Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Fjendens Styrke, som befandtes at være 10 Sejlere, dels Fregatter, dels Brigger og Chebekker, stod saa ud efter
for Natten og mødte 16. Maj om Eftermiddagen den tripolitanske Flaade. Efter 2 Timers hidsig Kamp, hvor et
Entringsforsøg mod Fregatten blev forpurret ved en behændig Manøvre, og hvor Fjenden led meget af
Granatilden fra de danske Skibe, flygtede Barbarerne i største Hast og Forvirring tilbage til Havnen, som B.
derefter blokerede, indtil det 25. lykkedes ham at faa Freden gjenoprettet mod en Udbetaling af 75.000 Pjastre.
Fra 1797 til 1801, i hvilken Tid Eskadren efterhaanden steg til 3 Fregatter og 2 Brigger, vedblev B. nu at beskytte
den danske Handel, dels ved at underhandle, dels ved stadig Konvoiering. Den Takt, Energi og Kløgt, han ved
mangfoldige Lejligheder lagde for Dagen under Forhold, hvis Vanskelighed her ikke til fulde kan beskrives,
geraader B. til den største Ære; den anerkjendtes ogsaa hjemme fra, i det han forfremmedes til
Kommandørkapitajn samt udnævntes til Kammerherre. Ikke alene over for de barbariske Magter, hvis Fordringer
paa Presenter og andre Ydelser altid vare overdrevne, maatte der handles med megen Snildhed, men navnlig
over for den langt overlegne engelske Søstyrke gjaldt det om at være fast og værdig, uden dog at spænde Buen
for stramt. Den engelske Regering havde til sine Chefer udstedt Ordre om saa vidt muligt at hævde Retten til
Visitation af Konvoier; dette var et Punkt, hvorpaa B. aldeles ikke kunde gaa ind, og talrige vare de Lejligheder,
hvor han og hans underlagte Skibschefer vare lige paa Nippet at maatte forsvare deres Standpunkt med
Kanonskud. Til nogen egentlig Kamp kom det dog aldrig, og B.s korrekte Optræden bidrog efterhaanden til, at
Forulempelserne bleve sjældnere. Et Tilfælde, hvor en Kamp om rene Formaliteter mellem ikke krigførende
Magters Skibe virkelig begyndte, uden dog at føre til anden Blodsudgydelse, end at 2 Mand saaredes, oplevede
Kapitajn van Dockum med Fregatten »Havfruen« Juledag 1799, da han med Skud maatte søge at forhindre 3
engelske Fregatter fra at visitere hans Konvoi, hvad der dog kun til Dels lykkedes. Han blev senere opholdt af de
engelske Avtoriteter i Gibraltar og havde mange Fortrædeligheder, inden han slap ud igjen. B. havde dog den
Sorg, da han i Begyndelsen af 1801 hjemkaldtes, at se sit skjønne Værk, det danske Flags Anerkjendelse overalt
i Middelhavet, i Begreb med at briste paa ny, da en Krig med Tunis blev uundgaaelig. Denne lykkedes det vel
hans Afløser, Generaladjudant, Kapitajn Kofoed at besværge ved en Udbetaling af en stor Sum Penge, men
andre Uheld fulgte paa, Skyerne trak lidt efter lidt sammen over Danmark, Englands Angreb 1801, Opgivelsen af
den bevæbnede Nevtralitet og Krigen derefter 1807 ødelagde hurtig alle de Fordele, Landet i de foregaaende Aar
havde erhvervet sig. — Det maa her omtales, at en af de Fregatter, som vare B. underlagte, nemlig »Hvide
Ørn« (Kapitajn v. Osten), i Aaret 1800 havde den sørgelige Skæbne at kuldsejle vesten for Korsika en mørk Nat
mellem 29. og 30. Dec., uden at Konvoiskibene observerede Ulykken, hvorved hele Besætningen druknede.
