Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Schøning, Gerhard, 1722—80, Historiker
Af L. Daae
Gerhard Schøning var født 2. Maj 1722 paa Gaarden Skotaas i Buksnæs Præstegjæld (Lofoten) og Søn af
Handelsmand og Tiendeforpagter Andreas S. og Martha f. Ursin, en Præstedatter. Efter foregaaende
Undervisning af et Par Præster kom han 1739 i Throndhjems [Trondheim] Skole, hvis Rektor den Gang var den
udmærkede Skolemand Benjamin Dass [...]. Han var saa heldig at blive denne Mands Yndling og gjorde under
ham store Fremskridt. I 1742 kom han til Universitetet, tog 1744 theologisk Examen og 1748 Magistergraden,
men havde dog allerede som Student trods trange Kaar ved Siden af klassisk Filologi, hvori han drev det meget
vidt, med Forkjærlighed dyrket Historien. Det var H. Gram [se om Hans Gram i: Georg Brandes: »Ludvig
Holberg« [digital udgave]], der gav ham de videnskabelige Impulser, og han havde af denne faaet Løfte om at
blive Amanuensis ved det store kongl. Bibliothek, hvoraf der dog ikke blev noget, da Gram døde 1748. I 1750
betraadte han Forfatterbanen, og i 1751 udkom hans for den Tid mærkelige Arbejde »Forsøg til de nordiske
Landes, særdeles Norges, gamle Geografi«, udgivet af Danske Selskab, i hvilket S. netop da optoges. S. A. blev
han Rektor i Throndhjem [Trondheim], i det Dass, med hvem han til dennes Død stod i den intimeste Forbindelse,
oplod ham dette Embede imod en aarlig Afgift.
Som bekjendt rejste S. op til Throndhjem [Trondheim] ledsaget af Suhm [se om Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig
Holberg« [digital udgave]], der forblev netop lige saa længe der oppe som han, og disse 2 lærde kom til at leve
sammen i disse sine kraftigste Aar under daglig Omgang og gjensidig Paavirkning. De delte saa at sige Rigernes
Historie mellem sig og udgave fra Throndhjem i Forening sine »Forbedringer til den gamle danske og norske
Historie« (1757). Da Gunnerus 1758 var bleven Biskop i Throndhjem, indbød han de 2 Historikere til med ham at
grundlægge et norsk Videnskabsselskab, og i dettes Skrifter meddelte nu S. forskjellige Afhandlinger og udgav
derhos 1762 sit klassiske Skrift om Throndhjems Domkirke, der vidner om et for den Tid enestaaende Kjendskab
til Middelalderens Diplomer. Hvad der dog gjorde mest Opsigt og skaffede ham størst Anseelse, skjønt det nu for
længst er glemt, var det lærde Arbejde »Om de gamle Grækeres og Romeres Kundskab om de nordiske Lande«,
der fremkom i det danske Videnskabsselskab, i hvilket han var indvalgt 1758.
Som Rektor virkede S. med Dygtighed og Nidkjærhed, men han trivedes dog ikke ved Skolegjerningen, der i
Begyndelsen ogsaa blev ham ubehagelig paa Grund af Biskop Nannestads herskesyge Indblanding i hans
Embede. Da nu Suhm [se om Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] besluttede at forlade
Throndhjem [Trondheim], modtog S. gjærne, skjønt han tabte derved i Indkomster, en Kaldelse til Professor i
Veltalenheden (Latin) og Historie i Sorø og tiltraadte dette nye Embede 1765. Han havde nu mere Tid til sin
Raadighed, end Rektoratet havde levnet ham, og brugte flittig sin Pen. Han fortsatte den nys nævnte Afhandling i
Videnskabernes Selskabs Skrifter med flere lignende, der vakte Opsigt i Tyskland og bragte ham i en Polemik
med A. L. Schløsser. I 1769 kom hans Værk »Om de norskes og en Del andre nordiske Folks Oprindelse«, der
var at betragte som en Indledning til det Hovedværk, der havde staaet som hans Livs Maal lige fra Ungdommen,
nemlig en stor Norgeshistorie, der skulde omfatte hans Fødelands Fortid lige fra Hedenold til den nyere Tid. Dette
Skrift er mærkeligt derved, at den Theori om Nordmændenes Indvandring som et allerede for sig existerende Folk
ad en nordlig Vej, der i det 19. Aarhundrede fremsattes af Keyser (1839) og forfægtedes af Munch (men senere
fuldstændig er opgiven), allerede her findes fuldt udviklet, skjønt Keyser og Munch ganske ignorerede det, om de
for øvrigt have været opmærksomme derpaa. 2 Aar efter begyndte han ogsaa Udgivelsen af dette sit Hovedværk,
hvis 1. Bind udkom 1771.
I Værkets Interesse fandt han imidlertid en Rejse i Norge, af hvilket han hidtil kun kjendte faa Egne uden for
Nordland og Throndhjems [Trondheim] By gjennem Selvsyn, at være højst ønskelig, og hans Velyndere, især
vistnok Suhm [se om Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] og Luxdorph [se om Luxdorph i:
Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], formaaede ogsaa at sætte igjennem, at der gaves ham en
Rejseunderstøttelse, og han tilbragte nu fra 1773 en længere Tid i Norge, især i sit gamle Hjem Throndhjems
Stift; derpaa berejste han Gudbrandsdalen, Hedemarken og Egnen ned til Christiania [Kristiania]. Han
udarbejdede naturligvis en nøjagtig Beskrivelse over denne Rejse, den første, der overhovedet har fundet Sted i
Norge i historisk og antikvarisk Øjemed, men kun 2 Hæfter bleve trykte (1778—82), den større Del henligger i
Haandskrift.
Aarsagen til, at kun en mindre Del af Norge blev besøgt, var den, at han i Christiania modtog den Efterretning, at
Kongen 23. Avg. 1775 havde udnævnt ham til Gehejmearkivar efter den 8 Dage i Forvejen afdøde Langebek [se
om Langebek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]]. Han fik Befaling til strax at tiltræde Embedet
og kom altsaa til at forlade Norge. Helst havde han vistnok helt helliget sig til sit Hovedværk, men nu paalagdes
det ham at udgive »Heimskringla«, der hidtil kun forelaa trykt i Svenskeren Peringskølds Udgave. S., der længe
havde studeret den islandsk-norske Oldlitteratur og i sin Tid tænkt at udgive »Kongespejlet«, tog fat paa dette
Arbejde og fik de 2 første og en Del af det 3. Bind af den store Folioudgave (1777 ff.) i Stand paa en for den Tid
antagelig, men for en senere naturligvis mindre tilfredsstillende Maade. Med Fortsættelsen af sin Norgeshistorie
naaede han des værre ikke længere frem end til 995, hvor 3. Del, der først udkom efter hans Død, standser. S.s
366/484