Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Boye, Adolph Engelbert, 1784—1851, Forfatter
Af Nic. Bøgh
Adolph Engelbert Boye er ældste Søn af den frugtbare, i sin Tid velbekjendte Forfatter, Professor
Johannes B. [...] og Marie f. Reersløv, en Datter af kongelig Berider R. Slægten Boyes tidligere
Forfædre vare turøske Sømænd. Adolph B. er født i Nakskov 11. Febr. 1784. Hans Fader gav ham
og hans Broder, der døde som Adjunkt i Odense, en fri Opdragelse og opmuntrede deres Lyst til
Søen ved at lade bygge til dem en større Halvdæksbaad, hvormed de togtede ud i de laalandske
[lollandske] Farvande og endog foretoge sig en Rejse til Kjøbenhavn. Med en nakskovitisk Skipper
gjorde Adolph i sine senere Drengeaar en Sommerrejse til Bergen. -— Drengen læste meget i
Faderens rige Bibliothek, og dennes store Begejstring for Shakspeare [Shakespeare], der havde lagt
sig for Dagen, da han, kun 21 Aar gammel, optraadte som hans første danske Oversætter,
paavirkede Sønnen, som allerede i ung Alder var nøje kjendt med denne Digters Værker. Skjønt
Drengen var flittig og pligtopfyldende, blev han dog paa Grund af sin mangesidige Beskæftigelse
først 1805 Student fra sin Fødebys Skole. Næste Aar tog han Philologicum og i 1807 Philosophicum,
hvorefter han studerede Lovkyndighed. I 1810 blev han Kopist og i 1813 Fuldmægtig i
Finanskollegiet, 1816 ved Finansdeputationen, og i 1838 entledigedes han med Ventepenge fra
denne Fuldmægtigpost. Han havde i en Del Aar beklædt Stillingen som Arkivar ved Finanserne og
Revisor ved Fonden ad usus publicos, og nu indskrænkedes hans Embedsgjerning hertil. Ikke af
Navn, men af Gavn var han tillige Privatsekretær hos Gehejmestatsminister Møsting omtrent lige til
dennes Død i 1843. 23. Jan. 1812 ægtede han Anne Marie Holm, Datter af Skibskapitajn Jørgen H.
og Sara Aslaksdatter og født paa Christianshavn 25. Maj 1783, død 26. Dec. 1849. B. døde i
Kjøbenhavn 16. Nov. 1851.
Han var et skarpsindigt Hoved, og under et stille og roligt Ydre skjulte han en varm poetisk Følelse,
dog med en afgjort Forkjærlighed for den komiske Poesi. Han var sund, ærlig, beskeden, i høj Grad
uegennyttig og lige paalidelig som Forfatter og Menneske. I 1817 skildrer Provst Fr. Schmidt ham
som »skallet, af et sygeligt Udseende«, og J.M. Thiele siger om ham i 1821, at »han var en lille, bleg
Mand, der trods sin Alder havde et drengeagtigt Udseende, blandet med lidt af en gammel Kones; af
hans milde, men dog satiriske Øjne udsendtes der jævnlig skjæmtende Pile, som dog aldrig gjorde
noget ondt, men morede, fordi de, med en vis Tørhed, rammede saa godt. Hans Tale var blandet
med holbergske Replikker. — Da han var i en Alder af over 40 Aar, blev hans gamle Attraa for Søen
saa levende, at han, uagtet sine smaa Kaar, anskaffede sig et Lystfartøj, forsynet med en rummelig
Kahyt og alle Bekvemmeligheder; om Bord paa dette holdt han hver Sommer en Sømand og en
Dreng, begge fra Fejø, og saa sejlede han mange Aar igjennem viden om i vore Farvande. Det var
denne hans Tilbøjelighed til Søen, der paa Bakkehuset skaffede ham Tilnavnet »den navtiske«. Han
var en trofast, opofrende Ven af Rahbeks [se om Rahbek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital
udgave]], var hyppig Gjæst paa Bakkehuset, og Rahbeks »Stine« bragte daglig paa Vejen til
Kjøbenhavn Breve fra Kamma og fra Rahbek ind til B. paa Vesterbro; denne Korrespondance fik et
saadant Omfang, at der foruden o. 100 Breve fra Fru Rahbek endnu existerer o. 1.500 Billetter fra
Rahbek, handlende væsentlig om Theatersager og litterært Nyt. B. var i Rahbeks sidste Levetid hans
selvfornægtende og dog selvstændige litterære Medarbejder. Ikke faa af Bakkehuskredsen vare
ogsaa hans Venner, Saaledes f.Ex. Molbech, Carl Heger og senere Dr. phil. Pingel, men da navnlig
Oehlenschläger, med hvis Fortrolighed og uforandrede Venskab han æredes og saaledes var blandt
de faste Fredagsgjæster til Middag i hans Hus.
B.s to i det foregaaende berørte Hovedtilbøjeligheder: hans Begejstring for Sømandslivet og hans
Kjærlighed til Holberg, hvilke han uforandret bevarede fra sin Ungdom til sit Livs Ende, og som begge
vidnede baade om den Trofasthed, der var et levende Karaktertræk hos ham, og om hans ægte
danske Sind, satte deres Mærker i hans litterære Produktion. Den første gav sig Udslag blandt andet
deri, at han oversatte den russiske Verdensomsejler Krusensterns Rejse omkring Jorden (kun 1. Del
udkom i de for Boghandelen saa trange Tider omkring 1818) og forudskikkede som Indledning en
efter Georg Forster udarbejdet Afhandling om Sølivet, hvori han indflettede mange af sine egne
Iagttagelser. Det var ogsaa denne Attraa, der bragte ham til at oversætte Coopers Roman »Lodsen«
og Brudstykker af W. Scotts »Piraten«. Senere skrev han flere søhistoriske Afhandlinger, f.Ex.
Nelsons Levned til Riises »Arkiv for Historie og Geografi« og i F.C. Petersens »Tidsskrift for Litteratur
13/142