed for at faa
Laanene bragte i Stand, vare Vejene til at skaffe nye Indtægter kun de gamle, velkjendte, at sælge Krongodser og
paalægge nye Skatter. Hvad han i sidste Henseende greb til, var den saakaldte Extraskat af 23. Sept. 1762. Det
var en Personskat (Kopskat), en Skat, der var yderst brutal og ubillig i sit Princip, i det den ramte den fattige
Arbejder lige saa godt som den rige og den, der havde Børn, haardere end den, der ingen havde. Ganske vist var
den nem at opkræve, og det vilde have voldt store Bryderier at gjennemføre en Indkomstskat eller Formueskat
efter billige Grundsætninger; men den Haardhed imod de lidet formuende, der gaar igjennem den, er næsten
uhyggelig. Derfor vakte den ogsaa stor Forbitrelse, paa sine Steder ligefrem Uroligheder, og den tyngede i den
følgende Tid haardt paa adskillige Statsmænds Samvittighed.
Iblandt disse var S. dog ikke. Denne Skat var betegnende for en Side af hans Karakter. Man har ved ham, som
det træffende er sagt, altid at gjøre med Forretningsmanden. Lige saa talentfuld og energisk han var, lige saa
praktisk han saa paa Tingene, lige saa hensynsløs var han i sin Færd. I personlige Forhold fattedes det ham i høj
358/484