Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Efter at S. selv var kommen til Kjøbenhavn, hvor hans Moder (d. 1767) endnu levede, kjøbte
han en anselig Gaard i Pustervig med Rum for hans allerede betydelige og stadig voxende
Bogsamling samt tilhørende Have (til Dels den nuværende Hauserplads), hvor han i 2
Pavilloner havde sin Samling af mærkelige 484 Naturgjenstande og andre Rariteter. Senere
erhvervede han en Lystgaard i Øverød, hvor han med Familie opholdt sig om Sommeren og ret
havde Lejlighed til at tilfredsstille sin Passion for Havevæsen. Baade her og i Hovedstaden førte
han et ret selskabeligt Liv, og dog fandt han Tid til Læsning og Excerpering af saa talrige
Bøger, at næppe ret mange i den Henseende have overgaaet ham. Hans litterære Interesser
strakte sig over et vidt Felt: Historie, Theologi, Filosofi, Økonomi, Politik, Æsthetik, litterær
Kritik laa inden for hans Synskreds, og i alle disse Fag og vel endnu flere er han optraadt som
Forfatter, om han end ikke stak lige dybt i dem alle. Hans Tænkeevne var levende, og han
arbejdede med stor Lethed. Derhos besad han en lykkelig Sindsligevægt, noget, der bidrog til,
at han blev afholdt af alle. En ung svensk Videnskabsmand, J. H. Liden, der 1768 besøgte
Kjøbenhavn og jævnlig kom til S., skriver om ham: »Han er, som mig synes, et af de faa
lykkelige Mennesker: Ejer af alt, hvad man kan ønske sig, har han et tilfreds og stille Sind, er
ikke afhængig af nogen, søger sin Glæde hos sig selv og blandt sine Bøger, hvilke han forstaar
at benytte, og blandt hvilke han trives bedst«. Statsembeder ønskede han ikke, og ydre
Æresbevisninger søgte han ikke, om de end søgte ham, da han 1769 blev Konferensraad, 1774
Kammerherre og 1787 kongl. Historiograf, i hvilken Anledning R. Nyerup som Festskrift udgav
»Anders Sørensen Vedel, Om den danske Krønnike at beskrive« med et Tillæg om de »kongl.
danske Historieskrivere«. 1785 blev S. Medlem af den Kommission, der skulde gjøre Forslag til
Forbedringer ved Universitetet og de lærde Skoler.
I politisk og social Henseende var S. ualmindelig frisindet, og han hilsede
Trykkefrihedsforordningen af 14. Sept. 1770 med Glæde, da han haabede, at den vilde bidrage
til at udbrede Kundskab, forjage Dorskhed, berige Sproget og bringe Modersmaalet i Ære, som
det højlig trængte til, da, som han sagde, mange af de store, selv af dem, der beklædte
Statens høje Embeder, kunde være hele deres Livstid her i Landet uden at tale eller forstaa
Dansk. De slette Skrifter, som den ubundne Skrivefrihed vilde fremkalde, haabede han vilde
synke til Bunds, medens de gode vilde bevare deres Værd. S.s Misfornøjelse med de store
Begunstigelser, fremmede nøde, medens Landets Børn tilsidesattes, kommer ogsaa frem i den
»Udsigt over Videnskabernes og de smukke Kunsters Tilstand i Danmark og Norge i Aaret
1771«, der udkom anonymt paa Fransk og snart efter oversattes paa Dansk. Heri siger han
nemlig bl. a.: »Imedens man pensionerer fremmede lærde, som bo her i Landet, imedens man
overøser lærde uden for Landet med Foræringer, lader man de indfødte lærde vansmægte,
kjender dem ikke eller ringeagter dem og læser ikke, hvad de skrive. Det, som paa en Maade
kan tjene til Undskyldning for de store, er, at de ikke forstaa Landets Sprog.« — I samme
Skrift taler S. ogsaa i stærke Ord Norges Sag: »Norge er næsten blottet for alle Midler til
Oplysning. Det forekommer mig, at de danske af en lav Misundelse og ugrundet Ængstelighed
søge at forevige Uvidenhed der i Riget. Der gives intet Akademi, intet Universitet, ingen
offentlig Bogsamling. De Nordmænd, som vil studere, maa rejse ned til Kjøbenhavn.«
I det hele holdt S. af at give sit Bidrag til Besvarelsen af Dagens brændende Spørgsmaal, og
han gjorde det ofte med Fynd og Klem. Skulde den offentlige Mening have et prægnant
Udtryk, følte S. Kald til at være Ordfører, og mange saa hen til ham som til den, hvis Ord man
i bevægede Tider gjærne vilde høre. Det Brev »Til Kongen«, som S. udgav efter
Hofrevolutionen 17. Jan. 1772, vakte en Opmærksomhed og et Bifald over hele Riget, ja vel
endog i hele Norden, som næppe noget andet Skrift nogen Sinde havde gjort, og vidner om en
Oprigtighed og Frimodighed hos dets Forfatter, som i høj Grad maa tiltale, selv om adskillige
Udtryk nu maa synes os overspændte og smagløse (s. VIII, 613). Det Udkast til en
konstitutionel Statsforfatning, som S. omtrent samtidig overrakte Guldberg 485 , vandt derimod
ingenlunde denne Statsmands Bifald og forblev ubekjendt for Almenheden, indtil Nyerup efter
S.s Død udgav det (i »Submiana«) og derved nær var kommen i en slem Forlegenhed (XII,
344), da det maatte synes at være et Forsøg paa at omstyrte Kongeloven. Anonymt udgav S.
484 Betyder 'bemærkelsesværdige'.
485 Biografisk artikel vil blive tilføjet i en senere udgave, se »Dansk Biografisk Lexicon« på:
http://runeberg.org/dbl/.
251