Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

I Begyndelsen af 1767 vare J.H.E. Bernstorffs Forhandlinger med den russiske Regering om
Ordningen af det holsten-gottorpske Spørgsmaal endelig naaede saa vidt, at der var Haab om, at
man snart kunde komme til Enighed; det var derfor Rusland magtpaa-liggende, at Bernstorff blev ved
Roret, og man blev ubehagelig berørt, ved at St.-G. og hans Venner kom til Magten. Disse paastode
nemlig, at Cathrine II [Katarina 2. den Store] aldrig vilde afstaa Holsten, men kun vilde holde
Danmark i Afhængighed ved at give det falske Forhaabninger; derfor intrigerede de mod Bernstorff
og søgte at styrte ham. Det lykkedes imidlertid de russiske Afsendinger at faa Gørtz og Borcke
fjærnede, og 22. April blev den provisoriske Mageskiftetraktat underskreven; men da det varede
længe, inden Kejserinden ratificerede den, begyndte St.-G.s Parti paa ny sine Intriger. Disse fik dog
en brat Ende; den russiske Gesandt Filosofoff optraadte med saadan Kraft mod det antirussiske
Parti, at Kongen maatte afskedige St.-G., der tilmed fik Paalæg om at forlade Landet. Afskeden var
dog holdt i de naadigste Udtryk, og han fik en rundelig Pension.
St.-G. rejste først til Hamborg [Hamburg], opholdt sig derefter en længere Tid i Worms og begav sig
sluttelig til sin Fødestavn Franche-Comté. Han tabte dog ikke Forbindelsen med den danske Hær, i
hvis Centralstyrelse hans Ven og Discipel Gähler havde beholdt sit Sæde. Med ham og Rantzau-
Ascheberg vedligeholdt han en uafbrudt Brevvexling af militært og politisk Indhold. De 3 Generaler
ønskede Ruslands Indflydelse begrænset; men mest ivrede de for at knække »Aristokratiet og
Anarkiet«; den »oplyste Enevælde« efter Frederik IIs Mønster var deres Ideal. I et Brev af 6. Okt.
1770 udkaster St.-G. det Program, som Struensee snart efter optog; gjennem Gähler og Rantzau
blev denne Statsmand Feltmarskallens Discipel. I Juli 1771 blev St.-G. kaldt tilbage til Kjøbenhavn.
Han kom kun ugjærne og indvendte, at hans Tilbagevenden vistnok vilde være Rusland ubehagelig.
Herom var der dog ikke Tale; han fik ingen Ansættelse, man ønskede kun, at han skulde fortære sin
Pension i Landet. Han tog ingen Del i de Begivenheder, der medførte Struensees Fald; ved Rantzaus
Hjælp fik han sin Pension kapitaliseret, og i Maj 1772 sagde han Danmark Farvel for stedse. Sin
Kapital betroede han til den bekjendte H.F. Bargum, der satte den over Styr ved sin Negerhandel.
St.-G. levede nu i yderlig Armod i en lille By i Elsass, indtil nogle tidligere Kammerater kom ham til
Hjælp. De skøde Penge sammen til ham og fik Ludvig XVI til at give ham en Pension. Han indsendte
nu til Regeringen forskjellige Planer til den franske Hærs Reorganisation, og 25. Okt. 1775 blev han
udnævnt til Krigsminister. Som saadan virkede han i henved 2 Aar i samme Aand som i Danmark og
fandt ligesom der megen Modstand. Det lykkedes ham dog at indskrænke Garden, at opløse
Militsafdelingerne og at ophæve Tilladelsen til at kjøbe og sælge Regimenter og Kompagnier. Ved sin
Afgang fik han en stor Pension med Fribolig i Arsenalet. Her døde han 15. Jan. 1778. Hans Enke
overlevede ham.
Til: Indholdsfortegnelsen
105/142