Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Dansk; men der er noget sundt og stort i den Begrundelse, han giver sin
franske Ansøgning til Kongen. Med et Henblik paa den nylig sluttede Fred med
Sverig skriver han: »Teatres Oprettelse har næsten hos alle Folkeslag fulgt
Rigernes mest blomstrende Tidsalder, og den Fred, som Deres Majestæt nylig
har skænket sit Folk efter en lang Krigs Sejre har forekommet mig at betegne
det bedste Tidspunkt, man kunde vælge«. Han fik Bevillingen og efter at det
ved fornyet Ansøgning var lykkedes at stanse den stærke Mands, al Interesse
optagende, Forestillinger, som ulovligt fandt Sted for Folk i en Have, han ejede
udenfor Nørreport, blev den fremtidsrige Plan gennemført. Den danske
Skueplads aabnedes med Molières Den Gerrige.
De to erfarne Skuespilleres dristige Foretagende fik en dobbelt og mægtig
Hjælp, først fra det højest dannede Hofselskabs Side, idet Grevinde Christine
Reventlow, Dronningens Søster, Storkansleren Grev Ulrich v. Holsteins Hustru,
en dansksindet og meget evnerig Dame, beskyttede Forsøget og hædrede
Skuespillet med sin Nærværelse, ligesom hendes Svoger Frederik Rostgaard 108
anvendte sin Indflydelse til Fordel for det, ja skrev den nette Prolog, hvormed
Teatret blev aabnet — og dernæst, idet Holberg traadte til og straks til en
Begyndelse forærede Skuespillerne sine fem første Stykker.
Der var imidlertid nok at kæmpe imod.
Først og fremmest var der Fordomme at overvinde, navnlig de, som
Gejstligheden og Universitetet nærede og i Folket underholdt om den Skade,
den Kristne ved at se Skuespil tog paa sin Sjæl, og om det uværdige og
uanstændige i som Gøgler at optræde paa Scenen. Det vakte Forargelse, at en
Universitetslærer skrev Komedier og at Studenter spillede dem. Gram 109
ytrede, at det ikke sømmede sig for en Professor at give sig af med saa
letfærdige Ting og at Holberg, hvis han ikke holdt op dermed, burde forvises
fra Universitetet til Teatret. To Regensianere, der var optraadte paa den
danske Skueplads, fik Advarsel om, at dersom de ikke inden tre Dage var
udflyttede fra Regensen, blev de bortviste fra Universitetet. Den ene forlod
straks Regensen, den anden, som prøvede paa at trodse, blev kastet ud og
desuden bortvist. En Student paa Walkendorfs Kollegium, der var optraadt,
Jens Høberg ved Navn, blev til Straf for dette sit »usømmelig førte Levned« sat
ud af Kollegiet, og appellerede forgæves hos Conseillet, skønt Rostgaard 110 gik
i Forbøn for ham. I et Digt fra ham til Rostgaard hedder det betegnende:
108 Se biografisk artikel s. 237.
109 Se biografisk artikel s. 199.
110 Se biografisk artikel s. 237.
Hvad hâr jeg Stymper gjort? Har jeg mod Himlen syndet?
Har jeg om rette Gud urette Troe forkyndet?
Mon jeg utroeskab har min Naadig Konge giort?
Har jeg mod fædreland vel syndet alt for stort? ....
Se disse store fejl mig siunis blir fremstillet
I det jeg (Ringeste) Comoedier har spillet . . . ,
Jeg har jo derved ej fra Gud mig villet bøje
Til Uretfærdighed o.s.v., o.s.v.
120