Georg Brandes' Holberg-bog og DBL-biografier - BA Forlag

Æresposter i Landet og har øjensynlig fortjent dem. Vi er med ham saare langt
fra Jacob von Tyboe. Men han hører til »de røde Pedanter«. Ikke et eneste
Sted fælder han en Dom, hverken til Nogens Fordel eller Skade. Hans Tanker
er lutter Almengods; Stilen er, som Biografiens Udgiver rigtig har følt,
»underligt farveløs og upersonlig; netop det, der giver Memoiren dens mest
ejendommelige Tiltrækningskraft, fattes her«. Men naar, som Udgiveren videre
bemærker, »ikke engang Forfatterens egen Personlighed træder os ret klart
imøde«, saa beror dette mere paa Tidens Aand og Karakter end paa noget
Individuelt i Fremstillingsmaaden. Kaas er upersonlig, fordi Tiden var det; han
er først General, saa Menneske.
Det er, som bekendt, ikke blot i Kraft af den gamle Komedies Skik, at
Tjenestefolkene, særlig Lakajerne, indtager saa betydelig en Plads hos
Holberg. Sønnen i et borgerligt Hus havde sin egen Lakaj. De borgerlige
Embedsmænd benyttede Skriverdrengen tillige som Tjener, der saa
efterhaanden rykkede op til Fuldmægtig, Kontorchef o.s.v. Ikke sjældent
havde altsaa en Kontorchef begyndt med at bære Kappen efter sin Herre —
først 1750 kom Paraplyer i Brug — eller med at staa bag paa Vognen; thi at
holde Vogn og Heste var dengang forholdsvis mindre dyrt end nutildags; man
kunde holde Karet, to Heste, Kusk og Tjenere for 250 Rigsdaler aarligt.
Hvor stor en Rolle Henrik spiller i de Holbergske Komedier, véd Enhver. Det er
da ganske morsomt, at vi har Livserindringer af en Henrik, det vil sige af en
Lakaj. Mathies Skaanlund er hans Navn. Han bliver Tjener hos
Legationssekretær Borch, der atter bliver ansat ved den danske Ambassade i
Nimwegen, hvor dengang 24 europæiske Ambassadører og 19 Envoyés holdt
Hof. Da den danske Ambassadør, den bekendte Bogsamler og Bogelsker Just
Høg afrejser med sit Følge af 72 Personer, faar vi gennem Mathies et Indblik i
Datidens Prang og Festligheder, i blodige Stridigheder mellem unge Kavalerer
af Ambassaden, i formelige Feltslag, som de spanske og franske Gesandters
Folk leverer hinanden i Nimwegens Gader og Gaarde o.s.v. Mathies Skaanlund
bliver snart Lakaj hos Høg selv og lærer sig i hans Tjeneste Højtysk, Hollandsk
og Fransk, forfremmes saa dernæst til Lakaj hos den kun seksaarige Christian
Gyldenløve, Søn af Christian den Femte og Sophie Amalie Moth, ser i denne
Egenskab Hofliv og Hoffester paa nært Hold og beskriver ikke blot sine »aarlige
skiønne Liberier« og »skønne nye Hatte med brede Sølvgaloner« men ogsaa
Dystløb ved Hoffet, »usigelig skiønne og kostbare Carousseller« og sin unge
Herres daglige Liv med Fægtemester, Dansemester, Sprogmester,
Herpukkenmester, Skrivemester, Ridemester, Fendriksvinger og
Exercitsmester i Muskettens og Piquens Behandling.
Han fortæller sin Rejse med den unge Herre til Amsterdam, da samme endnu
var et Barn: »Om Eftermiddagen gik min Herre tilfods med sin hele Suite paa
Gaderne til Raadhuset, og som han var af en usigelig deilig Skabning, item af
Alder 8 3/4 Aar, havde en rød Skarlagens baldyret Kjol, Kaarde med Diamanter
besat, Allongeparyk med videre, blev der et grueligt Tilløb fra alle Gader og
Stræder, som anstødte til Torvet, af gemene Pøbel i mange hundrede Tal i et
Øieblik, saa vi næppe kunde komme over Torvet til Raadhuset. Iblandt andet
med stor Forundring spurgte de os Domestiker »Watt is datt vor een moyd
40