Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Horn, Frederik, 1708—81, Digter og Jurist
Af Julius Paludan
Frederik Horn var en Søn af Toldkontrollør Lars Nielsen H. (død 1735) og Margrethe Simonsdatter og
fødtes i Nykjøbing paa Falster 7. Jan. 1708. Fra Skolen her, af hvilken han for Resten en Tid var
udvist formedelst et Sammenstød med en Lærer, blev han Student 1728 og var en af de faa yngre,
der stærkt paavirkedes af Holberg. Under Navnet »Frands Hansen, Drejer i Helsingør« udgav han
1731 »Somnium poëticum eller en poetisk Drøm«, et vidtsvævende og usammenhængende satirisk
Digt, der begynder med Forsvar for Satirikerens Kald, som sammenlignes med Præstens, men
derefter polemiserer mod alle Tidens Fejl, lige fra Forgudelsen af Latinen og Grammatikken, fra
Kvindesæder og Moder, Forlovelser og Dueller indtil Komplimenterne, Skjødehundene og
Studenternes Kaarder. Mere poetisk Værd have de 4 satiriske Æredigte, der indlede hans
»Somnium« og, vistnok under Paavirkning af Gratulationsverset i Holbergs »Skjæmtedigte«,
parodiere højtravende Poeters mythologiske Ordskvalder, Fuskerfejl i Vers, Puristernes obsolete eller
selvdannede Ord (i Folkevisetone med Omkvæd: »Men Sandhed i Heima har ingen Sted Hyld«) samt
Anagrammer og poetiske Kunstlerier. Her opgiver han ogsaa de kjedelige Alexandrinere og rimer
ganske frit og let. Denne litterær-kritiske Satire, hvori H. har sin Styrke, fortsættes i hans anden (?
Digtenes kronologiske Orden er ikke sikker) Digtsamling fra samme Aar, især i Fortalen og det første
og bedste Digt, »Poesiens Misbrug«, uden at han dog som Reenberg eller Sorterup efter Boileaus
Mønster »sigter paa nogen i Særdeleshed« eller nævner Navne. »Apologi for det danske Sprog imod
de danske« vidner om Digterens varme Følelse for Modersmaalet og minder i Indklædningen om
»Erasmus Montanus« og »Jean de France«. Her udtaler han stærkest sin Beundring af Holberg:
»Den danske Pufendorf, den danske Grotius,
den anden Huitfeldt i vort Dannemarks Arkiver,
en dansk Virgilius, en dansk Ovidius,
din Ligemand, om ej din Mester, Molière!
Det danske Sprog ved ham igjen paa Fode kom.«
De 2 sidste Digte, »Testament over lille Soldan« (en Hund), der bl. a. satiriserer over Gravvers, og
»Docti male pingunt«, mod Pedanter m. m., ere lige ubetydelige i Æmne og i Udførelse.
Det var aabenbart mere H.s varme Hyldest af Holberg end Evnen til at træde i Mesterens Fodspor,
der i Samtiden skaffede ham Navn af »Hans Mikkelsens Abe«; thi hans Talent er meget begrænset
og bevæger sig væsentlig inden for det gamle, moralsk-satiriske Læredigts Ramme. De sammen
med »Somnium« trykte »Epigrammata varia« hæve sig ikke over Tidens almindelige Fabrikgods af
denne Art, og hans »Lykønskning til Christian VI's og Sophie Magdalenes Salving« (1731) er affattet i
en Art prosaisk Lapidarstil med pedantiske Ordspil paa Navnene Dania og Diana, der kunde have
afgivet en passende Gjenstand for hans egen Satire. Med den første Ungdom lagde han ogsaa
klogelig Poesien paa Hylden, og bevarede han end sine litterære Interesser, saa forsømte han
derover ikke Fagstudierne, skjønt han maatte opholde sig fjærnt fra Universitetet som Informator,
bl.a. maaske paa Gurrehus, hvor han efter eget Udsagn skrev nogle af Satirerne. Da den nye
Fundats af 1732 fordrede Specimina og Attestata for de studerendes Flid, nedsendte han 1734 fra
Tønsberg, hvor han den Gang levede, sit »Forsøg til et veloptugtet og veloplært Barn« (trykt 1735),
en ufuldendt Opdragelseslære, der viser ikke ringe Belæsthed og antyder flere af de Principper, som
senere udvikledes af Rousseau, Basedow og Campe. Fra samme Tid stammer hans 1748 udgivne
»Cede majori ..., hvorledes man efter Politik og Politesse skal kjende og erkjende Overmænd«, en
lidt sprænglærd Dialog om Betydningen af Rang, Stand og Værdighed i Omgangslivet.
Imidlertid var H. blevet en dygtig Jurist og anset Sagfører, 1739 Højesteretsadvokat. At det ogsaa her
var ham en Trang at klare sig sin Stilling theoretisk, derom vidne hans »Meditationer over
Prokuratorprofessionen« (1737), et filosoferende Forsvar for denne da ilde ansete Stand, og de
samtidig affattede, men først 1743 trykte »Meditationer angaaende Vidners Examination«. Hans
andet Ægteskab (8. Juli 1744), med Mette Sophie f. Torm (f. 1722 død 1791), Datter af Kjøbenhavns
Borgmester og Politimester Erik Jensen T., førte ham imidlertid ind paa den praktiske Embedsbane, i
60/142