Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

i Slutningen af sit Liv, er en smuk, fornem, velopdragen, mandhaftig
Biskopssøn. Efter en lykkelig Barndom i de danske Provinser, et muntert og
kækt Ungdomsliv i Kjøbenhavn, hvor han var Chef for et Selskab af »nogle
visse de fornemste Folks Børn«, ja kaldtes dette Société's Catilina »efter den
Catilina til Rom«, deltog han med Tapperhed i Hovedstadens Forsvar mod Carl
Gustav, rejste i ikke mindre end ni Aar i Træk paa Kryds og Tværs gennem
Europas Hovedlande, kom tilbage, giftede sig og levede som Godsejer i
Sjælland og Skaane.
Det er en regelret, noget forfængelig, meget hæderlig Mand med bløde
Følelser. Han er korrekt; thi endog det Forbund, han som Yngling stifter, er et
Dydsforbund med Mulkter for uhøvisk Tale og med paabudt ridderligt
Sværmeri for en Jomfru — en Attraa, der skulde afholde den Paagæld ende fra
al Udyd — »ligesom i Romanerne forestilles«. At han er forfængelig, røber sig,
naar han ikke blot dvæler ved, at hans Moder og hendes Søster gjaldt for »den
Tids deiligste Kvindfolk« og han selv for »et særdeles deiligt Barn«, men
gærne fremhæver, hvorledes smukke Damer langt heller vilde sidde hos ham
end hos Andre, der dog stræbte at indynde sig hos dem, eller hvilken »vivacité
og courage« han som ung og liden allerede har besiddet o.s.v. Men der er
mere Følelse i ham og mere Sans for Følelsen hos andre end man herefter
venter.
Først Naturfølelse. I alle Erindringer fra hans Barndom spiller Indtrykkene af
Naturskønhed ind. Hans Yndlingsord er »deilig« og han anvender det hyppigst
om Haver, Lunde, Skove, Veje. Han har altid et vemodigt Ord, naar skønne
Naturomgivelser, der i hin fjærne Tid glædede ham, senere er blevne
borthuggede og ødelagte. Han mindes med Velbehag Nyborgs Beliggenhed, da
»man ikke kunde see Byen fra den ene Side for lutter Haver og den store
Skov, og paa den anden Side for den skjønne Dyrehave«, og i Nyborg erindrer
han atter sit »smukke Logement og Kammer til Haven, som det rindende Vand
omløb«. Han taler om »de deilige Lunde til Kettinge, hvor jeg altid gik og
spadserede« og om »det smukke Hørup, hvor de mange smukke Huse laae
bag Gaarden ved Stranden«.
Dernæst Venskabsfølelse. Han har den, om han end beskriver den bedre hos
andre end hos sig selv. Han skildrer sit Forhold til en ung Adelsmand Niels
Krag, i hvis Forældres Hus han levede som en Art Hovmester og som følte sig
saa ilde tilpas i Hjemmet, saa uens med sin Moder og andre Slægtninge, at
han »arbeidede paa at gjøre et ret aparte og fortroligt Venskab« med sin ikke
meget ældre Lærer. Monrad vil gærne ud af Huset, men kan ikke forlade det,
fordi han ikke kan komme fra Niels Krag »thi saasnart denne fornam noget
derom, hængte han mig om Halsen, græd, bad og plagede mig saalænge, at
jeg ikke vilde forlade ham nu, han havde ikke Ven i Verden, men følges med
ham af Landet som de to fortroligste Venner«. Hvad der overtalte Monrad var
den unge Mands »fortrolige og fornøielige Omgjængelse, Gudsfrygt og
Kjendelse af Verden«. Der gives i hin Tid altid Grunde for Følelsen. Men der er
ikke desmindre en vis Varme i selve den stive Motivering: »Jeg profiterede nok
saa meget af hans Conduite som han af min .... Han var snart lige saa meget
min Hovmester som jeg hans, thi hvad han bemærkede hos mig, som var
34