Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Optræden som Komiker. Han var en ung Lærd; han havde syslet med Filosofi,
Historie, Retsvæsen, med lutter alvorlige Spørgsmaal, og havde begyndt deres
Behandling i en upedantisk, men rent alvorlig Stil. Saa vækker Hojers
Plagiatbeskyldning ham; ved den kommer han for første Gang til at anslaa den
polemisk-satiriske Stræng. Han opdager, at han har Braad, og han optræder til
sit Forsvar som en satirisk Stridsmand i Prosa. Der er vaagnet noget Spotsk og
Krigersk i ham, som vel fra den tidligste Tid af fandtes i hans Naturel, men
som endnu ikke var kommet frem Sort paa Hvidt; Fejdeskrifterne mod Hojer
svarer i hans Liv til, hvad English bards and Scotch reviewers et Aarhundrede
senere er i Byrons, og som saa hyppigt hos Satirikere med et drøjt grovt Vid er
der ogsaa her mere Grovhed end Vittighed i de allerførste Udbrud. Men
samtidigt med, at han for første Gang udtrykker sig satirisk paa Prent,
optræder han for første Gang i opdigtede Personers Navn, og vi ser den
dramatiske Evne spire samtidigt med, at den satiriske bryder frem.
Hans første Skrift havde aabnet ham Adgang til Universitetet. Han blev i
Januar 1714 (altsaa ikke 30 Aar gammel) ansat som ekstraordinær Professor
uden Lønning. Straks derefter rejste han for et Stipendium af 100 Daler aarlig
til Udlandet, og da han to Aar efter kom hjem, levede han et Par Aar i stor
Nød; han søgte og fik tarvelige Understøttelser, der vare bestemte for fattige
Studerende, saaledes i Februar 1717 en Hjælp af 43 Daler af Borchs
Kollegiums Kassebeholdning; i December samme Aar maatte han endog
modtage 20 Daler af Trinitatis Kirkes Fattigespenge,
Kun en Uge efter var han imidlertid saa heldig at komme ud af Næringssorgen,
idet han (18. December 1717) blev udnævnt til virkelig Professor, rigtignok
foreløbig i Metafysiken, den Videnskab, han i lige Grad afskyede og
ringeagtede som unyttigt Grubleri over Genstande, hvorom Intet kunde vides.
Men det var Lærestolen i Metafysik, som var ledig, og han havde kun Valget
mellem Sult og Metafysik.
Holbergs Ord om den Sorg, Metafysikens Venner følte ved hans Ansættelse,
om den pligtskyldige Lovtale, han holdt over denne Videnskab, hvilken af dens
Forfægtere blev kaldt dens Ligtale, er bekendte og tidtnok anførte. Men lad os
stille os Situationen levende for Øje. Holberg er hurtigt kommet under Vejr
med Manglerne ved Datidens og muligt alle Tiders Universitetsforedrag. Tidligt
har uden Tvivl den Overbevisning dannet sig hos ham, som han i Moralske
Tanker udtrykker i de Ord, at »de daglige Lectiones publicæ ere til liden eller
ingen Nytte, efterdi nogle faa Personer frequentere de samme, heller af
Curiositet og for at gjøre sig kiendt af Lærerne, end for at undervises«. Endnu
tidligere har han rimeligvis næret den Anskuelse, som han udtaler i Heltes
Historier, at en Sokratisk Samtale vilde være langt at foretrække for de
paabudne akademiske Disputationer, hvilke han endog i et senere Skrift
henviser til Abekattenes Land. Og det er visselig udenfor al Tvivl, at hans
Foragt for Metafysiken var endnu langt mere levende i disse unge Aar, da han
selv var hed og heftigt bevæget af den ny Tids Dannelse, end da han som
halvgammel Mand i Niels Klim lod Beboerne af hans Idealstat, Potu,
udtrykkeligt behandle Metafysikerne (og overhovedet alle Dyrkere af
Videnskaben om det Overjordiske) med Aareladning og derefter lod dem
50