Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

III - Følelsen af det Komiske er en særegen Blandingsfølelse,
fremkaldt ved at en og samme Genstand paa én Gang fremkalder en Følelse af
Lyst og en Følelse af Ulyst, en behagelig og en ubehagelig Følelse, paa en
saadan Maade, at disse to Følelser ikke er hinanden meget ulige i Styrke, og at
den behagelige beholder Overhaand, styrket eller krydret ved det overvundne
Ubehag.
Hvor Holberg ikke blot morede sin Samtid, men morer endnu den Dag idag,
dèr staar Lyst- og Ulystfølelserne, som det Komiske hos ham vækker, i det
rette indbyrdes Forhold. Naar han med visse Stykker eller visse Enkeltheder
overhovedet ikke mere kan vække Latter eller f. Eks. ikke længere morer de
finere eller de efter Vedtægten opdragne Naturer (Damerne, de unge Piger),
saa beror det paa, at i disse Tilfælde, idetmindste overfor disse Tilskuere, det
indre Spil i Komiken, Kappestriden imellem Følelserne, er falden bort, saa
Ulystfølelsen som herskende ene er bleven tilbage.
Her et Par Eksempler paa det Blivende og det Forgængelige i hans Komik:
Jeppe paa Bjergets Drukkenskab fremkalder vel forsaavidt en Ulystfølelse hos
Tilskueren som al Drukkenskab er et udviklet Menneske imod; den er imidlertid
ikke blot uskadelig, ufarlig — Betingelsen for at den komiske Virkning
overhovet kan opstaa — men den er højst underholdende. Fuldskaben gør ikke
alene Jeppe stedse mere utilregnelig, den gør ham vittig, skelmsk,
humoristisk; den giver baade hans Naivetet og hans gode Hoveds mildhed et
Højtryk og en forøget Virkekraft. Tilskueren faar neppe Lejlighed til at finde
Drukkenbolten uskøn, før han finder ham morsom. Og alt hvad Jeppe siger,
selv det urimeligste, der som urimeligt mishager, er tillige, set fra en vis Side
eller dog fra hans Standpunkt, saa bifaldsværdigt, at det besnærer. Naar han
skildrer sig som den uvirksomme Tumleplads for sine Lemmers indbyrdes Krig,
forsikrer at Maven og Benene vil til Kroen, men Ryggen til Byen, saa synes
denne kun skrømtvis barnlige Forklaring af Kampen mellem Lyst og Frygt
afvekslende umulig og uantagelig, dumt Vrøvl og fiffig Vending, Skaberi og
Sindbilled, Deliriumssnak og god Spas, alt dette i et Blinks hurtige Skifte, indtil
Indtrykket af det Komiske opstaar og bliver som en varig, rytmisk afbrudt
Følelse af Velbehag, der giver sig Udslag i Latter. Og saaledes i større Stil
overfor hele Karakterer. Per Degn morer uafbrudt, fordi hans naive
Selvtilfredshed er saa solid, at den altid i første Øjeblik giver hans Ord en vis
Vægt. Nogle Sekunder idetmindste lykkes det ham ved den formelle
Sammenhæng imellem hans Forestillinger og Tanker at smitte os med sin
selvsikre Synsmaade og paadutte os sin Opfattelse som mulig; saa kaster vi
den ud af vor Bevidsthed med et Latterstød; den vender tilbage til ny
Beskuelse som begribelig og fornuftig ud fra Degnens Idékres, som beslægtet
med Vendinger, vi kender og er vante til fra vore Omgivelsers Tankegang, og
stødes saa atter tilbage med stødvis tilbagevendende Latteranfald. Det gaar til
som naar Bjørnen med Hovedet tilbagestøder den Træklods, der hænger i en
Snor foran Honningstedet: Træklodsen faar sit Puf, Honningen nydes, Klodsen
kommer igen, stødes atter bort - kun at Klods og Honning her skifter
anderledes lynsnart end i Fablen, og at det bliver Honningen ikke Klodsen, der
gør Udslaget tilsidst.
147