Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

»Han vil nok blive ærbar, Svoger. Vi har jo været ligedan i vor Ungdom, og
ikke vendet Verden Ryggen, førend den vendte os Ryggen. Dersom vi bleve
ligesaa friske og muntre igien, som vi var for 20 Aar siden, gik vi paa
Mascarade igien; naar vi forfølger vore Børn for de Vellyster, som vi selv udi
vor Ungdom har øvet, men nu ved Alderen ere blevne ubequemme til, lader
det, som vi giør det af puur Misundelse. Det lader for os, ligesom een, der har
Liig-Torner, og derfor fordømmer Dantzen«.
En moderne nordisk Digter, der skrev i Holbergs Alder, vilde i Regelen tænke
og tale hverken som hans Henrik eller som hans Leonard, men som hans
Jeronimus, hvor denne er værdigst. Men Holberg staar højt over dette sit
Kreatur. Man læse i Diderich Menschen-Skræk Scenen mellem Jeronimus og
Henrik.
Henrich.
Maa en Far ikke glæde sig ved, at hans Søn træder i hans Fodspor? Har ikke Hr. Jeronimus
selv fortalt, at han var ganske gal af Kierlighed til et fornemme Fruentimmer udenlands?
Jeronimus
løfter sin Stok.
Tør din Hund hebreyde mig, at ...
Henrich.
Det være langt fra. Jeg siger saadant til Hr. Jeronimusses Berømmelse; thi jeg vil ikke give 4
Skilling for et ungt Menneske, der ingen Kierlighed har.
Jeronimus.
Kierlighed og Kierlighed er to Ting . . . Jeg har selv løbet gal i min Ungdom, jeg bekiender min
Feyl; men jeg har begrædt mine Synder, og giort Poenitentze derfor.
Henrich.
Monsr. Leander vil ogsaa giøre Poenitentze, naar han bliver gammel.
Det er da regelmæssigt gennem den ældre overbærende Borger eller gennem
den livlige opvakte Tjener, at Holberg lægger sin Overbevisning om
Livsglædens Ret for Dagen. Sjældent eller aldrig derimod har han formaaet at
lade Naiveteten i dens guddommelige Simpelhed, og Renhed blotte Vedtægt og
Hykleri. Den falske Barnlighed maa hos ham (som hos La Fontaine) stadigt
erstatte den virkelige. Jacob i Erasmus Montanus kommer denne nærmest,
men selv han er dog yderst snild og bevidst. Holberg, der undertiden — som i
Jule-Stuen — indfører Børn paa Scenen, har ikke vidst at drage en
nærliggende Fordel af deres Ukunstlethed. Paa dette Punkt sporer man
Pebersvenden, der ingen stadige, daglige Iagttagelser har havt at ty til.
Børnene hos ham gentager tankeløst og pudsigt deres Skolemesters stakkels
Lærdom, men af Uskyldens Urforstand, der tidt, saa sikkert som ubevidst,
træffer Hovedet paa Sømmet, har Forstandens store digteriske Repræsentant
ikke vidst at gøre Brug.
Hvad der især er den moderne Læser paafaldende hos ham, er dog dette: Ikke
af Mennesker, der i rastløs og komisk Kappestrid styrte afsted efter Penge og
Penges Værd, efter grove og fine Nydelser, efter varigere eller tlygtigere
151