Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Dass, Peter [Petter Dass], 1647—1708, Præst og Digter
Af A.E. Erichsen
Peter Dass fødtes paa Gaarden Nord Herø i Alstahovg i Nordlandene og var Søn af Peter Don D. eller Dundas,
som o. 1630 var indvandret til Norge og bosatte sig paa Helgeland, hvor han ægtede Fogeddatteren Maren Falch.
Som Barn mistede D. sin Fader og blev sat i Huset hos Sognepræst Niels Mikkelsen Arctander i Nærø, der var
gift med hans Moders Søster. Af denne Præst blev han undervist sammen med sin Fætter Peter Jespersen, den
senere kongelige Konfessionarius. Derefter gik han 5 Aar i Bergens Kathedralskole, der paa den Tid havde flere
duelige Lærere, saasom den bekjendte Topograf Edvard Edvardsen. Fra Skolegangen i Bergen skriver sig
ganske vist D.s Dygtighed i at behandle det latinske Sprog, som han har benyttet i endnu bevarede poetiske og
prosaiske Frembringelser. Han blev Student 1665. Efter et Par Aars Ophold i Kjøbenhavn, hvor han havde
vanskeligt ved at slaa sig igjennem, fik han Plads som Huslærer i Vefsen paa Helgeland hos Præsten Jacob
Wirthmand, hvis Stifdatter Margrethe Andersdatter nogle Aar senere blev hans Hustru. Omtr. 1672 blev han
personel Kapellan i Nesne paa Helgeland for en meget ringe Løn. Da han ved den Tid stiftede Familie, var hans
Stilling i nogle Aar meget trykket; »jeg som en anden Bonde arbejded' for mit Brød«, hedder det i hans rimede
Avtobiografi.
En væsentlig Forbedring i D.s Kaar indtraadte, da han i 1681 blev residerende Kapellan i Nesne, men endnu
mere, efter at han 1689 var bleven befordret til Sognepræst i Alstahovg. Dette var paa den Tid det største og
mest indbringende Kald i det nordenfjældske Norge og omfattede ikke mindre end 8 nuværende Præstegjæld;
under Sognepræsten stode i flere af de underliggende Sogne residerende Kapellaner. Efterhaanden blev D. i
dette rige Kald en formuende Mand. Men Møje og Farer vare forbundne med hans Stilling. Han havde jævnlig
Kirkerejser at foretage i aaben Baad milevis over farlige Havstykker; dog blev af den Grund, forsikrer hans første
Biograf (Sønnesønnen A. C. D.), næppe nogen Gudstjeneste forsømt af D. Skjønt han fra Barnsben af var vant til
den strænge nordlandske Natur, har han dog mangen Gang følt dens Tryk; »mens andre kan frydes ved
straalende Sol, er vi Elementernes Slaver«, klager han i et af sine Rimbreve. Derhos maatte en Mand med D.s
stærke litterære Interesser mangen Gang bittert savne Omgang med aandsbeslægtede deroppe »i et Land, hvor
ej findes Skrift eller Bøger«. Men foruden »Guds Ord og Samvittigheds Glæde« havde han megen Hygge af
Samkvemmet med talrige Slægtninger og Venner, som boede rundt om paa Helgeland; med Præsten i
Nabosognet Brønø, den lærde Magister Peter Bredal, førte han en livlig latinsk Brevvexling, hvorved ogsaa
theologiske Æmner kom paa Bane. I endnu fortroligere Forhold stod han til Svogeren Steen Wirthmand, der
ogsaa optraadte som Digter. En velkommen Afvexling i det ensformige Liv dannede hans Bergens-rejser. I
Bergen, Nordlændingernes egentlige Hovedstad, fandt han en Travlhed og et Liv, som tiltalte ham, og der gjorde
han Bekjendtskab med Datidens fejrede Digterinde, Dorothea Engebrektsdatter.
D. begyndte tidlig at føle den tiltagende Alders Skrøbeligheder. I sine sidste Leveaar led han af Stensmerter, som
voldte ham megen Pine. Dog vedblev han at digte lige til det sidste. Han døde i Avg. 1708, 61 Aar gammel. Af
hans 2 Sønner døde den ene som Student, den anden, Anders D., som i nogle Aar havde været Faderens
Personelkapellan, blev dennes Eftermand som Sognepræst i Alstahovg.
I sine Velmagtsdage var D. en mere end almindelig sund og djærv Personlighed, skikket til at vinde og imponere
sine Omgivelser. Som Præst og Digter nød han i sin Kreds den største Anseelse, og næppe har nogen Nordmand
fra de senere Aarhundreder levet saa længe i Folkets Traditioner som han. Navnlig i Nordlandene blev »Hr.
Petter« en Sagnfigur, om hvem de vidunderligste Ting fortaltes, og paa hvem ogsaa Sagn fra andre Kanter
overførtes. — Det er dog fornemmelig som Digter, D. har Krav paa at mindes. Den Tid, hvori han virkede,
Slutningen af »det lærde Tidsrum», var en for Poesien og allermest den verdslige Digtning gold Periode, i hvilken
metriske Kunststykker og ilde anbragt Lærdom alt for ofte traadte i Steden for virkelig poetisk Løftelse. D., hvis Liv
henrandt fjærnt fra de toneangivende Kredse, indtager ogsaa som Digter en afsondret Plads. Han taler selv ofte
om sit Ubekjendtskab med den lærde Poesi og betragter sin Digtning som en ringere Art. Sin Læsekreds søgte
han lige s'aa meget blandt »de kofteklædte Bønder« som mellem de mere oplyste Stænder. Han er bevidst
Folkedigter, og det har til Fuldkommenhed lykkedes ham at blive det. Han er den eneste norske Forfatter fra
Tiden før Holberg, hvis Arbejder endnu ere Folkelæsning.
D.s første Arbejder vare Lejlighedsdigte, og han fortsatte med denne Produktion lige til sin Død. Det meste deraf
er gaaet tabt, men man har bevaret Titlerne paa ikke mindre end 127 saadanne Digte. Af dem, som ere i Behold,
ere adskillige utilbørlig udtværede og ordrige; ikke sjælden støder man paa Smagløsheder, og Forfatteren synes
ikke altid at have givet sig Tid til at afrunde og affile. Imidlertid vil man ogsaa i disse Lejlighedsvers hyppig
overraskes ved D.s Evne til at træffe et smukt og tiltalende Udtryk for sin Stemning. De fleste af dem fremkaldtes
ved Begivenheder i de helgelandske Familier, som udgiorde hans Omgangskreds; enkelte angaa Tildragelser i
Udenverdenen, der have gjort Indtryk paa Forfatteren, saasom de mærkelige Viser om Bergens Ødelæggelse ved
Ildebranden i 1702. Til denne Digtning maa ogsaa henregnes hans Rimbreve, hvoraf navnlig de til Dorothea
Engebrektsdatter udmærke sig ved megen Kvikhed; end videre 2 Digte fra Slutningen af hans Liv, hvori han
skildrer sit Levnedsløb og sin Sygdom, og som have holdt sig i stor Yndest blandt Almuen, saa at de fremdeles
116/484