Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

ettroende, baade paa det medicinske og paa andre Omraader. Fra Midten af Halvfjerdserne begyndte han at
skrive paa Dansk.
Viser han sig i disse velmente hygiejniske Reformbestræbelser ganske som et Barn af Oplysningstidens
Filanthropi, saa træder det samme frem og det paa en mere vægtig og frugtbringende Maade i forskjellige
praktiske, til Borgerheld sigtende Foretagender, som hans Aktivitet ligeledes samlede sig om, og som han til Dels
virkelig fik sat i Værk. Saaledes var han Hovedstifteren af »Selskabet for Borgerdyd« (1785), og da han blev
uenig med sine Bestyrelseskolleger i Selskabet, stiftede han snart efter »Selskabet for Efterslægten«. Han var
end videre Medstifter af Pigeskolen i Kronprinsensgade og Drengeskolen i Pilestræde, af hvilken det senere
Schouboeske Institut [...] udviklede sig.
I o. 23 Aar blev han staaende som designeret Professor og saaledes uden Lønning. Først 1796, samtidig med at
han med sine øvrige Ansættelser forenede Lægeposten ved Tugthuset, opnaaede han et aarligt Gratiale af 300
Rdl. for at holde praktisk-medicinske Forelæsninger for Kirurgerne, og da han det følgende Aar blev svagelig efter
et apoplektisk Anfald, fik han Gratialet forhøjet; s. A. rykkede han endelig op i normeret Plads ved Rottbølls Død.
1800 valgtes han til Universitetets Rektor. Trods Svageligheden bevarede han endnu sin Aands Spændstighed og
Liv, og da højre Haand vedblev at være lammet, øvede han sig ufortrøden i at skrive med venstre Haand. Lidt
efter lidt toge dog Svageligheden og Svækkelsen Overhaand, og dertil kom Trykket af de bestandig sørgeligere
og mere derangerede huslige Forhold. Hustruen forfaldt efterhaanden til Drik, og heller ikke af de 2 Børn, en Søn
og en Datter, fik han nogen Glæde. 1805 fik han sin Afsked fra Universitetet, dog med Bibeholdelse af sine
Indtægter og kun med Fradrag af 200 Rdl. til det akademiske Fond. Hans hele Stilling blev imidlertid ogsaa i
økonomisk Henseende bestandig mere fortvivlet — nogen god Økonom havde han aldrig været —, og under
tiltagende Nød og Elendighed sygnede han hen, indtil Døden 16. Marts 1806 befriede ham fra Kvalerne.
Efter hans Død viste det sig, hvor skattet han havde været. Fra alle Sider kappedes man om at hædre hans
Minde i varmtfølte Nekrologer og Mindedigte; for en sammenskudt Kapital modelleredes hans Buste til
Anbringelse i det anthropologiske Musæum, og et smukt Gravmonument rejstes paa Assistens Kirkegaard for
»Lægen, Digteren, Menneskevennen«. Hans bekjendte, af Juel malede Portræt (1787) er gjengivet i Kobberstik i
Lahdes Samlinger.
- - -
— J. C. Tode blev en moden Mand, før han kom ind paa den skjønlitterære Bane. I 1772 begyndte han
Udgivelsen af et kritisk Tidsskrift: »Blandinger«. Det indeholdt bl.a. en Kritik af Wessels »Kjærlighed uden
Strømper«; T. er ikke sikker paa, om dette Stykke skal være alvorlig ment eller en Parodi. Det synes ikke at spaa
godt om hans fremtidige Virksomhed som Kritiker; heldigvis gik Spaadommen ikke i Opfyldelse. T. griber ganske
vist ogsaa senere adskillige Gange fejl i sin Dom over litterære Arbejder, men i mange Tilfælde virke hans
Kritikker saa velgjørende ved den sunde Sans, som de røbe; og ét Fortrin endnu havde han: han var ingen
Partimand og hørte ikke til nogen Klike. Da Baggesens »Ungdomsarbejder« udkom (1791), var Kritikkens Tone
over for dette ejendommelige Arbejde gjennemgaaende noget kølig; men T. erklærer i en Anmeldelse, at
Baggesen »vil nok blive mest berettiget til at kaldes de levende danske Poeters Konge«, og han spaaede jo rigtig.
T. var ikke bange for at binde an med de mest forskjelligartede Æmner; han anmeldte religiøse Skrifter, filosofiske
Afhandlinger m. m. Gamborgs »Nysa« [...] vakte ved sin Fremkomst (1790) en stærk Bevægelse; T. tog den
under Behandling i en Anmeldelse, pillede dens løse Paastande fra hinanden, men bemærker samtidig med et
lunt Smil: »at give den Dada for Alvor, det var Synd.«
T. var meget frugtbar som Udgiver af Tidsskrifter, men adskillige af dem vare temmelig kortlivede; af »Blandinger«
kom der saaledes kun 7 Numre. Derefter fulgte: »Kjøbenhavns Universalmagasin« (1784), »Hertha« (1789),
»Freya« (1789—90), »Valhalla« (1790—91). Disse ere nærmest af blandet, underholdende Art. Af egentlig
recenserende Tidsskrifter udgav han, i Forbindelse med nogle andre, »Kritik og Antikritik«; han fratraadte dog
som Redaktør allerede ved Slutningen af 1. Bind (1787), dels fordi nogle meget konservative theologiske
Medarbejdere fik den afgjørende Indflydelse, dels vel ogsaa fordi han var for meget af en Enspændernatur til at
kunne arbejde sammen med andre. Saa begyndte han i 1790 alene paa et nyt kritisk Tidsskrift: »Kritik og
Analyse«; Aaret efter startede han et litterært Maanedsskrift: »Iris« (1791—95), der blev fortsat under Navnet »Iris
og Hebe« (1796—1800). — T. var, som allerede bemærket, en Løsgænger i Datidens litterære Verden; han
afskyede Klikevæsenet. »Fremskridtsmændene« havde i Midten af Firserne erobret det eneste betydelige kritiske
Tidsskrift, som den Gang fandtes, »Lærde Efterretninger«, og derved kunde de næsten ganske beherske den
litterære Kritik. Dette Enevoldsherredømme harmedes T. over, og han rettede i »Et lidet Bidrag til den danske
Litteraturs og Kritiks Historie i de sidste 7 Aar« (1788) et skarpt Angreb paa den Kreds, som regerede i »Lærde
Efterretninger«, og det var som en Modvægt mod det, at han det foregaaende Aar havde begyndt »Kritik og
Antikritik«. Rahbek [se om Rahbek i: Georg Brandes: »Ludvig Holberg« [digital udgave]], særlig hans Virksomhed
som Dramaturg, bekæmpede han ivrig, bl.a. i sine »Dramatiske Tillæg«. — T. var ved sine Kritikker og litterære
Afhandlinger en virkelig Kraft i Datidens Litteratur; han var det paa Grund af sin sunde, ligevægtige Natur, sit
friske Lune og sin uafhængige Stilling, der tillod ham at rette sine Hug i begge Retninger, baade mod de
413/484