Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Anklage mod ham, »at Struensee idelig havde Omgang med ham, sjælden foretog sig noget uden
hans Raadførsel og fast overalt fulgte hans Planer og Forsøg«, men der er tilføjet: »navnlig i den
første Tid«. G. bemærkede selv ved sin Arrestation, at Arbejde havde han vel haft fuldt op af, men i
næsten et helt Aar ikke høstet andet »als lauter Chagrin«. Ogsaa vides det med Vished, at G.
indtrængende advarede Struensee mod at nedlægge de 2 Elitekorpser, Livgarden til Hest og
Livgarden til Fods, hvilken Foranstaltning mere end nogen anden blev den skæbnesvangre Draabe,
der bragte Bægeret til at flyde over.
Uadskillelig knyttet til G.s Livsførelse og maaske den mægtigste blandt de Faktorer, der bragte ham
til Rangstigens Top, er hans Hustru, Christine Sophie f. Ahlefeldt (f. 1745 død 1792), Datter af Oberst
Henrik A. (død 1765) og Indehaver af Enkedronningens Orden (1765) og Caroline Mathilde Ordenen
(1771), hvem G. ægtede 1762. Denne unge Kvinde virkede som fortryllende paa alle ved sin
yndefulde Skjønhed, sit sprudlende Liv og sarkastiske Lune, og ved Christian VII's Hof — hvor hun
sammen med Fruerne Bülow (f. Danneskjold-Samsøe) og Grevinde Holstein dannede dets »3
Gratier« — var hun lige saa uundværlig, naar Kongen havde sine daglige Spillepartier med Greverne
Brandt og Holstein, som naar Caroline Mathilde kjørte Sommer i By til Hørsholm eller Frederiksborg
med sine Hofdamer, ledsagede af galante Tilbedere, medens Mændene bleve hjemme. Hendes
Rygte kunde under disse Omstændigheder ikke blive pletfrit, uvist dog om med Føje, thi hendes
fornemste Lidenskab synes at have været at bringe sin Mand frem, og, saaledes som det træffende
er bleven bemærket, hun gav dem, der kunde gavne ham, Fortrinnet i sin Gunst.
Natten mellem 16. og 17. Jan. 1772 arresteredes Ægteparret i sit Hjem af Oberst Køller og Major
Berbandt af falsterske Regiment og førtes til Citadellet. Begge toge det med Ro. Generalindens gode
Humør fornægtede sig ikke, og spøgende sagde hun til Majoren, at det kun kunde være hende en
Fornøjelse at gjøre sin Mand Selskab, og at det blot ærgrede hende, »dass dieser Tort nicht zu
repariren stünde«. Da deres lille Søn hørte om Fængslingen, skal han have sagt: »For Papa er jeg
ikke bange, han har nok set sig for, men for Mama er jeg meget bange«. Drengens Anelse slog ikke
til, i det Undersøgelseskommissionen hurtig kom til det Resultat, at intet kunde lægges hende til Last,
og i Maj blev hun ved kgl. Resolution frikjendt, dog med Advarsel for »udvist uforsigtig, ubetænksom
og strafværdig Omgang«. G., hvis Brøde vel i Virkeligheden ikke var større, blev derimod i Juni
afskediget fra alle sine Embeder med Forbud mod at opholde sig i Sjælland, Fyn og Slesvig,
hvorimod der tilstedes ham og hans Hustru hver 500 Rdl. om Aaret. Den rige Generalmajor J.F.
Classen, en af Fru G.s mange Beundrere, traadte nu paa en smuk Maade hjælpende til, i det han
strax udstedte en Forskrivning til G. og Hustru paa 1.200 Dlr. aarlig, der skulde udredes af hans
Gods Korselitse og udbetales dem, saa længe de levede, og efter deres Død til Sønnen Frederik
Julius Chr. v. G. (f. i Kjøbenhavn 2. Avg. 1765) og dennes mandlige og kvindelige Descendenter. G.
og Frue boede et Aars Tid i Vejle og flyttede derpaa til Itzeho, hvor G. døde 2. Maj 1783. Enken
ægtede 1792 Grev C. A. v. d. Goltz [...]. Sønnen benyttede ikke en ham given Tilladelse til at
indtræde i den danske Hær, men gik først i fransk, derpaa i tysk Krigstjeneste og har i Bajern
forplantet Slægten.
Til: Indholdsfortegnelsen
56/142