Ved sin Tilbagekomst til Danmark 1801 kom B. strax igjen i Virksomhed, i det der 2. April betroedes ham
Kommandoen over Defensionens venstre Fløj: Linjeskibene »Danmark« og »Trekroner«, Fregatten »Iris«,
Briggerne »Sarpen« og »Nidelven« samt en større Deling Kanonbaade, hvilken Styrke dog ikke kom til at gribe
synderlig aktivt ind i Slagets Gang. Da imidlertid den engelske Kontreadmiral Graves med 5 Linjeskibe, efter at
Slaget havde staaet paa i 4 Timer, og Defensionens sydligste Fløj omtrent var opreven, drog sig nordligere, var
han saa uheldig at komme paa Grund under Batteriet Trekroners Kanoner. B. anmodede da om at maatte gjøre et
Anfald mod Graves' Division; men Nelson, der lige saa hurtig havde indset det farefulde i Graves' Stilling, havde
da allerede indledet Underhandlinger om Vaabenstilstand, hvilken han som bekjendt senere ogsaa erholdt, og
hvorved han fik Tid til at slæbe sine Skibe af Grunden. Der blev saaledes intet af B.s Udfald. Samme Aar havde
han Kommandoen over »Norge«, det første Linjeskib, Hohlenberg havde konstrueret. Skibet blev sendt paa
Besejling med »Danmark«. Udfaldet af Prøven imødesaas med megen Spænding i Marinen, men gav dog ikke
noget tilforladeligt Resultat; dog maatte det vel nærmest regnes som en Sejr for Hohlenberg. Dette var B.s sidste
Søtogt.
1803 blev han Deputeret i Admiralitetskollegiet og avancerede 1804 til Kommandør; 1804 fik han tillige Sæde i
den afrikanske Konsulatskommission, i Karantænekommissionen samt Sødefensionskommissionen. Da
Englænderne imidlertid 1807 paa ny viste sig i vore Farvande, og Situationen blev spændt, tyede man strax til B.
igjen, udnævnte ham til kommanderende under General Peymann og navnlig til Chef for Søforsvaret. Hans og
hans undergivnes Virksomhed her gavnede vel i og for sig ikke Sagen stort, da Hovedmanden i Forsvaret,
General Peymann, kun saa lidet var Opgaven voxen; men de mange Udfald, Kanonbaadene gjorde baade mod
de engelske Kystbatterier og den engelske Flaade, der forgjæves søgte at bombardere Hovedstaden fra Søsiden,
bør dog billigvis regnes B. til Ære, lige saa meget som at han traf Dispositioner til at sænke eller ødelægge
Flaaden, hvis Kapitulation blev uundgaaelig. Til den Ende blev der hugget Huller i Skibene i Flaadens Leje, og
Master og Kor opstabledes parate til Opbrænding; men Ordren at fuldføre disse Forberedelser indløb som
bekjendt aldrig. Af de Kampe, B. lod foretage, ere navnlig bekjendte: Kanonbaadenes Angreb 17. Avg. mod den
engelske Flaade, deres Understøttelse af Udfaldet mod Classens Have 26. og 31. Avg., Angrebet mod
Enighedsværns Batteriet af Kanonbaadene i Kalvebodstrand, ved hvilken Lejlighed den unge Kadet Buhl fik
Ilddaaben og mistede en Arm, samt Angrebene 21. og 23. Avg. og 1. og 2. Sept. af vore Kanonbaade mod de
fjendtlige Bombarderfartøjer paa Kjøbenhavns Red. Da Kjøbenhavn 7. Sept. overgav sig, underskrev B. ikke
Kapitulationen; han forlangte forgjæves at maatte gjøre et Udfald med alt, hvad der kunde føre Vaaben; »men«,
skrev han senere til Kronprinsen, »jeg indsaa godt, at mit Forslag ikke nyttede andet end til at skaffe mig og mine
Søkrigere en ærefuld Død, imidlertid kunde man dog have vundet saa megen Tid, at Flaaden kunde være bleven
ødelagt forinden«.
Da Danmark efter Flaadens Udlevering baade kom i Krig med England og Sverige, var B. som Deputeret i
65/484