Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

at affatte et Udkast. Under 31. Marts 1759 indgav han et udførligt Promemoria til Kommissionen med en
fuldstændig Plan til Arbejdets Udførelse, hvilken vandt Bifald. Med vanlig Flid fremmede han dernæst Arbejdet,
som Kommissionens Akter i Kongerigets Arkiv vise. Men den øvrige Kommission lod hans Udarbejdelser henligge
ureviderede, og derved gik Sagen i Staa. For at fralægge sig Ansvaret herfor indgav han 25. Febr. 1777 en
Erklæring til Kongen, hvoraf udførlige Uddrag ere bevarede i det nævnte Arkiv.
Da A. saa, at det ikke blev til noget med Lovgivningsarbejdet, fattede han den glædelige Beslutning at skrive en
udførlig dansk Lovhistorie.
A.s videnskabelige Virksomhed skyldes i første Række hans Forbindelse med Universitetet, ved hvilket han holdt
Festtaler og Disputatser samt fra 1748—79 som Dekan i det juridiske Fakultet affattede dettes Betænkninger.
Dertil kom hans Forhold til forskjellige lærde Selskaber. Han var saaledes «Opseer» for det i 1746 af Magister
Eilschov [se om Eilschov i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]] dannede Selskab for Udgivelse af
filosofiske, historiske og økonomiske Skrifter, som dog fristede en kort Tilværelse. Efter Forslag af Grev J. L.
Holstein optoges han 1750 i det danske og blev senere ogsaa Medlem af det norske Videnskabernes Selskab.
End videre tog han efter Grev Bernstorffs Foranledning Del i Datidens økonomiske Bestræbelser og blev 1769
Medlem af det danske Landhusholdningsselskab. Til de saaledes fremkaldte Skrifter slutte sig endelig endnu de
mest betydningsfulde, der skyldes Forfatterens frie Initiativ, fremgaaet af hans egen videnskabelige Lyst.
A. var en selvlært Mand, der i det væsentlige skyldte egen Granskning sin Dannelse. Professor Thestrup
paaankede dette i sin Censur over A.s Konkurrenceafhandling; men takket være hans videnskabelige
Selvstændighed, blev A. netop en Banebryder i den danske Retsvidenskab. Denne Udviklingsmaade medførte
ogsaa, at han ikke, som f. Ex. Henrik Stampe [se om Stampe i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital
udgave]], søgte udenlandske Lærdes Undervisning. Han rejste kun én Gang i videnskabeligt Øjemed 1772—73
for at undersøge danske Haandskrifter i Antikvitetsarkivet i Stockholm. Ellers vare hans Rejser Bade- og
Rekreationsrejser, paa hvilke Bibliotheker og Haandskrifter synes at have interesseret ham mere end lærde
Mænd. Han brevvexlede derfor ogsaa kun med saadanne fremmede, der selv søgte ham, saasom den kejserlige
Hofraad Baron Senkenberg, Hofraad Platner i Leipzig og Hr. Fellenberg i Genf [Genève].
A. var i Besiddelse af et vist Lune, der i »Brevet til ingen om intet i Lov og Ret« (1765) boltrede sig saa lystig, at
det vakte Anstød, og Forfatteren i en Alvorsmands Skikkelse maatte gjendrive sig selv. Han synes derfor ogsaa at
have yndet Holberg — hvem han valgte til sin private Præceptor — og Molière og forsøgte sig endog selv en
Gang imellem i Skjæmtevers; men i øvrigt laa Æsthetiken ham fjærnere. I Fortalen til T. Reenbergs Skrifter
behandler han saaledes det haartrukne Æmne, om en Digter kan være Jurist, indtil han med Møje har
sammenskrevet saa meget, som »ungefær kan udgjøre den sædvanlige Størrelse af en Fortale«. Hans Dannelse
var derfor mere af den lærde Art. Theologien, som han havde studeret i sin Ungdom, synes dog først at have
sysselsat ham stærkere i Slutningen af hans Liv. »En Mand ved Gravens Bred skriver dette«, hedder det i
Afhandlingen om »Den fornuftige Gudsdyrkelse« (1781), »for at have Tanker for Øje, som han kan føre med sig
ind i Evigheden.« Derimod var han vedblivende optaget af Filosofien, men var dog ikke nogen spekulativ Natur, i
det han ogsaa her altid havde et praktisk Maal for Øje. Efter vidtløftig at have kritiseret Wolffs Mening om Dyrenes
Fornuft slutter han med at lade den Ting staa ved sit Værd og indskærper Menneskene de Pligter, Fornuften
paalægger dem. Bryder han en Lanse med Bayle om det Spørgsmaal, hvor vidt Lysten til det gode eller Afsky for
det onde virker stærkest hos et Menneske, sker det af Hensyn til Besvarelsens Betydning for Sædelære, Naturret
og Statskunst. Fra dette praktiske Synspunkt er det særlig Sæde- og Retslæren, der interessere ham, og skjønt
han godtgjør Kjendskab til forskjellige Folks fremragende Tænkere i ældre og nyere Tid, er det dog fortrinsvis den
Wolff'ske Filosofi, der da herskede i Tyskland, som han har dyrket, og hvis brede demonstrative Methode har sat
mindre heldige Spor i hans ældre Disputatser. A.s Syslen med økonomiske Spørgsmaal har affødt en Afhandling
om Handelen, som ikke frembyder videre Interesse.
Hans retsvidenskabelige Belæsthed fremgaar tilstrækkelig af hans »Anvisning for en dansk Jurist« (1755), som er
et ligefrem Mønster for en juridisk Encyklopædi, hvorfor den ogsaa nød den sjældne Ære at udkomme i anden
forøgede Udgave (1777).
Naar A. i sine akademiske Skrifter paa ganske unødvendig Maade glimrer med sin udbredte Læsthed, følger han
derved kun Datidens Skik. Dens akademiske Frembringelsesform var Disputatsen, som A. ogsaa benyttede. Men
Pligten til regelmæssig at disputere var mindre yndet af Professorerne, og dette bidrog vistnok til, at Disputatserne
jævnlig vare mindre gode. Blandt A.s Disputatser findes ogsaa hans svageste Arbejder. Bedst lykkede ere de
politiske, særlig de, hvori han forsvarer den dansk-norske Regeringsform mod Datidens revolutionære Tænkere.
Rousseau er ham bekjendt, i det der f. Ex. blandt A.s Excerpter paa det kgl. Bibliothek findes Uddrag af hans
»Discours sur l'inégalité«, men han nævnes dog kun i forbigaaende. Derimod fører A. en udførlig og dygtig
Polemik mod Montesquieus Skrift »De l'esprit des loix«. Mindre tilfredsstillende ere hans privatretlige
Afhandlinger. De, som henhøre til den almindelige Del, yde intet Udbytte af den trættende Vandring gjennem
Theser og Scholier, og selv hans tingligretlige Konkurrenceafhandling om Præskription er i Form og Indhold
forfejlet. De arveretlige Afhandlinger, f. Ex. om syvende Mands Grænsen, som han senere omarbejdede og
afsluttede paa Dansk, betegne et Fremskridt derved, at han har opgivet den Wolff'ske Methode og mere og mere
25/484