Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

R. havde faaet sin Udnævnelse til Gehejmearkivar, blev han forlovet med Reventlows uægte,
men for øvrigt af ham anerkjendte og nobiliterede 442 Datter Conradine Revenfeldt (20. Maj
1700). Hun var endnu ikke fuldt 13 Aar gammel — et Bevis paa, at der her ikke var den
ringeste Tale om nogen gjensidig Tilbøjelighed —, og der maatte derfor gaa 3 Aar hen, inden
Brylluppet kunde staa (1. Marts 1703).
Den unge Fru R. var udmærket smuk — og derved en Modsætning til sin Mand —, men hun
var for lidet udviklet til i den første Tid at kunne andet end pynte i hans Hus, senere faar man
Indtryk baade af noget koldt og noget forfængeligt ved hende, saaledes at hun mindst af alt
var skikket til at være en stille Videnskabsmands Hustru, men derimod langt mere maa
tænkes at have ægget de forfængelige Sider af R.s Natur. Intet har aabenbart ligget hende
mere paa Sinde end saa vidt muligt at kunne hævde sin Plads ved Siden af sin højfornemme
Slægt paa fædrene Side.
Sin Stilling som Gehejmearkivar synes R. at have udfyldt med Iver og Samvittighedsfuldhed,
og det gode Navn, han derved vandt, gjorde, at han ikke blot efterhaanden tillige blev brugt i
adskillige af de Kommissioner, der i denne Del af Enevældens Tid tidt paakjendte Retssager
eller maatte give Kongen Betænkning om forskjellige vigtige Sager; men han kom ogsaa efter
1709 til at dømme som Medlem af Højesteret, og 1. Jan. 1720 blev han endog Justitiarius i
denne Ret. Ved Siden deraf var han 12. Sept. 1712 bleven Direktør i det vestindiske og
guineiske Kompagni, og 16. Marts 1714 blev han Medlem af Direktionen for Brandvæsenet og
Vandværkerne i Kjøbenhavn. Imidlertid havde han ikke lagt sine gamle Interesser paa Hylden,
for saa vidt de kunde fremmes uden at lægge for meget Beslag paa hans Tid; han vedblev at
samle. Dels var det atter Bordings paa mange Steder spredte Digte, der i saa Henseende
optoge ham, dels gav han sig til at samle til en dansk Ordbog, som han mente skulde
indeholde en fuldstændig Fortegnelse over det danske Sprogs Ordforraad paa hans egen Tid,
og han fattede tillige Tanken om at faa et dansk Adelslexikon i Stand. Det opmuntrede ham
sikkert i saa Henseende, at han selv 1702 var bleven optaget i den danske Adel, naturligvis for
at passe bedre i sin Hustrus fine Slægt. Det var ikke faa Medarbejdere, som R. brugte for at
faa disse Arbejder fremmede, og samtidig med at han stadig forøgede sin Bogsamling, som
han meget liberalt tillod andre at bruge, kunde han glæde sig ved at se sine haandskrevne
Pakker blive flere og flere; men noget selvstændigt saa man ikke fra hans Haand, og derfor
begyndte ogsaa Filologer i Udlandet, der vidste god Besked med, hvor store Samlinger han
havde gjort under sin Rejse, særlig paa det oldtyske Omraade og med Hensyn til Libanius, en
græsk Rhetor fra det 4. Aarhundrede eft. Chr., at blive utaalmodige over, at disse Skatte laa
hen, uden at den lærde Verden fik nogen Gavn af dem. Værre har Efterverdenen her hjemme
dog taget ham i Skole, fordi han, der ejede Anholt (foruden Sejrø), i den Grad blev forbitret
paa Holberg, da denne i sin »Peder Paars« havde gjort Øen til Skueplads for sin Helts
Hændelser, at han klagede til Kongen og krævede saa vel Forfatteren som Bogtrykker og
Boghandler alvorlig straffede. Saa lidt formaaede han trods sin æsthetiske Dannelse, og uagtet
han selv syslede med Digtekunsten, at hæve sig over sin udannede Samtids taabelige
Forvexling af et satirisk Skrift og en Pasquil. Heldigvis saa Konseillet og Kongen forstandigere
end han paa Sagen, og hans Klage blev afvist.
Hvis R., saaledes som det er sandsynligt, har ærgret sig over Konseillets Holdning i denne Sag,
saa fik han den Tilfredsstillelse, at de Mænd i dette Kollegium, der stode ham fjærnest, Vibe og
Sehested, snart efter, nemlig 2. Dec. 1721, bleve afskedigede derfra. Ja, han kom endog selv
til at afløse Vibe som Oversekretær i danske Kancelli (samme Dag). Vistnok blev han ikke ved
dette Embede, hvad Oversekretæren plejede at være, Chef for sit Kollegium, thi et halvt Aar i
Forvejen var Grev U. A. Holstein-Holsteinborg 443 bleven Storkansler og derved sat i Spidsen for
begge Kancellierne, og desuden var danske Kancelli i denne Tid stillet i ret stor Afhængighed af
Konseillet; men trods dette var Oversekretærembedet afgjort et af de højeste i Staten og
udmærket lønnet. Han maatte derfor siges at have gjort paafaldende Lykke, og da
Storkansleren som gift med en af Conrad Reventlows ægte Døtre var hans egen Svoger,
maatte hans Forhold opad til antages at være behageligt. Overtagelsen af det nye,
442 Dvs. 'adlede'.
443 Biografisk artikel vil blive tilføjet i en senere udgave, se »Dansk Biografisk Lexicon« på:
http://runeberg.org/dbl/.
238