Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Rothe, Tyge Jesper, 1731—95, Forfatter
Af A. Jantzen
Tyge Jesper Rothe, yngre Halvbroder til ovfr. anførte Etatsraad Casp. Pet. R., men ældste Søn af Faderens 2.
Ægteskab, med Kirstine Margrethe f. Tygesen (død 1746), blev født i Randers 16. Jan. 1731. Allerede i sit 14. Aar
(1744) blev han Student fra Slagelse Skole og tog 3 Aar efter theologisk Attestats. Hans Yndlingsfag var dog ikke
Theologi, men Historie og Filologi. Han blev Huslærer, først for en Thura, derefter for en Juel; denne sidste fulgte
han som Hovmester til Sorø. Han attraaede inderlig at faa Lejlighed til at rejse i Udlandet. I den Hensigt skrev han
nogle franske Breve om forskjellige Materier og overrakte den ældre Bernstorff dem med Bøn om at hjælpe ham
til det ønskede Maal, for at han derefter kunde søge et Embede i Staten. Hans Henvendelse var ikke forgjæves;
der bevilgedes ham et Rejsestipendium paa 3 Aar, i det han forpligtedes til at følge en foreskrevet Rejseplan. I
Maj 1756 rejste han først til Gøttingen, hvor han studerede Kirkehistorie, Fysik og Filosofi. Derefter opholdt han
sig 1/2 Aar i Genf [Genève], senere i Frankrig. I Juni 1759 blev han udnævnt til overordentlig Professor ved
Kjøbenhavns Universitet og Lærer for den 6-aarige Arveprins Frederik. Men R.s hele Naturel — »han manglede
Taalmodighed, Blidhed i Ytringer og Omgang og var for stræng Moralist«, siger hans ældste Biograf — passede
ikke til dette Kald, og han fratraadte Stillingen 1761, i det han blev Kommitteret i Generaltoldkammeret og fik
Justitsraads Rang. S. A. ægtede han Karen Bjørn (f. 1742), eneste Barn af den afdøde rige Handelsmand, Agent
Andreas B. [...] paa Christianshavn. Med hende fik han betydelig Formue, der satte ham i Stand til at kjøbe
Godset Tybjærggaard (Præstø Amt), en af Landets ældste Herregaarde. Han tog nu Afsked fra sit Embede og
blev Landmand med Liv og Sjæl, og mange Spirer til hans senere rige Forfattervirksomhed nedlagdes i disse Aar.
1765 lod han sig beskikke til Vicelandsdommer i Sjælland og Møen, og 1769 blev han atter ansat som
Kommitteret i Generaltoldkammeret, dog uden Gage, men med Tilladelse til, saa længe han ikke oppebar Løn, at
være fraværende, saa ofte han vilde. Da kom Struensees Tid, hvor Afsættelser og forandrede Besættelser af
Statens Embeder hørte til Dagens Orden. Da Kjøbenhavns gamle Magistrat var opløst og en ny Overpræsident
beskikket, indkaldtes R. i April 1771 til at varetage Embedet som 1. Borgmester i Hovedstaden. Et samtidigt,
almindelig udbredt Rygte fortalte, at Udnævnelsen skyldtes en Fejltagelse; det var hans ældre Broder,
Landsdommer C. P. Rothe, der var ment. Sønnen kan kun gjendrive Rygtet ved at sige, at »det mangler alt Bevis
og er, saa vidt han ved, urigtigt«. Men i hvert Tilfælde har R. været meget lidet egnet til at bøje sig ind under dette
juridiske Embedes mangeartede Vanskeligheder, som ikke gjordes ringere ved Tidsforholdene. Det varede heller
ikke mere end 1 1/2 Maaned, før han atter fratraadte Stillingen og ved Justitsraad Struensees, Ministerens
Broders, Medvirkning blev 3. Deputeret i det nyoprettede Finanskollegium. R.s Departement havde hele
Landbovæsenet under sig. Men alle hans Planer og Bestræbelser for heldbringende Forandringer kunde ikke faa
Tid til at komme til Udførelse, thi 7 Maaneder efter Kollegiets Oprettelse opløstes det atter ved Struensees Fald.
R. havde ikke taget i Betænkning at lade sig ophøje af det Struenseeske Regimente og tage Del i Styrelsen under
denne Chef. Det gjorde da med Føje baade den Gang og senere et meget uheldigt Indtryk, at han strax efter
Omvæltningen offentlig brugte de stærkeste Smædeord om den faldne Storhed (»Til Folket og til Suhm, om hans
Tale til Kongen« i »Suhmiana« [...] [se om Suhm i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] samt Digtet
»Om Dagen den 17. Januar, trykt efter Befaling«). Han vandt alligevel langtfra den nye Regerings Yndest; i det
han i April 1772 udnævntes til Amtmand i Segeberg, var dette efter Tidens Opfattelse nærmest at betragte som
en Art Forvisning. I Segeberg forblev han kun 9 Maaneder. Imod sit Ønske afskedigedes han i Jan. 1773 med 700
Rdl.s Pension. Dermed afsluttedes hans Embedsbane. Han drog til sit Gods i Sjælland og ofrede Resten af sit Liv
til litterær Virksomhed. Senere fik han Etatsraads Titel. At han ikke fik Sæde i den store Landbokommission 1786,
krænkede ham dybt. Men i sit Hjem paa Tybjærggaard og i Kjøbenhavn følte han sig lykkelig ved sit Samliv med
sin ædle Hustru og sine Børn. Da han 12. Febr. 1795 mistede sin Hustru, var hans Kraft brudt. Nedbøjet paa Sjæl
og Legeme flyttede han om Sommeren ud paa Frederiksberg. Her udarbejdede han Skriftet »Karen Bjørns
Minde«, hvori han ophøjede den elskede og aandfulde Hustru og Moder (jvfr. ogsaa Grundtvigs skjønne
Mindedigt fra 1813 »Karen Bjørns Minde« i »Kvædlinger« og i »Poet. Skr.« III, 141 ff.). Den Dag, Skriftet
averteredes i Avisen, døde han selv, 19. Dec. 1795.
343/484