Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

drevet til en dumdristig og taabelig Yderlighed, saa det ikke var noget Under, naar Rygter vare i Gang om, at den
var anlagt paa at ødelægge Prinsens Helbred.
Den bitre Kritik af ham og det formelige Had imod ham, der udviklede sig som en Følge heraf, og som fandt
Gjenlyd oppe i Norge saa vel som nede i Hertugdømmerne, fik et stærkt Udtryk dels ved Smædeskrifter, der i
Form af Plakater opsloges rundt omkring i Kjøbenhavn eller indsmugledes paa Slottene, dels ved Flyveskrifter,
der udkom i Pressen. Han kunde ved et Reskript om Trykkefriheden af 7. Okt. 1771 lægge en vis Kapsun paa
sine Modstanderes Voldsomhed, for saa vidt det blev fastsat, at Forfatterne skulde være ansvarlige for, hvad de
skreve stridende imod gjældende Lov; men han kunde ikke derved svække Forbitrelsen imod sig. Oven i Kjøbet
var det, som om denne fik forøget Dristighed ved det Indtryk, han gav af Brist paa personligt Mod ved flere
Lejligheder. Saaledes da det tit omtalte Tog af et Par Hundrede norske Matroser ud til Hirschholm Slot for at faa
deres Lønninger (10. Sept.) vitterlig satte ham i største Skræk, og endnu mere, da han ved Juletid 1771 gav tabt
over for et Mytteri af Fodgarden, som han havde fremkaldt ved en højst ubesindig Befaling om, at den skulde
opløses og Gardisterne stikkes ind under andre Regimenter. Jo mere han gjaldt for at være den despotisk
bydende, desto mere glædede man sig ved Haabet om snart at skulle se ham falde, da man fik det Indtryk, at han
var bange.
Imidlertid havde det ogsaa vist sig, at han var uden virkelig Støtte hos selve dem, der maatte gjælde for at være
hans Tilhængere. Det var Lyst til at komme frem, ikke virkeligt Venskab for ham, der havde skaffet ham
saadanne, og den uheldige Udvikling, hans Karakter tog til at være utaalelig hovmodig, ogsaa imod sine
Omgivelser, slappede i høj Grad det Baand, der knyttede dem til ham. Om det saa var Brandt, den eneste Mand,
for hvem han synes at have næret virkeligt Venskab, følte han Forholdet til S. som saa ulideligt, at han flere
Gange hældede stærkt til at være med om at styrte ham. Endelig kom der fra selve hans tidligere Venners Kreds
en Mand, der skulde blive en af hans allerfarligste Fjender, Grev Rantzau-Ascheberg. Lige saa stærkt denne for
ikke længe siden havde beundret S., som han den Gang kaldte »min Kiærlighed« og ligeledes nævnede som et
af de bedste Hoveder, han nogen Sinde havde kjendt, lige saa forbitret blev han siden paa ham, dels fordi S. helt
havde stillet ham i Skyggen, dels fordi han ikke havde fundet den Støtte hos ham, som han ganske uberettiget
vilde have imod paatrængende Kreditorer.
Enhver ved, hvilken Betydning dette Fjendskab fik, at det bragte Rantzau til at være en af dem, der først fattede
Planen om den Sammensværgelse, der omsider styrtede S. Allerede tidlig paa Efteraaret 1771 mødtes han i
Tanker herom med en anden Mand, der ogsaa af rent personlige Grunde vilde S. til Livs og ved sin Karakter lige
saa lidt fortjente Agtelse som Rantzau, nemlig Beringskjold [...]. Det var dog først, efter at S. havde svækket sin
Stilling ved Nederlaget over for Fodgarden, at denne deres fælles Plan fik Betydning, og den støttedes da særlig
ved Rygter, der i en forbavsende Grad fandt Tiltro, hvor taabelige de end vare, om, at S. i Forbindelse med
Dronningen tragtede efter at afsætte Kongen. Dronningen skulde da være Regentinde for Kronprinsen med S.
ved Siden. Ja, der var endog dem, der vidste at fortælle, at Planen gik lige til at dræbe baade Kongen og
Kronprinsen, hvorefter Dronningen vilde ægte S. Disse Rygter lettede det for Rantzau og Beringskjold at finde
Mænd, der vilde slutte sig til Sammensværgelsen, nemlig General Eickstedt, Oberst Køller og Guldberg samt
endelig ogsaa de kongelige Personer, som det var nødvendigt at have at samle sig om, nemlig Enkedronning
Juliane Marie og hendes Søn, Arveprins Frederik.
Efter at Sammensværgelsen var dannet i den første Halvdel af Jan. 1772, kom det til Katastrofen [ordet skal
forstås i sin klassiske betydning, se: http://ordnet.dk/ods/opslag?opslag=katastrofe] Natten imellem 16. og 17.
Jan., da S. og de vigtigste af hans Tilhængere fængsledes, og Dronningen førtes til Kronborg. S. selv blev sat i
Fængsel i Kastellet og belagt med Lænker.
Sjælden har vel en Mand i den Grad af den offentlige Mening været udset til at lide en Forbryders Død, som
Tilfældet var med S. i de første Uger efter Fængslingen, da der baade fra Prædikestolene, igjennem Skrifter af
ansete Videnskabsmænd og ved Døgnlitteraturens usle Flyveskrifter lød Jubelraab over, at hans skjændige
Planer imod Kongehuset vare tilintetgjorte, og Raab om Straf uden Barmhjærtighed for alle hans Forbrydelser.
Intet Sted vare dog disse Følelser mere levende end hos selve dem, der efter hans Fald havde taget Magten og
raadede over den sindssvage Konges Underskrift.
Imidlertid vare retslige Undersøgelser satte i Gang imod ham og hans fængslede Tilhængere. De Vidneforhør, der
bleve afholdte, viste til Fordel for ham, at Rygterne om hans Planer imod Kongen vare fuldstændig falske; men
paa den anden Side blev det paa den mest overtydende Maade godtgjort, at han siden Begyndelsen af 1770 og
lige til den sidste Tid havde været Caroline Mathildes Elsker. Over for dette overvældende Bevisstof tabte han, da
han selv kom i Forhør, hurtig Modet, og allerede under det andet Forhør (21. Febr.) tilstod han, at Sigtelsen herfor
var sand. Hertil sluttede sig en Række Forhør over ham med Hensyn til hans hele Færd baade over for Kongen
og som Statsmand. Paa Grundlag heraf vedtog Regeringen, at han skulde anklages for Majestætsforbrydelse
baade i Anledning af Forholdet til Dronningen og som den, der havde udøvet en saadan Magt, at han derved var
traadt Kongemagten for nær. Det var særlig et Par Paragrafer af Kongeloven (§§ 26 og 7), som man paastod at
han havde krænket.
397/484